søndag den 20. november 2005

DR: 10 løfter til fremtidens public service

Danmarks Radio har fremlagt sit forslag til et nyt medieforlig. Mest diskussion har forslagene om at lade licensen stige med 1,5 pct. (udover inflationen) og at alle der har mulighed for at modtage DR skal betale licens. Men DR kommer også med 10 konkrete løfter:

#1 DER SKAL VÆRE FRIHED TIL SELV AT VÆLGE HVOR OG HVORNÅR
DR ønsker at være til stede på alle platforme, så man via sin mobiltelefon kan få adgang til nyheder og programmer fra DR.

#2 DER SKAL VÆRE NOGET AT SAMLES OM
DR vil spille en vigtig rolle for sammenhængskraften i Danmark ved at sætte større fokus på "de danske historier", bl.a. ved at sende mere dramatik og oplevelser, der samler danskerne.

#3 DER SKAL VÆRE EN MANGFOLDIGHED AF NYHEDER
Et kendetegn for DR er nyhedsudsendelserne, enten i form af Radioavisen eller TV-Avisen eller fra en af DR's regionalstationer. DR vil også fremover levere nyheder på alle platforme. Samtidig overvejer DR at lave en nyhedskanal.

Man kan så undre sig over at DR nu er i gang med at nedlægge sin nyhedsredaktion på fremmedsprog. Samtidig er jeg ikke sikker på at der sker nok til en 24-timers nyhedskanal, allerede i dag ser vi hvordan det er svært at få fyldt en valgaften ud med interessante historier, hvordan skal det så ikke gå, når det skal ske hele tiden. At følge CNN når der ikke er breaking news er heller ikke særlig spændende.

#4 BØRN OG UNGE SKAL OPLEVE UDFORDRENDE, DANSKE PROGRAMMER
For børn og unge, som tidligere var DR's flagskib, skal der også være nye kanaler, samtidig vil DR producere mere indhold til internettet og udarbejde spil med public service indhold.

#5 DR SKAL VÆRE RELEVANT FOR ALLE DANSKERE
DR vil have tilbud til alle danskere af en høj kvalitet og samtidig turde udfordre med at sende de såkaldt smalle programmer også i prime time.

#6 DR SKAL BIDRAGE TIL AT GØRE DANMARK TIL ET VIDENSAMFUND
DR vil bidrage til at danskerne kan anvende de nye medieplatforme med dansk indhold.

#7 ALLE SKAL HAVE MULIGHED FOR AT BRUGE NY TEKNOLOGI
DR vil prioritere de grupper, der ellers vil blive glemt af de kommercielle udbydere, som f.eks. handicappede

#8 ET LIVSKRAFTIGT DEMOKRATI
DR vil sætte fokus på det nære og give perspektiv på de europæiske beslutninger og lade danskerne komme til orde i debatten.

Det lyder som en provinsiel indgangsvinkel til nyheder. Det må være DR's opgave også at fokusere på beslutningerne og demokratiet i EU.

#9 ALLE SKAL HAVE ADGANG TIL VORES FÆLLES HISTORIE
DR vil digitalisere sit enorme arkivmateriale, så der bliver adgang til radio og tv-programmer.

#10 ENDNU MERE PUBLIC SERVICE
Som nævnte ovenfor ønsker DR at lave flere tv-kanaler og fortsat rationalisere, så DR kan levere mere indhold for de samme penge.

De 10 løfter viser hvad public service er. Men DR bør starte allerede nu og indrette sin programproduktion, så den ligger i tråd med disse løfter. Der er efter min mening for mange tomme bolig-programmer og genudsendelser. DR skla turde satse på ordentlige programmer, der ikke ligner de programmer, som de kommercielle stationer, som TV2 og TV3, viser i overflod.

Kilde: DR for dig og hele Danmark - ønsker og løfter til mediepolitisk aftale 2007-2010

Ingen kommentarer: