Vi kender allerede den grufulde historie om incest fra Thomas Vinterbergs prisbelønnede dogmefilm og nu kan vi så se filmen som teaterstykke på Østre Gasværk (som åbenbart nu er forkortet til Gasværket).
Det første store spørgsmål er: Fungerer teaterstykket og kan det lykkes at overføre dramaet fra filmens mange scener til teaterscenen. Svaret er: Ja. Historien,
dramaet, går klart igennem.
Men hvad så med denne konkrete forestilling. Er det lykkedes instruktør og iscenesætter, at får det bedste frem i dramaet? Her er svaret nej. Det halter nemlig den valgte form:
For det første er
Thomas Bo Larsen castet som Thomas Bo Larsen og han spiller Thomas Bo Larsens rolle, Michael. Det er uoriginalt og vidner om en leflen for uvante teatergængere, der griner i det øjeblik, at han træder ind på scenen. Det er efterhånden synd, at Thomas Bo Larsen skal castes som en festoriginalen, man kommer aldrig til at tro på ham og at han kan lede foretagenet, som historien lægger op til. Det bliver heller ikke bedre af at
Helle Dolleris endnu en gang spiller hans hustru, Mette. Det kan altså gøres bedre.
For det andet, så er iscenesættelsen overfladisk. Skuespillerne vælter rundt blandt megamuselmalet porcelæn og Arne Jacobsen stole og formår ikke at blive nærværende og det er særlig synd for
Ulf Pilgaard, der aldrig bliver farlig som faderen.
Stine Stengade virker malplaceret som søsteren Helene og store dele af skuespillerstaben kunne ligeså godt deltage i en Regner Grasten-film. Det er dilettant-komedie med den senile farfar (
Holger Perfort) og den syngende farmor (
Rita Angela) og
Ole Thestrup, der spiller den stive Onkel Leif. Endelig tvinges
Tom Jensen til at tale cirkustysk som toastmasteren.
Nils P. Munk giver omvendt rollen som Christian med en større følsomhed og afklarethed end man så
Ulrich Thomsen i filmen.
Gasværket taler om dette som den ultimative teaterversion. Det er det ikke. Hvis Festen skal blive en teaterklassiker, så kræver det en troværdig isenesættelse og kan opsætningen på Gasværket desværre ikke præstere. Jon Stephensen proklamerer at skuespillet vender tilbage, men gør det ikke med denne iscenesættelse. Jeg håber at den næste iscenesættelse af Festen bliver bedre, ellers så bliver stykket aldrig en nødvendig dramtisk klassiker om et alvorligt emne.
Samtidig må jeg stille spørgsmål ved prispolitikken i Gasværket. Vi havde fået pladser på bageste række i hjørnet, forholdsvist langt fra scenen og det var den næstbedste kategori. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at pladser så langt væk skal være prisgruppe A.
Festen. Gasværket. 12. oktober - 14. december.
Denne sæson har teatret genopsat forestillingen og det er da også en blændende forestilling. Scenografien er næsten skåret væk, der to kun trapper i hver ende af salen og vi publikummer sidder som tilskuere til en ridderturnering på begge sider af scenen.
