Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter

Med Men ikke hvis det gælder din datter samler Jan Guillou op på sine to helteskikkelser: Carl Hamilton (fra Hamilton-bøgerne og Madame Terror) og chefpolitiinspektøren Ewa Johnsén-Tanguy (Tyvenes Marked og Fjenden i os selv) og naturligvis journalisten Erik Ponti (Den store afsløring og Guillous alterego).

Carl Hamilton vender i første omgang tilbage til Sverige for at få omstødt sin livstidsdom. Via Erik Ponti kommer Hamilton i kontakt med Ewa Tanguy og ikke mindst hendes mand, den fhv. fremmedlegionær Pierre Tanguy. Her kunne bogen gå op i rødvin og finere fransk madlavning, hvis ikke familien Tanguys datter bliver kidnappet og dermed kan Hamilton og Pierre gå i gang med først en større efterretningsoperation, der sender Hamilton rundt til gamle venner i Rusland, Storbritannien og Frankring og Pierre kan samle sin gamle fremmedlegionær-venner til endnu en kamp.

Som vanligt formår Guillou at skrive både om storpolitik og om familierelationer og krydre det med samfundskritiske betragtninger om Sverige og i øvrigt også om Danmark, hvor den såkaldte tunesersag bliver omtalt:

Man havde pågrebet tre mænd, en dansker og to tunesere. Ifølge pressemeddelelsen og udtalelser fra efterretningstjenestens talsmænd havde de tre angiveligt planlagt at myrde en karrikaturtegner, som havde afbildet Muhammed med en bombe turbanen, en tegning, der de sidste to år havde været verdensberømt og var blevet selve symbolet på dansk ytringsfrihed og demokrati.

Men ellers er det alliancen mellem USA og Saudi-Arabien der er det storpolitiske omdrejningspunkt i romanen: For hvorfor er det at vi opretholder en alliance med et af de mest formørkede regimer i denne verden? Når privatpersoner og organisationer i Saudi-Arabien med store pengebeløb støtter både Hamas og Al-Qaida og Saudi-Arabien intet gør for at bremse pengestrømmene. Samtidig med at USA umiddelbart efter 11. september tillod en hel del saudi-arabere at forlade USA, herunder en del medlemmer af Bin Ladens familie. Måske kan det skyldes de tætte relationer mellem familien Bush og det store saudiske kongehus?

Det er Guillou i klassisk stil, hvor brovtende amerikanere sættes på plads af svenskere, franskmænd og russere. Det enøjede verdensbillede, som vi har i Danmark får dermed også et skud for boven. Bogen kan anbefales til en hver, men hvis man er borgerlig, neo-konservativ, så skal man nok læse den i små bidder.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Oversat fra svensk af Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk, 2008.

Boganmeldelse: Midt i en Jazztid

På Bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af bogen Midt i en Jazztid. Læs den her.

Gautam Malkani: Londonstani

På Bogblogger.dk har skrevet en anmeldelse af Guatam Malkanis Londonstani. Læs den her.

Landet, vandet og broen

På bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af bogen Landet, vandet og broen, Skildringer fra Danmarks bælter og natur. Bogen er udgivet i anledning af 10-året for åbningen af Storebæltsbroen. Læs anmeldelsen her.

Carsten Jensen: Sidste rejse

Jeg har på hjemmesiden Bogblogger.dk begået en lille anmeldelse af Carsten Jensens roman Sidste rejse. Læs anmeldelsen her.

Otar Chiladze: Jernteatret

Sidst jeg var på mit lokale bibliotek fandt jeg en opsætning med forskellige historiske romaner og faldt her over den georgiske forfatter Otar Chiladzes roman Jernteatret. Den måde at finde bøger på at åbenbart snart fortid, hvis det står til den nye chef for Københavns Hovedbibliotek Pernille Schaltz.

Vi er i Georgien i byen Batum eller Batumi, der i 1878 overgår fra osmannisk herredømme til russisk, eller var flyttet fra den nordlige udkant af det Osmanniske Rige til den sydlige udkant af det Russiske Imperium, som det hedder i bogens første kapitel. Russerne anlagde en jernbane til Tiblisi og efterfølgende en olierørledning fra Baku, som gjorde byen til hovedhavn for den russiske olieproduktion. Det er perioden fra den russiske overtagelse i 1878 og frem til 1. verdenskrig som romanen handler om.

Romanens omdrejningspunkt er altså selve byen, som bliver personificieret i ægteparret Dimitri og Daria og et ankommende skuespillerpar fra Tiblisi og ikke mindst de to ægtepars børn Nato og Gela. Hvor ægteparret Dimitri og Daria er tilskuere til Georgiens kamp for selvstændighed, så deltager skuespillerparret mere aktivt. Det bliver særligt tydeligt for børnene, hvor Gela er oprøreren, der utallige gange bliver fængslet og flygter. Nato forelsker sig i Gela og får et barn med ham, men kan ikke klare livet uden sin elskede.

Romanen er ikke let tilgængelig og har et sprogbrug, næsten som der er strømmet en flod fra forfatterens tanker til pennen. Det bliver nogle steder for mig meget langtrukkent.

Otar Chiladze udgiver romanen i 1981, hvor Georgien igen var under russisk besættelse. Det giver romanen et klar politisk sigte og kan bruges som fortælling alle steder hvor lande eller områder er besat og hvor der slås hårdt ned på selvstændighedsbevægelser.

Otar Chiladze: Jernteatret. Oversat af Jan Hansen. Hernov, 1996. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Jan Guillou: Den store afsløring

Den svenske forfatter og journalist er mest kendt for sin Arn-triologi og for serien om Carl Hamilton og senest for romanen Fjenden i os selv.

Men Jan Guillou har en lang historie som skribent i Sverige. Han studerede jura i slutningen af 1960erne, men får job på FiB/aktuellt som journalist og begynder her sin karriere som journalist men efter 5 år på diverse kommercielle blade, så bliver Jan Guillou fyret på grund af politiske uoveresnsstemmelser, men bliver senere ansat på den venstreorienterede Folket i Bild/Kulturfront og det er her, at Jan Guillou afslører at en særlig svensk efterretningstjeneste, Informationsbyrän eller IB, der spionerer mod medlemmer i det svenske kommunistparti og andre organisationer på den yderste venstrefløj. Man kan læse artiklerne om IB her. På baggrund af artiklerne bliver Jan Guillou idømt 10 måneders fængsel. Mens Jan Guillou sidder fængslet skriver han meste af denne roman om sin tid i den kommercielle presse.

Romanen har altså selvbiogratiske træk, men hovedpersonen hedder Erik Ponti (som også optræder en række af Guillous andre bøger, som f.eks. i Fjenden i os selv). Ponti studerer jura og mangler stort set kun afhandlingen for at blive færdig, men så langt når han aldrig. Han kommer i kontakt med bladet Aktuelt for Mænd, da han kan fortælle en mindre skandalehistorie om hvordan han er blevet værnepligtig på trods af at han ikke er svenske statsborger. Bladet antager ham også begynder en hæsblæsende fortælling om sex, alkohol og luderjournalistisk, der her både skal tænkes i overført og i reel betydning, da en af bladets faste sider er, at tage rundt i verden og besøge bordeller på bladets regning.

Vi hører om kampen for at vise mere og mere af de nøgne piger i oplags konkurrencen med de øvrige mandeblade. køb af rettigheder til historier og om historier der næsten kan betragtes som løgne og om redaktører, der ikke ønsker kritisk journalist om hverken Vietnam-krigen eller kampene i Mellemøsten. Ponti kommer mere og mere i konflikt med sig selv og sine egne politiske standpunkter. Ponti er nemlig selv aktiv i Vietnam-bevægelsen og anser sig selv som venstreorienteret. Efter hans fyring fra bladet bliver han free-lancejournalist og kan her skrive artikler både til den kommercielle presse og til venstreorienterede tidsskrifter om de samme emner.

Det der gør bogen interessant at læse i dag er de underholdende beskrivelser af hvordan økonomidirektører får gennemført strukturrationaliseringer:

På langt sigt turde resultatet af disse strukturrationaliseringer være givet: Øget profit. hårdere arbejdstempo og større slitage på den journalistiske arbejdskraft. Endvidere ville avisernes indhold i stadig mindre omfang bestå af artikler, som det havde taget tid at lave.

Det er måske det samme vi ser i dag. I Danmark hælder de to store bladhuse, JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin, millioner efter gratisaviser, som ingen rigtig har bedt om. I Urban kan man læse de samme artikler som i Berlingske Tidende, men her uden at man skal betale for det. Til gengæld er der intet tungt stof om politik eller kultur. Der er kun plads til korte og letfordøjelige historier. Tilsvarende gælder det på fjernsynet, hvor komplekse historier skæres for at give plads til underholdningsstof og lange vejrudsigter.

Jan Guillou: Den store afsløring. Oversat fra svensk af Anders Johansen. Modtryk, 2. udgave, 2005. Kilde: Kristoffer Aakesons side om Jan Guillou på svensk. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Jan Guillou: Fjenden i os selv

I Danmark har vi terrorsagerne fra Glostrup, København og Vollsmose. Det er sagen fra Vollsmose, som Jan Guillou (der også har skrevet serien om superagenten Carl Hamilton, der senest optræder i med romanen Madame Terror) tager udgangspunkt i og overfører til svenske forhold: Kl. 03.00 slår det svenske politi til mod en formodet terrorcelle i en forstad til Stockholm. I medierne og af sikkerhedspolitiet, SÄPO, bliver gruppen kaldt Al-Qaeda i Sverige.

Men er der tale om en terrorgruppe eller en gruppe forvildede teenagere? Medierne afsiger hurtigt dommen, men det bliver op til Chefpolitiinspektør Ewa Johnsén-Tanguy, som vi tidligere i har mødt i Tyvenes Marked (Jeg har anmeldt den her og den findes også anmeldt her på Bogblogger), at få noget ud af afhøringerne af de tiltalte, som kan sikre, at de umiddelbart kan blive dømt, men med terrorisme, så bliver bevisstillingen noget mere flydende eller direkte manglende.

Af Guillous kendte figurer optræder også journalisten Erik Ponti, der arbejder på Sveriges Radios daglige journalistiske magasin Dagens Eko. Han og hans kollega Acke Grönroos, forsøger med traditionel kritisk journalistisk at afdække terrorsagerne og kommer ofte i modstrid med ledelsen og med nogle af de yngre journalistkollegaer og ikke mindst de politisk udpegede chefer. Netop den kritiske journalistik betyder også at Ponti undervejs kræves afsat af de borgerlige mediers lederskribenter og kommentatorer.

Som altid i Jan Guillous bøger, så emmer det af samfundskritik og politisk stillingtagen: Samarbejdet mellem politikere, politi og udvalgte medier. Men det bliver særligt de nye terrorlove efter angrebene d. 11. september 2001 der bliver kritiseret af Guillou i denne bog: Adgangen til at fængsle sigtede i isolation og adgangen til at aflytte elektronisk kommunikation. Særligt bliver politiets muligheder for at gribe ind overfor journalister kritiseret skarpt.

Grundlæggende er spørgsmålet hvordan vi afvejer hensynet til vores sikkerhed mod vores tilsvarende frihed og retssikkerhed. Det er jo på sin vis utroligt, at en borgerlig-liberal regering i Danmark uden at blinke vedtager at internetvirksomheder skal logge alt elektronisk kommunikation, som deres kunder foretager sig og aflevere dette til PET.

Romanens 368 sider er velskrevne, men Guillous politiske patier og antipatier skinner, som det også fremgår ovenfor, tydeligt igennem. Så borgerlige læsere bør nok tage den i tempi. Jeg mener at der er tale om et nødvendigt indspark i debatten om udviklingen af de nordiske velfærdssamfund i terrorens tidsalder.

Jan Guillou: Fjenden i os selv. Oversat af Anders Johansen, Forlaget Modtryk, 2007. Også udgivet på bogblogger.dk.

Industri, Industri - 25 stk. dansk kulturarv

Når vi i Danmark tænker på kulturminder, så handler det ofte om herregårde, borge og landbrugslandet som sådan. Det er fortællingen om godsejere og bønder, der omdanner naturen og laver marker og haveanlæg.

Men kulturminder er i vores tid meget mere, det kan være skibsværfter, fabrikker eller infrastrukturanlæg. Da 2007 er industrikulturens år har Kulturarvsstyrelsen udpeget 25 nationale industrikulturminder og det er dem, som denne bog handler om. Der er altså tale om en form for kanon over den periode, hvor Danmark blev moderne.

• Områderne er alle fra peiroden 1840 til 1970 og er udvalgt efter en række kriterier:
• repræsenterer karakteristiske brancher,
• afspejler industriens skiftende lokalisering og
  repræsenterer mangfoldigheden i industriens organisationsformer.

Der er med andre tale om en blandet landhandel, der dels taler om geografiske områder, som f.eks. Holmen og Frederiksværk, om konkrete fabrikker, f.eks. Rud Rasmussens Snedkerier på Nørrebro eller jernbanestrækningen mellem København og Korsør.
Bogen består af en indledning og herefter en samlet præsentation af de 25 områder. Teksterne er skrevet af 29 forskellige forfatter og det blive bogens problem, da der kommer til at mangle sammenhæng mellem de enkelte tekstdele. Bedst står Ole Langes beskrivelser om C. F. Tietgens virksomheder, der i bogen er repræsenteret ved De Danske Spritfabrikkers anlæg i Aalborg.

Industrialiseringen i Danmark blev skabt af de mange tusinde arbejdsmænd og dem glemmer bogen stort set, de kommer kun med som lidt kolorit og enkelte steder i en strejke, som f.eks. om Mølleåvirksomhederne og særligt Brede, hvori det hedder:

I begyndelsen af december måtte arbejderne give op. enkelte steder skete der forbedringer af lønnen og nedsættelse af arbejdstiden; men som helhed havde arbejderne tabt strejken. de måtte acceptere udvidelsen af flervævesystemet, og den nye overenskomst blev femårig, selvom arbejderne havde ønsket den højst treårig.

Men der mangler bare den anden del af historien, nemlig at tekstilarbejderne fik stor indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet på de nye flervæve, ligesom strejken havde stor betydning netop for Tekstilarbejderforbundet og samtidig viser det, at de danske arbejdere ikke har været imod udvikling og nye maskiner (Læs mere om Tekstilarbejderforbundets historie og den store strejke i 1905 her i Lars Kjoelhede Christensens tekst.).

I forlagsomtalen kaldes den et pragtværk, det er et lige lovlig flot ord at bruge. Bogen fungerer som opslagsværk med mange flotte billeder og illustrative kort, men som industrihistorie virker den ikke.

Casper Jørgensen m.fl.: Industri, Industri. 25 stk. dansk kulturarv. Gads Forlag 2007. Også udgivet hos Bogblogger.dk.

Vibeke Marx: Musikken og kødet

Når man sidder i en koncertsal og lytter til musikken, så kommer man ofte til at se på de andre koncertgængere og man kan undre sig over, hvad deres baggrund og hvad de tænker over i præcis det stykke musik, som vi netop nu lytter til. Det er indgangen til Vibeke Marx‘ disharmoniske værk for otte stemmer, som undertitlen lyder.

Vi møder damen, som først sent opdager kærligheden til en mand, som i virkeligheden mere elsker sin cello højere end hende eller manden der er på jagt efter en melodi og konstaterer, at hans mor har stjålet ham som spæd. Det er ikke alle fortællingerne der giver en stof til eftertanke. , men i Internationale skriver Vibeke Marx om socialisten Knud, der tror på idealerne og på indholdet i sangene og som vil skrive en roman, men på et forfatterseminar bliver latterliggjort:

Knud: Jeg vil beskrive den kamp, det er at blive ved at være idealist i en tid, hvor individualiteten forgudes, hvor det drejer sig om, før alt andet, at realisere sig selv, hvor det eneste der sælger er biografier om store mænd, også selvom nogle af dem er nogle rigtige psykopater, hvor en økonomisk forbryder ikke skammer sig, men giver interviews fra cellen, mens en, der taler de svages sag bliver kriminaliseret.
Instruktøren: Er den sådan en slags skjult socialisme, du mener?
Knud: Nej, ikke skjult.
Instruktøren: Det er jo propaganda, og det har ikke noget med kunst at gøre.

Så simpelt kan tidens litteraturkritik vel egentlig beskrives: Litteratur der tør være kritisk ved samfundet bliver kritiseret af det borgerlige parnas. Vibeke Marx tør skrive med hjertet på rette sted og det gør bogen anbefalelsesværdig.

Vibeke Marx: Musikken og kødet. Lindhardt og Ringhof, 2004. Indlægget er også udgivet på Bogblogger.dk.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

Raimond Gregorius’ liv består af at undervise gymnasieelever i græsk og latin i Bern i Svejts. En regnfuld morgen møder han portugisisk pige, português. Det vender op og ned på hans ellers velordnede liv.

Han forlader sin elever midt i timen og vandrer rundt i Bern og kommer forbi en spansk boghandler og køber her bogen Um ourives das palavras af Amadeu Inácio de Almeida Prado. En ordenes guldsmed. Bogens portugisiske sætninger forandrer Raimund. Bogen handler om, forklarer boghandleren, at være sin egen arkæolog og grave efter de skjulte erfaringer.

Enten stiger man som læser af allerede her, eller også bliver man siddende resten af bogens 478 sider. Jeg blev hængende og mens jeg læste i S-toget til Værløse:

Jeg bor i mig selv som i et kørende tog. Det er ikke frivilligt at jeg er steget på, jeg havde ikke noget valg og kender ikke bestemmelsesstedet. En dag i en fjern fortid vågnede jeg op i min kupé og følte den rullende bevægelse.

Gregorius vil vide mere om Prado og tager toget til Lissabon og begynder at støve hans bekendte op, hans gamle gymnasium - alt mens han læser optegnelserne fra en portugisisk læge, der redder en af diktaturets bødler og aldrig kommer over dette. Et vidunderbarn, der gør hans lærere utrygge med sin viden og som ganske ung låser sig inde i biblioteket for at læse. Mest bemærkelsesværdigt ved gymnasiets afslutningsfest, hvor han - på latin - holder en tale, der giver Gregorius mindelser om Cicero:

Jeg ville aldrig kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modvægt mod verdens banalitet.

På denne måde skifter romanen mellem Prados egne optegnelser og Gregorius’ samtaler med de personer der kendte ham: Søsteren der er gået i stå, da broderen døde, hans gamle lærer, barndomsvennen. På den måde lærer vi Prado og os selv lidt bedre at kende. Sammen med Gregorius er vi på en opdagelsesrejse til Lissabon og en svunden tid. Men vi kommer også ind i Gregorius’ sind og vores eget.

Jeg kan varmt anbefale bogen, særligt til længere togrejser - måske til Lissabon - for jeg var adskillige gange ved rejse for langt. Bogen er trykt i 1,5 millioner eksemplarer på tysk og er oversat til 15 lande.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon. Tiderne Skifter, 2007. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Hans Scherfig: Idealister

Jeg kom undervejs gennem denne roman i tanke om, at jeg da havde hørt om godset Frydenholm og området omkring det tidligere og jo: Hans Scherfig har skrevet romanen Frydenholm, som jeg læste for to år siden og som ligger efter denne roman. Nye læsere bør starte med Idealister og herefter gå til Frydenholm.

Vi er i 1938 ude i verden trækker det op til krig, men i Danmark hygger vi os og bruger på andre og meget vigtigere ting: Rundt om i København sidder alkymister og forsøger at lave kunstige væsener og får et lille trykkeri i Stengade på Nørrebro til at trykke deres tanker i tidsskrifter, som næsten ingen læser. I landsbyen ved Frydenholm holder pastor Nørregaard-Olsen styr på sin flok med U.A - Ungdomsafdelingen for sognets unge drenge og piger - og sykreds og opbyggelige møder på kroen. Bønderne følger ham og det samme gør den lokale fagforeningsformand Rasmus Larsen.

Men der er uro i sognet: En af bøndernes værgerådsdrenge (der altså er sat af der Børneværnet) får brækket næsen af bonden og han løber ned til husmanden Jens Olsen, der forsøger at få både politiet, pastoren og Rasmus Larsen interesseret i sagen, men de er mest interesseret i, at der skal være ro i sognet og bonden er jo så besindig og er i øvrigt en ordentlig mand. Godsejeren Skjern-Svendsen bliver myrdet og det er den store historie i sognet og i Danmark, men drejer man på radioen, så hører man, at der er uro ude i verden.

Uroen i verden er naturligvis 2. verdenskrig og det er Scherfigs satiriske pointe: Krigen var på vej, men i Danmark samlede vi os om friske jordbær og fed fløde på de store bøndergårde og hvor kirke, borgerskab, bønder og socialdemokraterne har slået sig sammen i en bred folkelig alliance, hvor man er ligeglade med resten.

Historierne fra trykkeriet og København og fra Frydenholm hænger kun løseligt sammen og romanen bliver derfor for rodet til at den er rigtig god, men læs den alligevel for Scherfigs formidable evne til at ironisere over livet i Danmark i slutningen af 1930erne.

Romanen skulle være udkommet i efteråret 1941, men der bliver Scherfig fængslet og i 1942 forbyder Udenrigsministeriets Pressebureau at romanen bliver udgivet. Derfor udkommer romanen også først i Sverige i 1944.

Hans Scherfig: Idealister. Gyldendal, Tredje oplag, 1961. Udgivet på Bogblogger.dk.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Hvad skal man mene om denne bog?

Er det Knud Romers barndomserindringer og opgør med et provinshelvede eller der er tale om en postmoderne forfatter der leger med myter, fakta og fiktion? Der har været megen diskussion om denne prisbelønnede debutroman og særligt borgerne i Nykøbing Falster føler domfældt uden muligheden af et forsvar.

I 1960 fødes der i Nykøbing Falster en dreng ved navn Knud Romer. Han er søn af dansk far og en tysk mor, hvis første mand blev henrettet af nazisterne, fordi han deltog i den tyske modstandsbevægelse. For den lille Romer-familie er krigen ikke færdig: Knud moppes massivt af de andre børn og hans mor får gamle varer og forkerte byttepenge af de handlende. Knuds far er forsikringsmand og er meget fokuseret på at alt er i orden. Moderen overlever på erindringen om Tyskland før krigen og på cerutter og vodka.

Undervejs udfoldes slægtens krønike fra bedstefaderen, der går fallit adskillige gange medhoteller, buskørsel, telefoner og filmforevisninger over den gale faster Annelise til Papa Schneider, der er moderens tyske stedfar.

Jeg hælder mest til den postmoderne beskrivelse: Knud Romer skriver med en bedrevidende distance til provinsen og dens indbyggere. Men han skriver godt og det gør romanen troværdig som fiktion og ikke som et barndomsminde.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden. Roman. Athene. 2006. Udgivet på Bogblogger.dk.

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig

For en måneds tid siden ville forfatteren Henrik Pontoppidan være fyldt 150 år. De fleste af os kender hans store romaner Det Forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, men han skrev en fjerde og det er måske den vigtigste og mest aktuelle: Mands Himmerig.

Vi er i København i tiden før 1. verdenskrig og kampen mellem Højre og regeringspartiet, det liberale Venstre, mellem reaktionen og de progressive kræfter foregår med alle kampmidler og særligt aviserne er kamppladsen.

Niels Thorsen forsøger på at blive redaktør for Friheden, som står tæt på regeringspartiet og udnævnelsen til redatørposten sker i samråd med partistyrelsen, men bremses af de øvrige ledende medarbejdere på avisen. I stedet bliver Thorsen redaktør på Døgnet, der omvendt står tæt på Højre og starter en indæt kamp mod Friheden og regeringspartiet: En for en tog han dem i Nakken og rystede al Indhold ud af de, indtil de hang i hans Hånd som tomme Sække.

Thorsens kamp er blodig alvor og altfavnende og dermed bliver han blind for hans hustrus, Astas, behov for kærlighed. De to mennesker har tidligere levet adskilt og bliver aldrig forenet: De opnår aldrig at ophæve den ensomhedens forbandelse, der hviler over mennesker der aldrig tør elske rigtigt. Det ender da også tragisk med Astas selvmord. I modsætning til Thorsens kamp så møder vi undervejs også filosoffen Dr. Vadum, der mere eller mindre har meldt sig ud af kampen: Jeg tror lige så lidt paa Pressens som paa Kirkens Evne til at forædle Masserne. Men det er Dr. Vadum, der finder kærligheden, det evige Mirakkel. For Thorsen ender kampen med et udslidt hjerte.

Mands himmerig er magten, arbejdet og karrieren. Men uden kærligheden bliver himmeriget til helvede. Romanen på dette niveau en advarsel til os der arbejder hele tiden og som derfor ikke har overskuddet og modet til vælge kærligheden.

På et overordnet niveau fortæller romanen også om et samfund, hvor medier og penge er afgørende, samspillet mellem journalister, erhvervsliv og politikere er tæt og der er ingen, der, som Thorsen, skal sætte sig op mod majoriteten. Romanen er dermed også aktuel i dag, hvor spindoktorer og kommentatorer sætter en dagsorden, hvor indhold og holdninger forvanskes til gavn for magthaverne. Medierne bliver talerør for hver deres ideologi og efterlader borgerne som magtesløse individer som udelukkende skal forlystes.

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig. 5. udgave, Gyldendal, 1961. Kilde: Jens Kristian Lings: Mands Himmerig eller Helvede. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 24. juli 2007. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Blekingegadebanden - Den danske celle. bind 1

Når jeg skal i min lokale Fakta, så skal jeg forbi Blekingegade. En ganske kort gade, men som har sit helt eget fikspunkt i dansk historie: Her havde en ventreorienteret gruppe sit tilholdssted og her blev adskillige store røverier planlagt. Det er denne spændende beretning, som Peter Øvig Knudsen lægger frem i første bind om Blekingegadebanden. Den danske celle.

Bogen giver et indblik i hvordan ekstremt venstreorienterede kredse i Danmark i 1970erne droppede de demokratiske virkemidler og valgte at indgå en alliance med terrorister som PFLP. Blekingegadebanden samarbejdede bl.a. med RAF i Tyskland, De Røde Brigader i Italien og Den Røde Hær i Japan. I dag ser vi tilsvarende samarbejder mellem Al-Qaeda og lokale muslimske ekstremist grupper.

Mest skræmmende er hvordan almindelige veluddannede danskere lader sig forføre til at støtte disse terrorister gennem en sektagtig organisationskultur, der bl.a. omfatter en celleopdeling, så kun ganske få kender hele organisationens omfang og virke og en feministisk bodgangsøvelse.
Undervejs bliver vi introduceret for en stemme. En som rent faktisk har deltaget i bandens aktiviteter og som var en del af inderkredsen på de omkring 10 til 12 mennesker, som udførte samarbejdet med PFLP og som stod bag ulovlighederne. Stemmen giver en personlig indgangsvinkel til hvordan det kunne lade sig gøre og ikke mindst hvordan de kunne forklare det og for sig selv:

Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet.

I diskussionen efter Maja Højgaard Nielsens anmeldelse af bogen her, fremgår det, at det jo også relevant i dag, når man ser på hvordan ungdomshusets brugere og deres medløbere retfærdiggører deres kamp med politiet og beboerne på Nørrebro. Ens personlige og politiske valg kan gøre en stor forskel.

Anden del af fortællingen om Blekingegadebanden udkommer i efteråret 2007 og den kan jeg næsten ikke vente på.

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden - Den danske celle, bind 1. Gyldendal 2007. anmeldelsen findes også på Bogblogger.dk.

Morgendagens Mand

Danmark i slutningen af 1800-tallet. Landet vånder sig fortsat efter tabet af Slesvig og Holsten i 1864, det første socialister under ledelse af Pio begynder arbejdernes kamp for en bedre tilværelse og Brandes erklærer det moderne gennembrud. Poltisk står kampen mellem de national-liberale i Venstre og godsejerne i Højre. Udviklingen skaber nye industrier og fabrikker og samhandelen stiger. Ude i Europa står Bismarck som den stærke mand efter at have samlet Tyskland og vundet krigen mod Frankring i 1871. Verden var under forandring, der var endnu større end det, som vi i dag er vidne til. Det er denne periode, som Ebbe Kløvedal Reichs (1950 - 2005) roman Morgendagens Mand handler om.

Morgendagens Mand, Sophus Martens, er spion, rådgiver for Estrup og vidende om stort set alt hvad der foregår i byen København og Europa. Det er derfor et meget stort og bredt persongalleri af både kendte og ukendte personer, som Ebbe Kløvedal Reich anvender gennem bogen. Udover de nævnte er det bl.a. Drachmann, Tietgen, Hørup, den hellige Mahdi og zar Aleander af Rusland.

Romanen slutter i 1885, hvor Estrup sætter regeringens magt igennem på tværs af Rigsdagens flertal og regerer efter provisoriske finanslove og samtidig indskrænker forsamlingsfriheden.

Det brede persongalleri og dermed de mange forbundne historier bliver desværre bogens svaghed. Det er svært som læser at have overblik over handlinger og hvem der nu lige var med i kapitlet før.

Men Ebbe Kløvedal Reich har overblik over sin europæiske historie og sætter den historiske fortælling ind i en nutidig ramme om Sophus Martens oldebarn, der er i gang med noget der ligner Sophus Martens virksomhed i dag. Her er det - ikke overraskende, når man kender Ebbe Kløvedal Reichs politiske holdninger - EU og EU's bureaukrater, der i gang med fjerne demokratiet. Netop sammenhængen mellem et historisk drama og nutidens politik er det mest interessante ved romanen.

Ebbe Kløvedal Reich: Morgendagens Mand. Forlaget Vindrose, 1993.

Jelne

Hun læner sig ud af det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden i januar.

Sådan starter debutanten Henriette E. Møllers roman om pigen Jelne. Hvad der starter som en næsten dagligdags historie om et ødelagt parforhold bliver med Henriette E. Møllers fantastiske skriveegenskaber til næsten magi. Jelne rykker sig selv tilbage til start. Hun tager tilbage til den kro hvor hun levede indtil sin mors død, da hun var syv og om morfaderen der tager hende med til Jylland. Efter morfaderens død er hun alene og kalder sig Jelne, efter at morfaderens på sin østjyske accent har sagt at hun er blewn jelne.

Som en fremmed kommer hun tilbage og bliver ansat på kroen. Hendes barndomsven, Daniel, er den eneste der genkender hende umiddelbart, men langsomt finder hun og Daniel hendes mors minder, men det er først da hun kommer på tomandshånd med Sigurd, kromanden, og det viser sig, at han er hendes onkel, at Jelne (eller Jenny, som hun rigtigt hedder) ser sig selv i nyt lys: Hun er ikke længere alenepigen Jelne, men Jenny, som har en stor familie på Sydsjælland.

Det er ikke uden grund af Henriette E. Møller har fået Statens Kunstfond treårige arbejdslegat. Jelne er godt komponeret og med en stilsikkerhed, der er utrolig for en debutant.

Henriette E. Møller: Jelne. Gyldendal, 2007.

Vi, de druknede

I mandags var der under overskriften Mens vi venter på fortællingens genkomst et interview med lektor Christian B. Korsgaard i Berlingske Tidende om dansk litteraturs krise. Korsgaards tese er at dansk litteratur opererer i et spændingsfelt mellem en formbevidsthed, hvor forfatterne reflekterer over sig selv og deres skriveproces. Igen er det den postmodernismen der stikker sit grimme hoved frem.

Modpolen til denne indadvendthed er fortællingens genkomst:

Et sted hvor forfatterne prøver at sige noget. En mere klassisk litteratur, hvor der er en dialog og et plot og en handlingsgang og nogle temaer og en verden, som læserne kan gå ind i.

Vi, de druknede placerer sig klart i den sidst nævnte pol: Her skriver Carsten Jensen skipperbyen Marstal skønlitterære krønike gennem et helt århundrede frem til 1945. Vi følger fire generationers sømands kampe med havet og sig selv og kvindernes næsten umulige opgave med at holde styr på det hele hjemme i konernes by. Indtil en kvinde tager kampen op mod angsten for tabet og savnet. Langsomt opkøber hun byens skibe, så marstallerne til sidst er sømænd på andre byers skibe.

Sømændene kommer verden rundt omgivet af fremmede og har udsynet i modsætning til Ærøs bønder, der "livet ud går i den samme plovfure". Her ligger bogens ideologiske ramme. Mens bønderne er de nationale, mens sømændene er internationalisterne og Danmark har behov for det internationale udsyn og mødet med det fremmede.

Men i Danmark er det bønderne, der har fået lov til at skrive historien, så her fremgår det, at det den slidsomme venstre-bonde, der har skabt landets rigdom, mens sømændene på den store danske handelsflåde forbigås nærmest i tavshed. Det er kun skibsrederne Møller og Andersen (fra ØK, der i bogen optræder som Markussen) der i dag omtales i den danske nationale fortælling, men netop de blev store kraft af dygtige sømænd, der sled i det på klodens oceaner for at få fragterne frem.

Som vinden i skonnertens sejl drives man frem over romanens 687 sider. Det er en stor fortælling, som Carsten Jensen her har skabt og kan sammenlignes med Gunnar Staalesens Bergen-triologi, der på lignende vis fortæller Bergens historie gennem det 20. århundrede.

Vi, de druknede er den danske fortællings genkomst. Nu venter på den nye store danske arbejderfortælling.

Bogblogger

Min gode ven Kasper Hyllested har sat sig i spidsen for et nyt internetprojekt: Bogblogger.dk. På Bogblogger.dk kan man læse anmeldelser af ny og ældre litteratur.

Stormogulen

Da jeg studerede på Handelshøjskolen i København (som dagens anglofile kalder CBS) havde jeg faget Virksomhedshistorie med Ole Lange og her fik vi en masse at vide om virksomhedernes udvikling i slutningen af 1800-tallet og om Alfred Chandlers teorier om scale and scope og om vertikale og horisontale integrationer. Det kom tilbage til mig, da jeg gik i gang med Ole Lange biografi om finansmanden C. F. Tietgen.

I vores nationalhistorie hører C. F. Tietgen til blandt de store sammen med ØK's stifter H. N. Andersen og A. P. Møller og Tietgen var stor: Han var drivkraften bag etableringen af Privatbanken, telegraflinjer gennem Rusland til Kina genne Store Nord, etableringen af De Danske Sukkerfabrikker, De Forenede Bryggerier, De Forende Dampskibsselskaber og række andre virksomheder, som danner grundalg for en stor del af nutidens danske erhvervsliv.

De danske, de forende... Sammenslutninger, karteller eller, som Tietgen selv omtalte dem, ringe. Reelt set var der tale om dannelsen af effektive monopoler, hvor Tietgen gennem tvang og bestikkelse samlede virksomhederne i stærke klynger, som bremsede konkurrencen, så Tietgen, Privatbanken og Privatbankens bestyrelse, som overraskende også sad i de mange virksomheders bestyrelser, med muligheden for en fed profit. Biografen er nemlig ikke en helgen-kåring af Tietgen men en gennembearbejdet og kritisk indblik i en mand og en tid, hvor den danske industrialisering blev grundlagt.

Tietgen blev født i Odense i 1829 og døde i sin lejlighed i Kronprinsessegade tæt ved Marmorkirken, som han brugte 20 år og store dele af sin formue på at få færdig, i 1901. Her var hans tid forbi. Systemskiftet bragte Venstre til magten og landmændene gik sammen og skabte andelsbevægelsen og i erhvervslivet satte nye folk sig i førersædet, ØK med H. N. Andersen, Landsmandsbanken under ledelse af Isak Glückstadt.

Ole Lange skriver medrivende og undervejs kommer der en del kommentarer til både nutiden (den ukritiske beundring af A. P. Møller-Mærsks dynasti) og fortidens historiske valg (den tåbelige krig i 1864). Man bliver ikke meget klogere på personen Tietgen. Fokus er på Tietgens handlinger og de valg han foretager og i det konkluderende afsnit kommer vi tilbage til Chandler og den øvrige virksomhedsteori. Måske er der ikke en usynlig hånd, men kun aktive handlinger for foretagsomme virksomhedsejere?

Ole Lange: Stormogulen. Gyldendal. 2006.