Kulturløs kritik af klokkeringning

Der er ingen grænser for, hvordan politikere vil blande sig i folkekirkens forhold. Nu er det kirkeklokkerne, der ringer solen op og ned, som gør folk utilfredse og naturligvis er der en politiker eller to, der vil tage sagen op. Bente Dahl fra Det Radikale Venstre siger til 24timer:

Vi har faktisk tænkt på at tage det op. Vi er i en anden situation i dag end i 1685, hvor loven blev lavet, og vi mener, at kirkerne bør underlægges de samme regler som alle andre.

Venstres medlem af Folketingets Kirkeudvalg Per Bisgaard supplerer:

Hvis der er nogen, der føler sig forulempet af det her, er det da klart noget, vi vil kigge på.

Undskyld mig. Men måske kunne folk se sig om, inden de flytter ind: Det er jo ikke fordi kirken dukker op om søndagen. Den har som oftest ligger der i 100 år. Hvorfor er det lige, at vi skal smide de danske traditioner væk?

Tidligere i år har vi set det med lukkeloven, hvor det nu skal være muligt for butikkerne at holde åbent hver søndag, bortset fra helligdage. I lighed med lukkeloven fortæller kirkeringningen, at der er morgen og aften og hvile dage. Men det er liberalisterne er jo ligeglade med. Her handler det om profit og nyttemaksimering.

Texas - baseret på virkelige hændelser

Stein Bagger. Bernard Badoff. Roskilde Bank. Sagerne om bedrageri og fusk i erhvervsvirksomheder har der været mange i de seneste år. På Teater Grob - der ligger på Nørrebrogade 37, hvor Kaleidoskop lå frem til denne sæson - tager de livtag med erhvervslivets skandaler og viser samtidig de almindelige mennesker der kommer til at bøde for skandalerne:

Kenneth (Thomas Levin) er direktør i firma, der sælger anparter i oliemøller i Texas. Anparterne sælger af ihærdige sælgere, der hver måned deltager i en salgskonkurrence om at nå det højeste salg. I stykket er det Sarah (Charlotte Munch), der er i slutningen af 20erne og med en søn på ni år, der er i fokus og endelig med muligheden for at vinde månedens salgskonkurrence- de øvrige sælgere spilles ganske glimrende af elever fra Skuespillerskolen Ophelia. I virkeligheden indeholder oliemøllerne ikke noget olie og Kenneth har fået pengene til at etablere sin virksomhed fra salg af narkotika. Således ser vi i første del, det pæne kontor i Bredgade, med sælgerne i pæne jakkesæt og dyre ure: Her er der styr på og ejerne overlever og festen er i gang med champagne og limousiner. Her sælges drømme.

Men hver gang, der bliver solgt en drøm, så bliver der også købt en: Det ser vi i anden del, hvor vi er i en to værelses på Glasvej i Nordvest. Her bor politibetjenten Anders (Troels Thorsen) med sin gravide kæreste Sofie (Signe Vaupel). Anders har, uden Sofies vidende, "investeret" arven efter Sofies mor i oliemøllerne i Texas og hvor det der startede som en investering på 25.000 er endt med yderligere indbetalinger på i alt 600.000. Anders vil gerne give Sofie hendes drømmehus, men taber drømmen på gulvet, da der ikke er tale om anparter der giver afkast, men kun udgifter og flere udgifter. Om Anders får sine penge og sin kæreste igen - det skal jeg ikke afsløre her.

Stykket giver dermed de to sider af den liberalisme, som har været målet for regeringerne i starten af dette århundrede: Hvis vi giver los og lader de initiativrige erhvervsfolk klare sig selv, så bliver nogen nok rigere - dem selv, Men på den anden side sidder der almindelige mennesker tilbage med taber. Liberalisterne vil sige, at kunderne selv kan gennemskue de komplekse og juridiske betingelser, der fremgår af tegningsmaterialet. Jyske Invest anfører f.eks. i et svar til Finanstilsynet følgende:

Hedgeforeningen Jyske Invest ligger i den forbindelse vægt på, at salgsbrochuren for Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som består af markedsføringsmateriale, vilkårsbeskrivelse, vedtægter og tegningsprospekt, skal
læses og vurderes i sin helhed, at en vurdering af enkeltstående eller løsrevne formuleringer er uhjemlet, ligesom en vurdering hverken kan eller skal baseres på en retrospektiv vinkel, og at en vurdering tværtimod skal tage udgangspunkt i en gennemsnitsoplyst investor, som må forudsættes at have et vist niveau af kendskab til investeringsteori og på baggrund af forholdene på det tidspunkt, hvor udbuddet finder sted.

Finanstilsynet giver herefter en påtale. Men Jyske Invest og sælgerne i Jyske Bank er jo ligeglade om deres kunder har et kendskab til investeringsteori (hvem har det?), men det fremgår ikke af Jyske Invests hjemmeside.

Texas formår på glimrende vis at vise problemerne med liberalismen. Svaret på liberalismen er det socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor staten sætter rammerne for erhvervslivet. Men vi kan ikke kun gøre det i Danmark. Derfor er EU det klare middel til at sikre en reel regulering af erhvervslivet. Texas bør være pligtforestilling for de højreorienterede liberalister.

Texas - baseret på virkelige hændelser. Teater Grob. Manuskript: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Christian Friedländer. Spilleperiode: 19.09.09 – 24.10.09.

Stenene på Købmagergade

For to måneder siden skrev jeg om Københavns Kommunes forsøg med ny belægning på Købmagergade mellem Klareboderne og Kronprinsensgade.

Nu er stenene lagt og jeg finder, at vi får en meget rodet gaderum, hvor mønsteret i stenene næsten skrige til hinanden og dermed tage oplevelsen fra husene og det er særligt problematisk, når Købmagergade både har Regensen, Rundetårn og den gamle Postgaard.

Man kunne i lighed med Strøget lægge en grå natursten, i stedet for disse mønstre af grå, hvid og sort. Det ligner alt for meget de gågader, som mange provinsbyer lagde i starten af 1970erne, der bestod af store sorte og hvide sten.

Kilde: Københavns Kommune. Visualisering af Polyform Arkitekter og Karres en Brands Landschapsarchitecten bv

Nye sten på Købmagergade

For to år siden skrev jeg her på bloggen om Købmagergade og den idékonkurrence, som på det tidspunkt blev udskrevet. Nu er man så nået frem til at man lægge et prøvefelt med det forslag der vandt idékonkurrencen og efterfølgende er bearbejdet.

Det bliver på strækningen mellem Klareboderne og Kronprinsensgade, at Københavns Kommune lægger nye sten og :

Formålet med prøvebelægningen er at teste forskellige forhold, inden der skal lægges i alt ca. 3 mio. sten i området. Vi skal bl.a. vurdere

• farver og farvemix på stenene
• belægningsmønstre
• ledelinjer med og uden lys
• overfladebehandling
• terræntilpasninger
• afvandingssystem
• fugetyper
• tilrettelæggelse af anlægsarbejdet

Når prøvebelægningen er lagt, vil vi undersøge slid, renhold osv. ved at teste prøvefeltet over en længere periode. Dette vil ikke medføre færdselsgener.

Det vindende forslag tager udgangspunkt i den omtalte brugerundersøgelse, der bl.a. konkluderede:

De analyserede interessentgrupper er enige om, at der helt overordnet bør ske forbedringer og fornyelse på tre punkter: Vedligeholdelse, renholdelse og cyklisme – samlet i et begreb, som hedder orden. Dette ønske kombineres også med, at dette i sig selv vil være med til at eliminere nogle af de kritiske punkter ved området i dag.

Det er jo næsten overraskende at det private DMA/research konsulentfirma kan nå den konklusion, men de har også undersøgt interessenternes fortrukne storbyer og her peger de på Rom og Paris:

Mange af begrundelserne for at foretrække disse byer harmonerer i vid udstrækning med de forslag og ideer til fornyelse, som er gengivet ovenstående.
Det er elementer som

• arkitektonisk og historisk bevaret, men fungerer i en moderne by
• mange luftige pladser/oaser med grønne områder med rar belysning og belægning
• god renholdelsesstandard
• mange cafeer og afslapningssteder
• god blanding af kultur og stil
• forskelligartede miljøer indenfor samme område

Så ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at området fra Amagertorv til Nørreport via fornyelsen kommer til at give sit bidrag til at præge København som en international storby.

Det er da mageløst, sådan kan man få nogle nye sten i en gågade til at give København præg af en international storby.

Projektet hedder "Fra Kultorvet til Mælkevejen" og forventes at være færdigt i 2012.

Kilde: Københavns Kommune. Visualisering: Polyform Arkitekter og Karres en Brands Landschapsarchitecten bv

Nordhavnen

For nylig blev konkurrencen om omdannelsen af Nordhavnen fra havn til byområde i det der bliver "Skandinaviens største byudviklingsområde" og som derudover udvider området med 100 ha (eller det der svarer til 300 fodboldbaner).

For enden af den eksisterende Nordhavn er det planen at anlægge en 1,1 kilometer lang Krydstogsterminal (det er den hvide linje på kortet ovenfor) og det kommer til at kunne ses fra f.eks. Charlottenlund Fort, som det fremgår af denne tegning nedenfor:

Visualiseringen viser hvordan situationen ser ud, når selve terminalen er bygget, men der står også:

Der er foretaget en fotoregistrering af de eksisterende forhold i november 2008 / Januar 2009. Disse optagelser danner grundlag for visualiseringer af de fremtidige forhold. [...] Visualiseringerne i denne rapport viser ikke nye bebyggelser på Nordhavnens eksisterende areal eller evt. ny bebyggelse på det opfyldte areal, samt depoter og behandlingsanlæg i anlægsperioden.

I planen fra Københavns Kommune hedder det:

Lige nu og her er planen primært at anlægge en ny krydstogtkaj til gavn for turismen og dermed for hele Hovedstadsregionen. Resten skal foreløbigt ligge uberørt hen. Men på sigt betyder udvidelsen, at man i fremtiden kan byudvikle Nordhavn yderligere ned til vandet og samtidig skabe flere rekreative områder i København. Området omkring den nye krydstogtterminal bliver et nyt udflugtsmål for københavnere og turister med udkigstårn, mulighed for spadsereture, løb, skating og meget mere.

Altså kan der komme både højhuse og andet på områder og det har jo endnu større konsekvenser for udsigten herfra.

Selve udvidelsen af området sker for at kunne placere jord for Metrocityringen og fra Nordhavnsvejen og det betyder ifølge VVM-analysen:

Igennem hele anlægs- og driftsfasen vil vejnettet blive belastet af en stor mængde lastbiler, som skal transportere jord/muck til depotet. Al jord ankommer på lastbiler gennem krydset Sundkrogsgade/Kalkbrænderihavnsgade. I worst case scenario vil den største jordmængde pr. årsbasis i anlægsfasen blive leveret i 2012 og i driftsfasen i 2013. Der vil her køre knap 60 lastbiler i timen pr. retning på Sundkrogsgade og videre ad transportruten ud i Nordhavn, svarende til en lastbil pr. minut.

Kilde og illustrationer: Københavns Kommune, By og Havn

Maria Stuart

England. Slutningen af 1500-tallet. Den katolske skotske dronning Maria Stuart er sat i fængsel af sin kusine Englands dronning Elisabeth. Fængslingen skyldes i første omgang at Maria Stuart har slået sin mand i hjel, men Maria Stuart gør krav på den engelske trone. Skal Elisabeth nu underskrive Maria Stuarts dødsdom eller ej? Sådan kan rammefortællingen i Friedrich Schillers Maria Stuart kort beskrives. Men samtidig inviteres vi indenfor i magtens maskinrum, hvor Elisabeths rådgivere kæmper om hendes gunst og om at være på det vindende hold.

Problemet for dette stykke er at vi aldrig helt kommer ned i maskinrummet, det bliver en overfladisk skildring og betydningen for rådgiverne, Elisabeth og Maria Stuart kommer ikke frem. Det skyldes måske at de fem akter, som Schillers stykke består her er skåret ned til en kort to akters: Det betyder at stort set alt er skåret væk og det er jo netop i disse dele, at maskinrummet åbnes for os.

Heldigvis kan man udnytte tiden til at nyde både Sidse Babett Knudsen og Ditte Gråbøl, der yder deres bedste.

Instrution: Katrine Wiedemann, Scenografi: Maja Ravn, Manuskript: Friedrich Schiller. Foto Natascha Thiara Rydvald. Betty Nanset Teatret.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter

Med Men ikke hvis det gælder din datter samler Jan Guillou op på sine to helteskikkelser: Carl Hamilton (fra Hamilton-bøgerne og Madame Terror) og chefpolitiinspektøren Ewa Johnsén-Tanguy (Tyvenes Marked og Fjenden i os selv) og naturligvis journalisten Erik Ponti (Den store afsløring og Guillous alterego).

Carl Hamilton vender i første omgang tilbage til Sverige for at få omstødt sin livstidsdom. Via Erik Ponti kommer Hamilton i kontakt med Ewa Tanguy og ikke mindst hendes mand, den fhv. fremmedlegionær Pierre Tanguy. Her kunne bogen gå op i rødvin og finere fransk madlavning, hvis ikke familien Tanguys datter bliver kidnappet og dermed kan Hamilton og Pierre gå i gang med først en større efterretningsoperation, der sender Hamilton rundt til gamle venner i Rusland, Storbritannien og Frankring og Pierre kan samle sin gamle fremmedlegionær-venner til endnu en kamp.

Som vanligt formår Guillou at skrive både om storpolitik og om familierelationer og krydre det med samfundskritiske betragtninger om Sverige og i øvrigt også om Danmark, hvor den såkaldte tunesersag bliver omtalt:

Man havde pågrebet tre mænd, en dansker og to tunesere. Ifølge pressemeddelelsen og udtalelser fra efterretningstjenestens talsmænd havde de tre angiveligt planlagt at myrde en karrikaturtegner, som havde afbildet Muhammed med en bombe turbanen, en tegning, der de sidste to år havde været verdensberømt og var blevet selve symbolet på dansk ytringsfrihed og demokrati.

Men ellers er det alliancen mellem USA og Saudi-Arabien der er det storpolitiske omdrejningspunkt i romanen: For hvorfor er det at vi opretholder en alliance med et af de mest formørkede regimer i denne verden? Når privatpersoner og organisationer i Saudi-Arabien med store pengebeløb støtter både Hamas og Al-Qaida og Saudi-Arabien intet gør for at bremse pengestrømmene. Samtidig med at USA umiddelbart efter 11. september tillod en hel del saudi-arabere at forlade USA, herunder en del medlemmer af Bin Ladens familie. Måske kan det skyldes de tætte relationer mellem familien Bush og det store saudiske kongehus?

Det er Guillou i klassisk stil, hvor brovtende amerikanere sættes på plads af svenskere, franskmænd og russere. Det enøjede verdensbillede, som vi har i Danmark får dermed også et skud for boven. Bogen kan anbefales til en hver, men hvis man er borgerlig, neo-konservativ, så skal man nok læse den i små bidder.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Oversat fra svensk af Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk, 2008.