Verdensbilleder: Den globale plakat

Uanset set om det er på væggen i en amerikansk sitcom eller i min egen stue hænger der plakater. Plakaten er udover den er en reklame også en helt særlig kunstform og netop plakaten som kunstform viser Kunstindustrimuseet for øjeblikket en stor udstilling om.

Mere end 300 plakater har museet fundet frem og det dækker fra Toulouse-Lautrec til Per Arnoldi, fra Moulin Rouge til Obama. Plakaterne er opdelt i forskellige temaer: Reklame, Politik og Kunst og indenfor hvert temaer er der så casestorys, der går mere i dybden med enkelte plakater.

Det er næsten overvældende med så mange plakater og det er da heller ikke alle de kommer til sin ret, men det drejer sig primært som reklameplakaterne og her passer det på sin vis godt nok med det sansebombardement, som reklamerne jo er.

En enkelt anke må jeg dog komme med: Hvorfor skal de fleste af teksterne ligge på gulvet? Det er ganske irriterede at man skal bukke sig ned for at læse dem.

Verdensbilleder: Den globale Plakat. Kunstindustrimuseet, Bredgade 68, 1260 København K. Til 5. april 2010.

Brians fiasko

Så blev direktøren for Charlottenborg Bo Nilsson er fyret efter et millionunderskud og dermed ligger endnu et af fhv. Kulturminister Brian Mikkelsens prestige projekter i ruiner. Da den nye struktur for Charlottenborg blev præsenteret udtalte ministeren stolt:

Jeg venter mig meget af den nye konstruktion for Udstillingsbygningen og den nye rollefordeling mellem bestyrelse og direktør. Det er jo et sted med både stolte traditioner og et stort potentiale, og jeg har store forventninger til, at der nu kan sættes en markant forandringsproces i gang.

Og senere i 2006, da Bo Nilsson bliver ansat:

Vi har med Bo Nilsson fået en meget erfaren, dynamisk og faglig kompetent mand på posten som direktør for Charlottenborg Udstillingsbygning. Han har en bred viden om samtidskunsten og et stort internationalt netværk. Med Udstillingsbygningens nye bestyrelse og nu en ny direktør er der skabt en meget perspektivrig basis for en visionær udvikling og fornyelse af Charlottenborg Udstillingsbygning.
Jeg har store forventninger til den udstillingsprofil, direktør og bestyrelse sammen vil skabe, og at Charlottenborg Udstillingsbygning bliver den markant spiller på den danske kunstscene, både dens beliggenhed og tradition tilsiger.

Omlægningen af Charlottenborg er Brian Mikkelsens værk og viser sammen med det kuldsejlede salg af TV2 og problemerne for kommerciel radio, at Brian Mikkelsen nok nåede at sidde længe, men aldrig vil få sig et godt renomé.

Paul Gadegaard - Retrospektiv

Sidste år var jeg i Herning og havde her muligheden for at for at se udstillingen Gadegaard on my mind om Paul Gadegaard og hans malerier og udsmykninger i Herning og omegn. Nu er malerierne kommet til København og Kunsthallen Nikolaj, hvor en stor del af Paul Gadegaards malerier er kommet på plads.

Gadegaard viser en farverig verden med en kompositorisk helhed der formentlig er unik i Danmark. Kunstretningen kaldes KLAR FORM er mere objektiv og videnskabelig end åben for fortolkning.

Særligt interessant finder jeg dog udstyret fra den Den Sorte Fabrik fra Herning, hvor Gadegaard fik mulighed for at indrette og udsmykke Aage Damgaards skjortefabrik. Her er der glade farver og runde former. Det må have været stærkt for de vestjyske syersker at arbejde i sådan en farverig verden.

Paul Gadegaard - Retrospektiv. Kunsthallen Nikolaj. 24. maj - 24- august 2008. Maleri: "Antikunst", privateje. Foto: Jesper Ryde.

SOUP

Sydligst i Urban-planen på Amager ligger Solvang Centret. Oprindeligt lå her et supermarked og flere småbutikker. I dag ligger der stort set en lille centerpub og et par døgnkiosker tilbage, som sammen med kirken, biblioteket og en folkeskole udgør en samlet torvedannelse. I et forsøg på, at revitalisere centret har et tværæstetisk kunstprojekt overtaget centret og omdannet det til

et eksperiment drevet af ønsket om at basere den urbane udvikling på det eksisterende stofs kvaliteter- sociale som materielle- og som i Urbanplanen præsenteres og iscenesættes i skalaen 1:1.

Urbanplanen er - i lighed med de øvrige store og moderne boligområder fra 1960erne - nedsættende omtalt som ghettoer. Men Urbanplanen er det største bilfrie område i København og mellem husene findes større og mindre grønne områder, hvor der bl.a. findes en bondegård. Der derfor al mulig god grund til at sætte et positivt fokus på området. Men hvorfor lave et kunstprojekt med en bazar (jeg ville nok kalde det et loppemarked) og en meget smal taghave i gult træ, der mere har karakter af sti end af en have?

Er det virkelig de deltagende kunstnernes og arkitekternes indgangsvinkel til ressourcerne hos områdets beboere? At de kan få lov til at sælge deres gamle ting og hente friske krydderurter i taghaven? Mens vi udefra kommende kan komme og se folkloren i levende live.

Bliver de udenlandske beboere bedre integreret på denne måde? Det tror jeg ikke. Lad os i stedet for starte med at sørge for at alle kan få job eller uddannelse og igennem det få bedre mulighed for at deltage i det kulturelle liv. Vitaliseringen af et boligområde er ikke en bazar, men at undgå at beboerne og området er overladt til sig selv og forfaldet.

SOUP (Sol Over Urbanplanen). Remisevej 15, 2300 København S. 7. - 21. juni 2008.

Køge Skitsesamling

Køge kan tilbyde meget: Både Danmarks yngste borgmester, Marie Stærke, Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen og Danmarks største provinstorv. Men i kunstens verden er Køge hjemsted for en skitsesamling. Altså ikke de færdige værker, men skitserne til dem og mest kendt er nok Bjørn Nørgaards skitser til Dronningens gobeliner, der fylder hele overetagen. For øjeblikket har samlingen to særudstillinger:

Torben Ebbesen: Visioner og værker til det offentlige rum

Rundt om i de danske byer kan man finde forskellige former for udsmykninger og Torben Ebbesen (født 1945) står både rundt om i Danmark og i Sverige og Tyskland. Mest fascinerende er dog Torben Ebbesens visionære studier, som forslaget til en skulpturpark ved Jydsk Telefon, som er opdelt i Amperes Område, Ohms Hus og Volts Allé. Et forslag til en udsmykning af Ringsted Hovedbibliotek i 1985 gav megen debat i de lokale medier og måske mangler udstillingen at der bliver taget kritisk stilling til placeringerne af kunsten i det offentlige rum

Det arbejdende Menneske: Industrikultur i Kunsten

I år det Industrikulturens år og jeg har tidligere omtalt Arbejdermuseets udstilling Industriens billeder. På den aktuelle udstilling får vi dels vist skitserne til nogle af de billeder, der blev vist på Industriens billeder, men også forslag til udsmykning af virksomheder, som f.eks. Gadegaard i Herning, men også et projekt til udsmyknig af gastankene i Kolding af Jean Dewasne viser hvordan selv grå betontanke, kan blive til kunst. Disse blev dog ikke udført, men han nåede at dekorere på Gorifabrikken i Kolding.

Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Nørregade 29, 4600 Køge. Åbent Tir-søn, kl. 10-17.

Herning & Gadegaard on my Mind

Ude på Herning ligger Herning en by, som primært har været kendt for sin beklædningpoduktion, men Herning er faktisk også en stor kunstby og det skyldes ikke mindst Aage Damgaard spiller en væsentlig rolle, da han direkte ansætter kunstnere til at udsmykke sin fabrikker: Poul Gadegaard (1920 - 1996) får lov til at udsmykke en hel fabrik, Den Sorte Fabrik, som et stort kunstværk, sort uden på og farverig indeni - Danmark største socialrealistiske maleri kaldte Gadegaard det selv. Senere flytter fabrikken til Birk, hvor Angligaarden blev opført med Carl-Henning Pedersens store keramiske frise Fantasiens leg om livets hjul omkranser den indre gård.

I dag indeholder Angligaarden Herning Kunstmuseum og TEKO, som uddanner unge til tekstilindustrien. Netop nu Herning Kunstmuseum viser en udstilling med 73 værker af Peter Gadegaard. Gadegaard åbner en parallel verden bestående af klare former og farver, som man fyldes op med og sammen med Charlie Parkers jazzmusik, så forlader man udstillingen som forandret.

Rundt om Herning Kunstmuseum kan man finde Skulpturparken, med 36 skulpturer i en stor cirkel. Sammen med Angligaarden, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og De Geometriske Haver indgår de i en stor havemæssig kompostion og lidt længere væk findes Elia.

Herning ligger på heden, men er en rejse værd.

Gadegaard on my Mind. Herning Kunstmusem. Til 2. december 2007.

Vor Frue Kirke i Flammer

I går var det d. 11. september. En dato, der står prentet ind i vores fælles hukommelse, som den dag hvor den vestlige verden og det vi står for blev angrebet af islamister. Endnu i dag står vi midt i krigen mod terror og snart hver dag oplever vi forsøg på at slå til mod vores hverdag og livsform. Samtidig var det tidligere i september 200 året for det engelske terrorangreb på København i 1807, hvor Københavns Domkirke blev omdannet til et Københavnsk Ground Zero.

I anledning af begge årsdage har kunstnerparret Thyra Hilden og Pio Diaz sat ild til det indre af Københavns Domkirke, i lighed med hvad de gjorde ved Aros i starten af året.

Jeg finder fortsat ikke at kunsternes præmis holder: De vil henlede opmærksomheden på den destruktion, der ligger latent i den vestlige kultur. Men er det ikke mere korrekt at tale om islamismen. Her ligger destruktionen ikke latent, men her findes den i lys lue. Hvis de ville sætte ild til hullerne efter de store Buddha-statuer i Afghanistan, som Taleban skød i stykker eller i Tora Bora bjergene, hvor Bin Laden gemmer sig, så vil det give meget mening. Men at skyde skylden på vores kultur, det er for simpelt.

Men i Domkirkens blad for perioden (nr. 4, september - november 2007) skriver domprovst Anders Gadegaard følgende:

Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, skete for at begrænse ondskaben og bekæmpe
frygten, i verden og i os. Afsløre det onde og rense det ud af vores hjerter -
og genrejse os, lutret som ild til et liv uden frygt. (...). Derfor sagde
Johannes Døberen om Jesus: Han døber med Helligånd og ild.

Med denne læsning fik jeg mere ud af installationen end jeg egentlig forventede: Vi skal ikke frygte, men tro. Det forsonede liv danner grundlaget for den kristne tro og dermed for meget af den vestlige kultur.

Vor Frue Kirke i Flammer. 1. - 11. september 2007. Vor Frue Kirke. Foto: Cityonfire.org.

Anna Ancher & Co.

I slutningen af 1800-tallet begyndte kvindernes frigørelse og selvstændige deltagelse i samfundslivet. Også indenfor kunstens verden begyndte kvinderne at dukke op, men da de ikke havde adgang til Kunstakademiet, så måtte de ty til privatundervisning. Mere end 75 kvinder gjorde det hos landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819 - 1903), herunder den kendte skagensmaler Anna Ancker, men også mere ukendte malere som Nielsine Petersen og Elise Konstantin-Hansen fik deres uddannelse.

Det er disse kvindelige malere, som er mere eller mindre glemt, der nu hives frem i rampelyset på denne udstilling, der udover den aktuelle udstilling på Sophienholm også har været vist på Ribe Kunstmuseum og som vises på Johannes Larsen Museet til efteråret.

Udstillingen opdelt efter motivkredse, som f.eks. landskab og portrætter. Det er derfor muligt at følge udviklingen blandt malerne. I første omgang præges eleverne af Kyhns kunstsyn, der er baseret på en landskabsformel bestående af vand, bakkedrag og himmel. Fra nationalromantikken og frem mod impressionismen, hvor særligt Pauline Thomsens Sommerens farvel til efteråret. Landskab ved Salten Langsø fra 1929 kraftfuldt fortæller om en kunstner med et stort potentiale. Jeg undrer mig dog lidt over hvor den sociale indignation er i kvindernes motivvalg: Der er næsten ingen billede af den forarmede arbejderklasse,

En ganske fin udstilling, som trækker en lang række glemte kunstnere frem. I forbindelse med udstillingen er der endvidere udgivet en glimrende og flot gennemillustreret bog, der skildrer de malende damers historie. Bogen er skrevet af Anne Lie Stokbro, der har forsket i kvinderne fra Kyhns Malerskoles og deres historie.

Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kgs. Lyngby. 23. juni - 16. september 2007.

Anne Lie Stokbro: Anna Ancher & Co. Ribe Kunstmuseum, Sophienholm og Johannes Larsen Museet, 2007.

Foto: Elise Konstantin-Hansen: Hønsene på morgenudflugt (1898)

Goldberg

Vidste De at Natasja Crone er jøde?
At Blekingegadebanden registrerede jøder?
Eller at 500.000 jøder lever som flygtninger i Mellemøsten, da de ikke kan vende tilbage til deres hjem i de arabiske lande?

Det gjorde jeg ikke før jeg fik åbnende de to første numre af magasinet Goldberg, som er nyt dansk magasin om jødisk kunst kultur religion og samfund. Nr. 3 udkommer i slutningen af denne måned. Det er mange forskellige indblik og det er netop magasinets styrke.

Goldberg nr. 1 og 2. Udgives af Goldberg og Mor. Et årsabonnement på i alt 6 numre koster kr. 249,00 inkl. porto (I Danmark). Goldberg.nu.

Harald Essendrop - Enømaleren

Et par kilometers gang fra Næstved, ad Næstved Præsø Mern banens gamle spor, ligger herregården Rønnebæksholm, hvor Grundtvig i sin tid hentede inspiration fra. I dag er Rønnebæksholm hjemsted for kunst og kultur og netop nu huser den en udstilling om den sydsjællandske maler Harald Essendrop (1901 - 1978). Essendrops udgangspunkt var Enø og Knudshoved og det er her de fleste af hans motiver kommer fra.

Udstillingen er bygget op tematisk, således at hans opstillinger med frugter, portrætter, Enø Overdrev samles i hvert sit rum og det gør det muligt følge hans maleriske udvikling gennem årene ganske godt.

Essendrop var en lokal maler i det sydjællandske og de fleste af hans billeder er solgt til private, stort set samtidig med at de var færdige med at tørre. Men på Frederiksborgmuseet findes et enkelt billede af ham: Våbenkastning fra en engelsk flyvemaskine ved Saltø, der samtidig vidner om Essendrops engagement i modstandskampen.

Man kan sammenligne Essendrop med Folmer Bendtsen, da de begge maler med udgangspunkt i deres hverdag: Bendtsen maler arbejderne og brokvartererne i København og Essendrop den sydsjællandske natur. Danmark har mange af den slags lokale malere, som fortjener at blive hevet frem fra lokalhistorien.

Harald Essendrop - Enømaleren. Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, 4700 Næstved. Udstillingen er åben til 26. august 2007. Maleriet, Tjørn på Overdrevet (1966) er hentet på Rønnebæksholms hjemmeside.

En lørdag på Louisiana

Louisiana er altid et besøg værd med sin smukke beliggenhed og moderne arkitektur, kan man få lang tid til at gå bare ved at spadsere i haven. Men udstillingerne er heldigvis sjældent heller ikke at foragte. For øjeblikket er der 4 udstillinger, udover de nedenfor nævnte er det Philip Guston: Works on Paper 1946 - 1980 og Julie Mehretu, der udstiller som en del af Louisiana Contemporary, der viser kunst af kunstens nye stjerneskud.

Made In China

I hverdagen omgiver vi os med ting, som er produceret i Kina: Tøj, sko, møbler og Ipods. Men hvad med kunsten? Med udstillingen Made In China viser Louisiana mere end 100 værker af kinesiske kunstnere fra The Estella Collection.

I lighed med Kina selv, så viser udstillingen et land i forandring fra en stillestående landkultur til en mere vestlig kultur. Her abstrakt kalligrafi, fotoserier om huse der er dømt til nedrivning, en kunstner der undervejs i værket bliver malet mere og mere blå i ansigtet og Mao unden Mao.

Udstillingen giver et godt indblik i hvor kinesisk kunst står i dag.

Til 5. august 2007

Arkitekturens Grænser I. Cecil Balmond: Den skjulte orden

I takt med teknologien bliver arkitekturens grænser rykket. Former kan strækkes og vrides og give unik arkitektur. Cecil Balmond er ingeniør og er med at udvikle nogle af de mest avancerede former for arkitektur, som f.eks. CCTV's, det kinesiske statsfjernsyn, hovedkvarter, tegnet af OMA Architects (billedet).

Udstillingen består af tre dele: En regnbue i Louisianas drejede gang under jorden, hvor former og matematik beskrives og fortælles af Balmond selv. Det handler om tal og figurer, det gyldne snit og talordener. Efter regnbuen bliver matematikken og formerne sat sammen til fraktaler og matematisk kunst og endelig kommer vi ned i mesterens værksted, hvor Balmonds projekter kan ses nøjere efter som skitser, byggeklodser og modeller.

Det er sjældent man så godt strukturerede udstillinger, men man skal gå ind fra Sydfløjen ellers starter man forkert og får ikke hele oplevelsen med.

Til 21. oktober 2007

Louisiana, Museum for moderne kunst, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Silent Eye og Ordrupgaard

Sidste år viste Aros en stor Michael Kvium-udstilling og her så man for første gang en enkelt billede, hvor Kvium ikke viste menneskets grimmeste sider frem: Her var der en række birketrær i en let tågedis og Kvium er fortsat væk fra de deforme mennesker og nu viser Ordrupgaard en stor udstilling af Kviums nyeste værker. Her er der får, birketræer og en mere lys og varm stemning. En moderne fortolkning af det klassiske landskabsmaleri.

Kviums mening ligger mellem det vi ser og det vi tror vi ser. Det er det stille øje.

Malerierne er malet specifikt til Ordrupgaards tilbygning, der er tegnet af Zaha Hadid og netop fordi malerierne er stedspecifikke så fungerer tilbygningens skrå vægge, men jeg har meget svært ved at se en mere traditionel ophængning fungere der. Og som det ofte er med moderne arkitektur, så er mængden af ubrugelige kvadratmetre store og det skyldes de skrå vægge og de trekantede rum. Selve bygningen er der som sådan ikke noget i vejen med, den gemmer sig flot næsten under jorden og går i flot kompagniskab med den omkringliggende natur.

Silent Eye. Nye værker af Michael Kvium. Ordrupgaard, Vilvordevej 110,2920 Charlottenlund. Udstillingen er forlænget til starten af august måned.

Naturfortrolighed

Efter tabet af Norge og statsbankerotten i starten af 1800-tallet tændte guldalderens kunstnere håbet for os danskere: Nu skulle vi danskere se ind ad og opbygge en ny national identitet som en småstat i Europa. Specielt landskabsmaleriet blev en lovprisning af det danske landskab, ofte set som en kombination af landskabselementer fra forskellige dele af Danmark i det samme maleri. Johan Thomas Lundbye og Peter Christian Skovgaard er de største og mest kendte af af disse kunstnere, men Dankvart Dreyer (1816 - 1852) fortjener også sin plads i selskabet.

Dankvart Dreyer er stort set glemt i dag, da han hverken frekventerede de kendte i Rom (han fik aldrig et stipendium), eller blev kendt i det københavnske borgerskab, i stedet endte Dreyer som landmand i Barløse, tæt på hans barndomsby Assens. Alligevel nåede Dreyer at male en lang række stemningsfulde billeder, særligt på Fyn og men også Jylland besøgte og malede han.

Det er disse billeder, som for øjeblikket kan ses på Hirchsprungs Samling. Billederne viser ofte det menneskeskabte landskab, som f.eks. vej eller et hus - ikke som centrum, men som en del af bevægelse - nærmest som man selv oplever det en sommerdag på landet. Men aldrig et menneske. Som fynbo sansede Dreyer særligt det bløde fynske lys og skabte unikke farvekombinationer.

Det er en fin udstilling på et fint lille museum.

Naturfortrolighed. Dankvart Dreyer. Den Hirchsprungske Samling. Stockholmsgade 20, 2100 København Ø. Særudstillingen er åben frem til d. 30. april 2007.

Industriens billeder

Jeg har tidligere omtalt Industrikulturens år og maleren Folmer Bendtsen og begge dele indgår i udstillingen Industriens Billeder der indtil i dag (18. marts 2007) kan ses på Arbejdermuseet i København og fra 31. marts til 3. juni kan ses på Nordjyllands Kunstmuseum.

De statsstøttede landmænd har altid været gode til at illustere Danmark som et landbrugsland og dette billede er gået igen i kunsten, hvor den målbevidste og hårdtarbejdende landmand ofte fremstilles, mens den hårdtarbejdende arbejder sjældendt er havnet på museum. Det er dette misforhold, som Industriens billeder forsøger at rette op på ved at vise samspillet mellem industri og billedkunst gennem de sidste 200 år.

De første billeder viser jernværkerne i Norge, hvor selve jernovnen får karakter af en vulkan: Mennesket er gået i gang med at tæmme naturen, ellers er de fleste af de gamle udstillede malerier reklamer for virksomheden eller ejeren, som f.eks. det kunstfærdigt opstillede fotografi af Bødkerne på cementfabrikken Aalborg Portland af Heinrich Tønnies fra 1902. Men med brødrene Erik og Frants Henningsen kommer den sociale reportage ind i kunsten, som f.eks. Sat ud, fra 1892, hvor arbejderfamilien er sat på gaden, da den ikke har kunnet betale huslejen eller En Folketaler (Erik Henningsen, 1899), hvor en af arbejderbevægelsens agitatorer taler til arbejderne.

Udstillingen viser mange gode eksempler på dels, hvordan kunstnerne, som f.eks. P.S. Krøyer har malet andet end glade fiskere på Skagen og dels hvordan kunstnere i dag bruger de nedlagte fabrikker i kunsten eller når Søren Elgaard maleri Aalborg Portland (1996-1997) mere viser arbejdere som teknikere, der overvåger maskinerne og skorstenene er klassiske søjler, så er der ikke meget farligt og nedslidende arbejde tilbage, men kun erindringen om det hårde slid der skabte industrilandet Danmark.

Industriens Billeder. Arbejdermuseet og Nordjyllands Kunstmuseum. Der er udgivet et omfangsrigt katalog i forbindelse med udstillingen.

Lavaland

For et år siden udstillede Olafur Eliasson i Malmø og Lund (læs min kommentar her) og i år er Olafur Eliasson så aktuel i en udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand. Olafur Eliasson (født 1967) er på udstillingen sat sammen med en anden islandsk kunstner Jóhannes S. Kjarval (1885 - 1972).

Begge kunstnere anvender naturen som udgangspunkt, men deres indgangsvinkel er forskellig. Kjarval placerer ofte horisonten meget højt og får der med plads til klipper, mos og lava, hvor landskaberne dannes af enkelte firkanter, der sættes sammen og danner huse eller bjerge og hvor figurer fra de islandske sagaer træder frem. Eliasson anvender omvendt fotografiet og beskriver konkrete, næsten kartografiske landskaber. Udover Eliassons fotoserier, så kan man opleve en række af hans installationer som f.eks. Mossroom, hvor man som besøgende træder ind i et rum af mos.

To kunstnere står godt til hinanden og hvert fotografi eller maleri giver mulighed for fordybelse og oplevelser med den islandske natur.

Lavaland. Olafur Eliasson & Jóhannes S. Kjarval. 10.2. - 29.05.2007. Kunstforeningen Gl. Strand, Gammel Strand 48, 1202 København K

Folmer Bendtsen

Når jeg er kørt med bussen forbi Nørrebro Station, så har jeg ofte undret mig over hvorfor vejstrækningen mellem Nørrebrogade og Lundoftegade kaldes Folmer Bendtsens Plads. Men et besøg i Bredgade Kunsthandel gav en god forklaring: En næsten glemt dansk maler.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) er en af Danmarks ganske få arbejdermalere. Hans udgangspunkt var Alexandravej (der ligger her, på den anden side af Nørrebro Station i forhold til Folmer Bendtsens Plads. Billedet viser Nørrebro Station fra Alexandravej. Folmer Bendtsen: Højbanen, 1953) og hans malerier viser de mennesker som med deres hårde slid skabte det Danmark vi kender i dag. Her ses baggårdene og arbejdere på vej hjem fra fabrikken eller skraldemændene en tidlig morgen.

Kunsten kunne - i følge Folmer Bendtsen - være med til at løse det sociale problem ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed. Samtidig med Folmer Bendtsen voksede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sig stor og stærk og skabte sociale forbedringer til gavn for arbejdere og funktionærer.

Under besættelsen blev Folmer Bendtsen som kommunist interneret i Horserød-lejren og flygtde i 1943 og blev efterfølgende en del af BOPA og han var bl.a. med til redde en hel del slæbebåde fra København til Sverige.

Som tidligere omtalt, så er 2007 industrikulturens år og derfor er det på tide, at arbejdernes kunstnere bliver hentet frem fra kunstens kældre og inderste baggårde.

Folmer Bendtsen - 100 år. til 24.2.2007. Bredgade Kunsthandel. Bredgade 67, 1260 København K.

Aros on fire

Det århusianske kunstmuseun Aros viste i janaur måned Thyra Hilden og Pio Diaz' videoinstallation Aros on Fire. Burning the Roots of Western Culture. Jeg nåede lige at opleve den onsdag d. 31. januar og dermed kunne jeg også opleve installationen indefra selve Aros, der her ligger i et flot orange lys fra de store videoprojektorer.

Det var faktisk en fantastisk oplevelse: Samtlige 1.000 kvm. vinduer i det store kvadratiske museum får projekteret en brand op på sig. Det er kunstnernes ambition at "synliggøre den latente, destruktive, imperialistiske kraft, der er udgået fra den vesterlandske kultur igennem tiderne - fra dens begyndelse." Der er altså tale om et politiske kunstværk, der sætter spørgsmålstegn ved vores civilisation. Vi sætter ild til de konstruktioner, som vi har selv bygget op samtidig med at vi lader resten af verden gå til i ild og kamp. Men er det ikke det modsatte vi gør? Når vores soldater kæmper i Afghanistan, så handler det jo faktisk om at bygge op og ikke brænde af.

Tidligere har kunstnergruppen sat ild til Det Danske Institut i Rom og Trevi Fontænen og de planlægger at sætte ild til Louvre i Paris og Colosseum i Rom.

Aros on Fire. Aros. 1. - 31. januar 2007

Stjerneskud

Kunstmuseet Louisiana viser for øjeblikket udstillingen Stjerneskud - 100 års filmbilleder. Man taler om at det 20. århundrede var filmens århundrede og mange af vores oplevelser er knyttet til film og billeder fra film anvendes i reklamer - på illustrationen er plakaten fra Quentin Tarantinos Kill Bill, anvendt som plakat i forbindelse socialdemokraten Anna Haaland Hansens europaparlamentskampagne. Det er i øvrigt fra denne film udstillingens plakat er hentet.


Umiddelbart når man kommer ind til udstillingen findes en række store fotostater med f.eks. Anita Ekberg i Trevifontænen fra Frederico Fellinis Da Dolce Vita. I resten af udstillingen er de omkring 700 filmbilleder sorteret efter temaer som Spejlet, Mødet og Natur. Stillbilleder hører under en af fotografiets særlige kunstarter, da stillfotografen skal anvende den lyssætning og opstilling, der anvendes ved selve filmens optagelse.

Den tematiserede opstilling er der ikke nødvendigvis noget galt med, men jeg forlader alligevel udstilingen uengageret, for hvad er egentlig Louisianas motiv med at sætte denne udstilling op. Udover at man kan udbryde, at den film har jeg da set en gang. Nogenlunde den samme oplevelse havde bloggeren Louise Juul Jensen, da hun så udstillingen.

Stjerneskud. 100 års filmbilleder. Louisiana. til 25. februar 2007.