Familien Gregersen

Endelig havde den premiere: Familien Gregersen, baseret på Christian Kampmanns tetralogi om den gang Danmark blev moderne: ”Visse hensyn”, ”Faste forhold”, ”Rene linjer” og ”Andre måder”.

De i alt 1160 sider i bøgerne er omdannet til 3 timer og 30 minutters film. Det er en fantastisk præstation af manuskriptforfatteren Ib Kastrup. Derfor er historien trukket meget sammen, men det er lykkedes meget godt at samle de mange begivenheder til en sammenhængende filmisk historie.

Gennem familiens udvikling - eller afvikling, hvilket nok er en mere rammende betragtning – beskrives samtidig den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1950erne til 1970erne. Ved at tage udgangspunkt i familien undgår filmen også at blive hængende i at skabe de store udstyrsstykker, som f.eks. DR’s Krøniken, Matador eller Bryggeren ofte er havnet i. Tiden defineres af enkelte ting – en kalender eller en avis. Dette fokus på familien bliver både filmes styrke og dens svaghed:

Dens styrke fordi filmen lægger scenerne til rette, så vi selv kan tage stilling til hvordan vi opfatter personerne og deres handlinger. Christian Kampmann har selv sagt: ”Med Gregersen bøgerne opstillede jeg ligefrem nogle regler: Der skulle ikke være for meget indre liv og ikke for mange beskrivelser. Jeg ville ridse nogle scener op, og virkningen skulle komme gennem dem”.

Men samtidig bliver det også filmens svaghed, da skuespillerne ikke får nok at arbejde med og deres roller bliver derfor aldrig helt troværdige. Men skuespillerne gør det bedste det materiale, som de har til rådighed: Steen Springborg spiller faren, som passer sin familie på samme måde som sin forretning – streng men retfærdig. Som den nervøse mor – en rolle i familie med Maude i Matador – er Pia Wieth fremragende, f.eks. når hun først er rolig, når faren har sagt god for stegen under middagene – alt i mens hun tager sig til perlehalskæden.

For børnene i filmen er der gennembrud til Thomas Levin, som med stor følsomhed spiller bøssen Bo og Kristian Tomislav Ibler, som spiller Erik, der er gift med Marianne (Nastja Arcel), men kan ikke få nok og indleder derfor et forhold til en kollega, Kirsten (Kaya Brüel), men samtidig kan Erik ikke overskue at tage stilling og vælge mellem de to kvinder eller få taget sig sammen og få skrevet sin kronik til Information færdig.

Den ældste datter Karen (Laura Drasbæk) bliver forladt af sin store kærlighed Jes og ender uden et tæt forhold til sine børn. Den yngste datter Maj, spillet af den altid skønne Sofie Lassen-Kahlke, får sin egen karriere som journalist og bliver gift med skibsrederen og baronen Sixten Terne. Maj får det hele, men mangler alligevel at få sig et godt liv.

Endelig er der den yngste søn Rune, som spilles af Robert Hansen (hvorfor er han egentlig skuespiller – og skal han spille med i alle Regner Grastens film?), der bliver hippie og forsøger at vende småborgerligheden ryggen, mens hans gravide kæreste får en økonomisk håndsrækning fra faren.

Som nævnt beskriver filmen historien om et Danmark i forandring: Fra 1950ernes traditionelle familieliv til 1970ernes opløste familier og tilfældige relationer. Til slut sidder den næste generation og kan starte forfra: ”Jeg kan blive så skide bange.” Spørgsmålet er så om vi er blevet klogere?

Familien Gregersen. Premiere fredag d. 17. december 2004 i biografer over hele Danmark. 3 timer og 30 minutter, pause efter 2 timer. Instruktion: Charlotte Sachs Bostrup. Regner Grasten Filmproduktion. www.familiengregersen.dk.