Gensyn med Gregersen

Jeg har allerede anmeldt filmen om Familien Gregersen. Mellem jul og nytår har jeg så haft mulighed for at genlæse alle fire bind. Det er fortsat fascinerende hvordan manuskriptforfatteren har kunnet korte de 1160 sider ned til en sammenhængende film.
Men jeg mener at der er et problem: Budskaber i bøgerne og i filmen er meget forskellige:

Filmens budskab er dystert: Den traditionelle familiestruktur er gået i opløsning og der er intet der er sat i stedet. Slutreplikken i filmen er at en af drengene i 3. generation – Egon - siger ”Jeg kan blive så skide bange”. Udgangspunktet for slutscenen er at Egon har fundet sig en fyr, som er dobbelt så gammel som Egon er. Børnene – Egon, der er søn af Karen og Jess, og Susanne, datter af Marianne og Erik - sidder ved Jyllands vestkyst og snakker om deres forældre og fremtiden. Børnene konstaterer at de ikke kan komme videre med deres forældre – de kan ikke tale rigtigt med dem om deres problemer.

Den samme samtale finder sted som afslutning på fjerde bind – ”Andre måder”: Men her kommer det ind i en anden sammenhæng. Samtalen handler fortsat om at Egon har fundet sig en sig en fyr, som er dobbelt så gammel som ham selv, og her er det mere selve forholdet til fyren, som er problemet. Børnene forsøger at løse det selv.

Det sidste afsnit i bogen hedder ”På vej” – Det er netop også det at personerne er: På vej ud af den traditionelle familiestruktur og over i noget nyt: Nogle finder lykken i et kollektiv i Nordjylland, andre i et tilsvarende i Istedgade. Der leves på Andre måder og det er netop Kampmanns ambition med bogserien. I et interview i Politiken d. 31. oktober 1974 (Tak til mine forældre for at gemme avisartikler i deres bøger) siger Kampmann, at ”Vi har selvfølgelig at behov for tryghed, men jeg tror ikke at kernefamilien er vejen. Man finder nok trygheden som par – men man snyder sig selv for en del af livet med denne isolation.”

Tilsvarende gælder det i filmen at Karen efterlades som en alkoholiseret enlig mor, uden at hendes børn rigtig kan lide hende. I bogen hjælper børnene Karen med at få Tage (som har voldtaget hende) ud af deres hus. Det er sammen med børnene at Karen rejser op til kollektivet i Nordjylland.

Filmen præmis er at de er den tabte generation, netop fordi kernefamilien er opløst og forældrene realiserer sig selv og lader det gå ud over børnene. Det mener jeg ikke er præmissen i bøgerne.

Der er de på vej til det kollektive samfund. I dag bor man måske ikke i storkollektiver, men mange unge går efter en form for kollektiv. I anmeldelsen af stykket De Ubekendte skrev jeg om fænomenet Urban Tribes, men nære venner overtager familiens traditionelle rolle. Det er formentlig den moderne form for kollektiv – ikke et fysisk kollektiv men et mentalt og elektronisk kollektiv, hvor man gennem Messenger, SMS og besøg på caféer og barer holder sig i meget tæt kontakt med sine venner.