For komedie er der tale om i den amerikanske dramatiker Tracy Letts stykke, der er oversat af Troels II Munk og bearbejdet af Peter Langdal og Mette Wolf Iversen: Der bliver kastet med tallerknerne og midt i bordbønnen ringer en mobiltelefon.
Selve historien er nemlig ikke sjov: Et midaldrene akademikerægtepar, hvor Min kone spiser piller og jeg drikker. Det er den pagt, vi har indgået, som manden Gerhard (Jesper Langberg) siger i starten af forestillingen inden han forsvinder. Herefter sidder Lizzie (Ghita Nørby) tilbage som det store moderdyr og mens hendes familie kommer hjem for at besøge hende, så åbner dørene til alle familiens hemmeligheder sig.
Det er Lizzie der står for sandhederne og det er fantastisk at se Ghita Nørby folde sig store skuespillertalent ud, som den pillespisende og siddende mor overfor hendes tre døtre Kirsten (Karen-Lise Mønster), Jette (Tammi Øst) og Karen (Ann Eleonora Jørgensen):
Kirsten, hvor manden (Max Hansen) har fundet sig en yngre model, bibliotikaren Jette, som er forelsket i sin fætter Lille Charles (Thomas Bo Larsen) og endelig Karen, der endelig har fundet sig en mand (Bjarne Henriksen) og som bor i Spanien: Det er kampene mellem kvinderne, der driver stykket frem, mens mændene henstår som statister: Svigt, løgne og fortielser udbasuneres og langsomt nedbryder de sig selv og hinanden.
Skuespillerne gør et fantastisk arbejde, selvom jeg efterhånden er noget træt af at se Thomas Bo Larsen, spille den overgearede og halvdumme person, som han altid spiller. Men selvom folk griner, så forlader jeg alligevel teatret uden at have fået noget med hjem. For hvad er det lige præcis der er moralen? Er det familien som institution, der skal nedbrydes eller er det at vi ikke er åbne overfor hinanden, der er problemet? Og hvad skal der så sættes i stedet? Min Familie stiller spørgsmål, men giver ingen svar eller valgmuligheder.
Min Familie. Betty Nansen teatret. Spiller til 11. januar 2009. Foto fra forestillingen: Thomas Petri/Betty Nansen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar