Nye sten på Købmagergade

For to år siden skrev jeg her på bloggen om Købmagergade og den idékonkurrence, som på det tidspunkt blev udskrevet. Nu er man så nået frem til at man lægge et prøvefelt med det forslag der vandt idékonkurrencen og efterfølgende er bearbejdet.

Det bliver på strækningen mellem Klareboderne og Kronprinsensgade, at Københavns Kommune lægger nye sten og :

Formålet med prøvebelægningen er at teste forskellige forhold, inden der skal lægges i alt ca. 3 mio. sten i området. Vi skal bl.a. vurdere

• farver og farvemix på stenene
• belægningsmønstre
• ledelinjer med og uden lys
• overfladebehandling
• terræntilpasninger
• afvandingssystem
• fugetyper
• tilrettelæggelse af anlægsarbejdet

Når prøvebelægningen er lagt, vil vi undersøge slid, renhold osv. ved at teste prøvefeltet over en længere periode. Dette vil ikke medføre færdselsgener.

Det vindende forslag tager udgangspunkt i den omtalte brugerundersøgelse, der bl.a. konkluderede:

De analyserede interessentgrupper er enige om, at der helt overordnet bør ske forbedringer og fornyelse på tre punkter: Vedligeholdelse, renholdelse og cyklisme – samlet i et begreb, som hedder orden. Dette ønske kombineres også med, at dette i sig selv vil være med til at eliminere nogle af de kritiske punkter ved området i dag.

Det er jo næsten overraskende at det private DMA/research konsulentfirma kan nå den konklusion, men de har også undersøgt interessenternes fortrukne storbyer og her peger de på Rom og Paris:

Mange af begrundelserne for at foretrække disse byer harmonerer i vid udstrækning med de forslag og ideer til fornyelse, som er gengivet ovenstående.
Det er elementer som

• arkitektonisk og historisk bevaret, men fungerer i en moderne by
• mange luftige pladser/oaser med grønne områder med rar belysning og belægning
• god renholdelsesstandard
• mange cafeer og afslapningssteder
• god blanding af kultur og stil
• forskelligartede miljøer indenfor samme område

Så ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at området fra Amagertorv til Nørreport via fornyelsen kommer til at give sit bidrag til at præge København som en international storby.

Det er da mageløst, sådan kan man få nogle nye sten i en gågade til at give København præg af en international storby.

Projektet hedder "Fra Kultorvet til Mælkevejen" og forventes at være færdigt i 2012.

Kilde: Københavns Kommune. Visualisering: Polyform Arkitekter og Karres en Brands Landschapsarchitecten bv

Nordhavnen

For nylig blev konkurrencen om omdannelsen af Nordhavnen fra havn til byområde i det der bliver "Skandinaviens største byudviklingsområde" og som derudover udvider området med 100 ha (eller det der svarer til 300 fodboldbaner).

For enden af den eksisterende Nordhavn er det planen at anlægge en 1,1 kilometer lang Krydstogsterminal (det er den hvide linje på kortet ovenfor) og det kommer til at kunne ses fra f.eks. Charlottenlund Fort, som det fremgår af denne tegning nedenfor:

Visualiseringen viser hvordan situationen ser ud, når selve terminalen er bygget, men der står også:

Der er foretaget en fotoregistrering af de eksisterende forhold i november 2008 / Januar 2009. Disse optagelser danner grundlag for visualiseringer af de fremtidige forhold. [...] Visualiseringerne i denne rapport viser ikke nye bebyggelser på Nordhavnens eksisterende areal eller evt. ny bebyggelse på det opfyldte areal, samt depoter og behandlingsanlæg i anlægsperioden.

I planen fra Københavns Kommune hedder det:

Lige nu og her er planen primært at anlægge en ny krydstogtkaj til gavn for turismen og dermed for hele Hovedstadsregionen. Resten skal foreløbigt ligge uberørt hen. Men på sigt betyder udvidelsen, at man i fremtiden kan byudvikle Nordhavn yderligere ned til vandet og samtidig skabe flere rekreative områder i København. Området omkring den nye krydstogtterminal bliver et nyt udflugtsmål for københavnere og turister med udkigstårn, mulighed for spadsereture, løb, skating og meget mere.

Altså kan der komme både højhuse og andet på områder og det har jo endnu større konsekvenser for udsigten herfra.

Selve udvidelsen af området sker for at kunne placere jord for Metrocityringen og fra Nordhavnsvejen og det betyder ifølge VVM-analysen:

Igennem hele anlægs- og driftsfasen vil vejnettet blive belastet af en stor mængde lastbiler, som skal transportere jord/muck til depotet. Al jord ankommer på lastbiler gennem krydset Sundkrogsgade/Kalkbrænderihavnsgade. I worst case scenario vil den største jordmængde pr. årsbasis i anlægsfasen blive leveret i 2012 og i driftsfasen i 2013. Der vil her køre knap 60 lastbiler i timen pr. retning på Sundkrogsgade og videre ad transportruten ud i Nordhavn, svarende til en lastbil pr. minut.

Kilde og illustrationer: Københavns Kommune, By og Havn

Maria Stuart

England. Slutningen af 1500-tallet. Den katolske skotske dronning Maria Stuart er sat i fængsel af sin kusine Englands dronning Elisabeth. Fængslingen skyldes i første omgang at Maria Stuart har slået sin mand i hjel, men Maria Stuart gør krav på den engelske trone. Skal Elisabeth nu underskrive Maria Stuarts dødsdom eller ej? Sådan kan rammefortællingen i Friedrich Schillers Maria Stuart kort beskrives. Men samtidig inviteres vi indenfor i magtens maskinrum, hvor Elisabeths rådgivere kæmper om hendes gunst og om at være på det vindende hold.

Problemet for dette stykke er at vi aldrig helt kommer ned i maskinrummet, det bliver en overfladisk skildring og betydningen for rådgiverne, Elisabeth og Maria Stuart kommer ikke frem. Det skyldes måske at de fem akter, som Schillers stykke består her er skåret ned til en kort to akters: Det betyder at stort set alt er skåret væk og det er jo netop i disse dele, at maskinrummet åbnes for os.

Heldigvis kan man udnytte tiden til at nyde både Sidse Babett Knudsen og Ditte Gråbøl, der yder deres bedste.

Instrution: Katrine Wiedemann, Scenografi: Maja Ravn, Manuskript: Friedrich Schiller. Foto Natascha Thiara Rydvald. Betty Nanset Teatret.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter

Med Men ikke hvis det gælder din datter samler Jan Guillou op på sine to helteskikkelser: Carl Hamilton (fra Hamilton-bøgerne og Madame Terror) og chefpolitiinspektøren Ewa Johnsén-Tanguy (Tyvenes Marked og Fjenden i os selv) og naturligvis journalisten Erik Ponti (Den store afsløring og Guillous alterego).

Carl Hamilton vender i første omgang tilbage til Sverige for at få omstødt sin livstidsdom. Via Erik Ponti kommer Hamilton i kontakt med Ewa Tanguy og ikke mindst hendes mand, den fhv. fremmedlegionær Pierre Tanguy. Her kunne bogen gå op i rødvin og finere fransk madlavning, hvis ikke familien Tanguys datter bliver kidnappet og dermed kan Hamilton og Pierre gå i gang med først en større efterretningsoperation, der sender Hamilton rundt til gamle venner i Rusland, Storbritannien og Frankring og Pierre kan samle sin gamle fremmedlegionær-venner til endnu en kamp.

Som vanligt formår Guillou at skrive både om storpolitik og om familierelationer og krydre det med samfundskritiske betragtninger om Sverige og i øvrigt også om Danmark, hvor den såkaldte tunesersag bliver omtalt:

Man havde pågrebet tre mænd, en dansker og to tunesere. Ifølge pressemeddelelsen og udtalelser fra efterretningstjenestens talsmænd havde de tre angiveligt planlagt at myrde en karrikaturtegner, som havde afbildet Muhammed med en bombe turbanen, en tegning, der de sidste to år havde været verdensberømt og var blevet selve symbolet på dansk ytringsfrihed og demokrati.

Men ellers er det alliancen mellem USA og Saudi-Arabien der er det storpolitiske omdrejningspunkt i romanen: For hvorfor er det at vi opretholder en alliance med et af de mest formørkede regimer i denne verden? Når privatpersoner og organisationer i Saudi-Arabien med store pengebeløb støtter både Hamas og Al-Qaida og Saudi-Arabien intet gør for at bremse pengestrømmene. Samtidig med at USA umiddelbart efter 11. september tillod en hel del saudi-arabere at forlade USA, herunder en del medlemmer af Bin Ladens familie. Måske kan det skyldes de tætte relationer mellem familien Bush og det store saudiske kongehus?

Det er Guillou i klassisk stil, hvor brovtende amerikanere sættes på plads af svenskere, franskmænd og russere. Det enøjede verdensbillede, som vi har i Danmark får dermed også et skud for boven. Bogen kan anbefales til en hver, men hvis man er borgerlig, neo-konservativ, så skal man nok læse den i små bidder.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Oversat fra svensk af Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk, 2008.

Min familie

Er alting sjovt? Efter jeg har set Min Familie på Betty Nansen Teatret skulle man næsten tro det. Her skraldgrinede publikum over alt, hvad der blev sagt og gjort på scenen. Man kunne ligeså godt have været publikum til optagelsen af en amerikansk komedieserie.

For komedie er der tale om i den amerikanske dramatiker Tracy Letts stykke, der er oversat af Troels II Munk og bearbejdet af Peter Langdal og Mette Wolf Iversen: Der bliver kastet med tallerknerne og midt i bordbønnen ringer en mobiltelefon.

Selve historien er nemlig ikke sjov: Et midaldrene akademikerægtepar, hvor Min kone spiser piller og jeg drikker. Det er den pagt, vi har indgået, som manden Gerhard (Jesper Langberg) siger i starten af forestillingen inden han forsvinder. Herefter sidder Lizzie (Ghita Nørby) tilbage som det store moderdyr og mens hendes familie kommer hjem for at besøge hende, så åbner dørene til alle familiens hemmeligheder sig.

Det er Lizzie der står for sandhederne og det er fantastisk at se Ghita Nørby folde sig store skuespillertalent ud, som den pillespisende og siddende mor overfor hendes tre døtre Kirsten (Karen-Lise Mønster), Jette (Tammi Øst) og Karen (Ann Eleonora Jørgensen):

Kirsten, hvor manden (Max Hansen) har fundet sig en yngre model, bibliotikaren Jette, som er forelsket i sin fætter Lille Charles (Thomas Bo Larsen) og endelig Karen, der endelig har fundet sig en mand (Bjarne Henriksen) og som bor i Spanien: Det er kampene mellem kvinderne, der driver stykket frem, mens mændene henstår som statister: Svigt, løgne og fortielser udbasuneres og langsomt nedbryder de sig selv og hinanden.

Skuespillerne gør et fantastisk arbejde, selvom jeg efterhånden er noget træt af at se Thomas Bo Larsen, spille den overgearede og halvdumme person, som han altid spiller. Men selvom folk griner, så forlader jeg alligevel teatret uden at have fået noget med hjem. For hvad er det lige præcis der er moralen? Er det familien som institution, der skal nedbrydes eller er det at vi ikke er åbne overfor hinanden, der er problemet? Og hvad skal der så sættes i stedet? Min Familie stiller spørgsmål, men giver ingen svar eller valgmuligheder.

Min Familie. Betty Nansen teatret. Spiller til 11. januar 2009. Foto fra forestillingen: Thomas Petri/Betty Nansen.

Borgerlig værdikamp

Ganske langsom er Regeringen i gang med at forandre Danmark med udgangspunkt i dens liberalistiske værdier. For øjeblikket er man i gang med at lukke uddannelsesinstitutioner i provinsen og samle dem i de store byer.

Dannerseminariet i Jægerspris, der er en del af Profesionshøjskolen UCC - der er en forkortelse for University College Copenhagen - skal i løbet af næste år fusioneres med Hillerød Pædagogseminarium og Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium for at flytte til nyindrettede lokaler i Hillerød for at blive del af det man kalder et campus.

Der kan sikkert findes mange gode argumenter for at samle uddannelserne, men i min optik så er der tale om en ren besparelsesøvelse, der uden at tage hensyn til lokalområdet, der skal sikre at omkostningerne til uddannelser skal falde og dermed sikre skattelettelser til de rigeste.

For hvad betyder det at flytte 500 studerende fra Jægerspris til Hillerød? Jo, det betyder færre passagerer med busserne, der går fra Frederikssund til Jægerspris og dermed er der endnu et argument for at reducere busdriften og samtidig vil omsætningen i de lokale butikker falde, når der ikke længere er studerende til at købe frokost og drikkevarer.

Regeringens værdier er lige glade med almindelige borgere i Danmark. Nej, men vil rationalisere sig til skatteelettelser til de rigeste. Danmark har behov for en ny regering med andre værdier, hvor frihed, lighed og solidaritet er i fokus.

Brians fiasko

Så blev direktøren for Charlottenborg Bo Nilsson er fyret efter et millionunderskud og dermed ligger endnu et af fhv. Kulturminister Brian Mikkelsens prestige projekter i ruiner. Da den nye struktur for Charlottenborg blev præsenteret udtalte ministeren stolt:

Jeg venter mig meget af den nye konstruktion for Udstillingsbygningen og den nye rollefordeling mellem bestyrelse og direktør. Det er jo et sted med både stolte traditioner og et stort potentiale, og jeg har store forventninger til, at der nu kan sættes en markant forandringsproces i gang.

Og senere i 2006, da Bo Nilsson bliver ansat:

Vi har med Bo Nilsson fået en meget erfaren, dynamisk og faglig kompetent mand på posten som direktør for Charlottenborg Udstillingsbygning. Han har en bred viden om samtidskunsten og et stort internationalt netværk. Med Udstillingsbygningens nye bestyrelse og nu en ny direktør er der skabt en meget perspektivrig basis for en visionær udvikling og fornyelse af Charlottenborg Udstillingsbygning.
Jeg har store forventninger til den udstillingsprofil, direktør og bestyrelse sammen vil skabe, og at Charlottenborg Udstillingsbygning bliver den markant spiller på den danske kunstscene, både dens beliggenhed og tradition tilsiger.

Omlægningen af Charlottenborg er Brian Mikkelsens værk og viser sammen med det kuldsejlede salg af TV2 og problemerne for kommerciel radio, at Brian Mikkelsen nok nåede at sidde længe, men aldrig vil få sig et godt renomé.