Vor Frue Kirke i Flammer

I går var det d. 11. september. En dato, der står prentet ind i vores fælles hukommelse, som den dag hvor den vestlige verden og det vi står for blev angrebet af islamister. Endnu i dag står vi midt i krigen mod terror og snart hver dag oplever vi forsøg på at slå til mod vores hverdag og livsform. Samtidig var det tidligere i september 200 året for det engelske terrorangreb på København i 1807, hvor Københavns Domkirke blev omdannet til et Københavnsk Ground Zero.

I anledning af begge årsdage har kunstnerparret Thyra Hilden og Pio Diaz sat ild til det indre af Københavns Domkirke, i lighed med hvad de gjorde ved Aros i starten af året.

Jeg finder fortsat ikke at kunsternes præmis holder: De vil henlede opmærksomheden på den destruktion, der ligger latent i den vestlige kultur. Men er det ikke mere korrekt at tale om islamismen. Her ligger destruktionen ikke latent, men her findes den i lys lue. Hvis de ville sætte ild til hullerne efter de store Buddha-statuer i Afghanistan, som Taleban skød i stykker eller i Tora Bora bjergene, hvor Bin Laden gemmer sig, så vil det give meget mening. Men at skyde skylden på vores kultur, det er for simpelt.

Men i Domkirkens blad for perioden (nr. 4, september - november 2007) skriver domprovst Anders Gadegaard følgende:

Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, skete for at begrænse ondskaben og bekæmpe
frygten, i verden og i os. Afsløre det onde og rense det ud af vores hjerter -
og genrejse os, lutret som ild til et liv uden frygt. (...). Derfor sagde
Johannes Døberen om Jesus: Han døber med Helligånd og ild.

Med denne læsning fik jeg mere ud af installationen end jeg egentlig forventede: Vi skal ikke frygte, men tro. Det forsonede liv danner grundlaget for den kristne tro og dermed for meget af den vestlige kultur.

Vor Frue Kirke i Flammer. 1. - 11. september 2007. Vor Frue Kirke. Foto: Cityonfire.org.