Et Drømmespil

Det er så synd for menneskerne. Sådan siger gudedatteren Agnes ofte, mens hun gennemlever menneskenes liv med mand, børn og jagten på det der ligger bag døren.

Agnes havner på jorden ved en tilfældighed, men hører vores klager og beslutter sig for at finde ud af, hvad det er os mennesker: Hvorfor er vi hele tiden på jagt efter noget andet, noget større, noget rigere. Det er 100 år siden at stykket havde premiere i Stocholm og det er fortsat lige aktuelt.

Det er ikke mange, der tør binde an med Strindberg og vi er da også langt fra naturalismens teater med en logisk fremadskridende handling. I stedet lader Strindberg os vandre gennem en række tableauer, der i Katrine Wiedemanns iscenesættelse og med Maja Ravns scenografi vendes så vi i tilskuerrummet ser ned på spillerne, så de ofte ligger ned uanset om det er eksperterne, der sidder ved bordet eller skraldemændene, der tager affaldet

Sofie Gråbøl er ikke mindre end fortryllende som Agnes fra sin naive ankomst til sin død, hvor hun kravler op mod himmelen, mens menneskerne ser op mod og hende og måske aner et håb. Rundt om Agnes fremstår en hob af personer: Advokaten, officeren, digteren, glarmesteren. I alt 30 forskellige roller, der spilles af et stærkt ensemble på 9 skuespilleren, der alle yder en stor præstation.

De groteske tableauer udløser grin fra publikum. Forhåbentlig er det fordi vi føler os ramt lige på kornet af Strindbergs stadigt aktuelle kritik af det borgerlige samfund. Man bliver et forandret menneske af at se Et Drømmespil.

Manuskript: AUGUST STRINDBERG. Bearbejdelse: METTE WOLF IVERSEN. Iscenesættelse: KATRINE WIEDEMANN. Scenografi: MAJA RAVN. Koreografi: JOHN-PAUL ZACCARINI. Betty Nansen Teatret til 2. februar 2008.
Foto af Sofie Gråbøl fra forestillingen Et Drømmespil på Betty Nanset Teatret. Foto: Das Büro, Jantzen + Sørensen.