Rene Linjer

I denne uge har jeg endnu en gang været i Århus for mit arbejde for at besøge en af vores kunder og denne gang havde jeg muligheden for at gå i Århus Teater og se Rene Linjer, som er baseret på tredje del af Christian Kampmanns tetralogi om Familien Gregersen. Jeg har tidligere anmeldt filmen Familien Gregersen og efterfølgende genlæst og kommenteret forholdet mellem bøgerne og filmen.

Rene Linjer er den del, hvor familiemønstrene for alvor bryder sammen: Mogens (Henning Olesen) og Thilde (Lisbet Lundquist) bliver skilt efter Mogens' lange sidespring med Tjumse (Merete Voldstedlund), som er Thildes veninde. Den ældste datter Karens (Annika Johannesen) ægteskab med Jes (Lars Ditlev Johansen) går i stykker, men midt i det hele bliver de yngste datter Maj (Mille Dinesen) gift med baronen Sixten Terne (Jens Zacho Böye).

Det store problem er hvordan man tager en stor roman med utallige lokationer og mange personer og samler det til omkring to timers teaterstykke. Forestillingen starter med et videoresumé fra de første to dele og så kommer Bo Gregersen (Niels Ellegaard) gennem salen og showet kan begynde. For show er der mere tale om end end traditionelt teater. Centralt på scenen står et stort glashus og undervejs anvender skuespillerne video til at udtrykke sig direkte til os tilskuere. Videoen vises på en storskærm, der også undervejs viser optagelser fra 1960erne og fra kameraer placeret forskellige steder på scenen. Replikkerne er gode og sidder ofte lige i øjet og skuespillerne har godt fat om deres rolller.

Man bliver godt underholdt, men selve fortællingen om udviklingen af Danmark forsvinder. Vi ser på perioden med det nye årtusindes kulturelle briller: Bollerum, nye familieformer og feminisme bliver bare en del af komedien og ikke en del af en mere eller mindre nødvendig politisk udvikling.

Rene Linjer. Et skuespil af Peter Asmussen frit efter Christian Kampmanns roman. Århus Teater.