lørdag den 8. december 2007

Metropolzonen

Metropolzonen er den del af Københavns centrum, der ligger mellem Rådhuspladsen og der hvor Vesterbrogade bliver smal. Området er kendetegnet ved at være bebygget over de sidste 100 år. Der er tale om et prestigeprojekt fra kommunens side:
Ambitionen er, at Metropolzonen både skal være et sted, københavnerne bruger i deres hverdag og byens visitkort, der viser verden, hvad København vil stå for i det 21. århundrede.

Der er nu gennemført en idéopgave, hvor en række kreative teams har lavet hver deres forslag. Men hvad skriver de egentlig i materialet, som Københavns Kommune har udgivet? Jeg har set det igennem og er egentlig overrasket over hvor meget varm luft der findes:

Team B:
Visionen er at tænke Metropolzonen som et open-air nationalarkiv, der er tilgængeligt for alle hele døgnet. Samtidig skal Metropolzonen være åben for løbende forandring og nye tiltag.

Det foreslås, at planlægningen i området angribes efter devisen step-by-step og piece-by-piece. De store forkromede indgreb afvises som værende passé og en potentiel pind i hjulet på områdets latente skønhed.

Team D
I stedet for de traditionelle lovgivningsmæssige rammer foreslås et ’motherboard’, der sikrer, at basale funktioner som infrastruktur og regulering af energiforbrug fungerer optimalt. Samtidig skal Motherboard’et sikre en de-regulering på andre områder, hvor en mere dynamisk by-innovation kan herske. Det skal være med til at skabe rum for midlertidige og spontane aktiviteter.

Team E
Den første del af Vesterbrogade, der leder ned til Rådhuspladsen genskabes som ’8. marts gade’ med et bredt fortov og grøn beplantning og lys. Air Italia bygningen ved Hovedbanegården rives ned til fordel for ny.

Københavns Kommune har på baggrund af idéopgaven har Københavns Kommune lavet projekter for de 6 områder og skriver selv følgende:

Kalvebod Brygge
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence, der skal give konkrete forslag til ny udnyttelse af Kalvebod Brygge. Kalvebod Brygge skal udvikles til et sted med liv og oplevelser. Flydende øer, haver eller noget helt tredje.

Jeg forstår ikke, hvor dette liv skal komme fra? Der bor jo ingen mennesker i området og så længe der ligger en motorgade, så kommer der nok heller ikke flere.

Banegravene
Københavns Kommune nedsætter i 2008 en task force med DSB og private aktører, der skal undersøge mulighederne for at bygge oven over banegravene ved Vesterport samt på begge sider af Hovedbanegården. Resultatet af analysen skal foreligge sommeren 2008.

Dette lyder interessant. Banegravene skaber nogle huller i byen, som man godt kunne anvende anderledes og specielt når Vesterport Station ikke bliver fredet.

Skt. Jørgens Sø
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence, der skal give ideer til, hvordan kanten af Skt. Jørgens Sø kan udvikles med nye rekreative muligheder. Københavns Kommune vil i den forbindelse også bede om idéer til, hvordan kvarteret omkring Nyropsgade, der grænser op til søen, kan tænkes som et sted for nye aktiviteter.

Det bliver Dansk Metal og 3F sikkert glade for, men hvem skal ellers komme forbi?

Tivoli
Københavns Kommune har indledt en dialog med Tivoli om, hvordan man kan skabe nye oplevelser langs kanten af den gamle have. Tanken er, at Tivolis bygninger langs kanten kan lukkes op og i højere grad blive til glæde for livet i de omkringliggende byrum. Der er særligt fokus på Bernstorffsgade.

Vester Voldgade
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence for omdannelse af Vester Voldgade til et rekreativt og levende strøg. Det er målet, at forbindelsen til vandet skal styrkes, og at tilgængeligheden til både havn og kulturinstitutioner skal forbedres for fodgængere og cyklister.

Hvis man nu lavede cykelstier og udvidede fortovene og plantede et par træer. Kræver det en projektkonlkurrence?

Kulturaksen
Københavns kommune udskriver i 2008 en idékonkurrence, der skal give idéer til, hvordan Metropolzonens mange kulturinstitutioner kan blive mere synlige og i højere grad indtage byrummet. Metropolzonen er hjemsted for en lang række kulturinstitutioner som Glyptoteket, Tivoli, Nationalmuseet, Slotsholmen, Dansk Design Center, DGI byen og det spirende kreative miljø i Den Brune og Hvide Kødby.

Ja. Det er sikkert et godt initiativ. Men kræver det virkelig en idékonkurrence?

Ritt bør tage sig sammen og komme ud af Bondams cafélattedrikkende, ruculosalatspisende, multikulturelle, radikale favntag. Alle disse konkurrencer, som også udsætter den nødvendige renovering af Købmagergade, og deres konsulenter og såkaldte eksperter. Kan vi ikke bare komme i gang? København trænger til en helt almindelig kærlig hånd.

Der er en udstilling om Metropolzonen på Axeltorv og man kan læse mere på www.kk.dk/metropolzonen.

Ingen kommentarer: