På Nationalmuseet (husk der er gratis adgang) vises for øjeblikket særudstillingen Tycho Brahes Verden, som handler om den store danske videnskabsmand Tycho Brahes og renæssancetiden; udstillingens undertitel er Danmark i Europa 1550 - 1600.
I den ene del af udstillingen handler det om Tycho Brahes historie og slægt og om selve tiden. I den anden del handler det om Uranienborg (Tycho Brahes slot og "forskningscenter" på Hven, midt i Øresund) og Tycho Brahes ry som astronom og vidensskabsmand. Her kan man se globusser og instrumenter under en store stjernehimmel.
Udstillingen er iscenesat, så den besøgende fornemmer renæssancens glæde ved symmetri og leg med perspektiv. En symmetrisk renæssancehave fungerer som grundplan (citeret fra pressemeddelelsen). Selve indholdet af udstillingen er sådan ikke noget galt med, men isencesættelsen ødelægger fuldstændig indholdet. Udstillingens genstande er nemlig placeret langs med siderne i det store udstillingslokale og teksterne er beskrevet i gratis hæfte, som man tager ved indgangen. i de smalle gange skal man så forsøge at læse de 406 forskellige tekster om genstandene i det dunkelt oplyste lokale og samtidig undgå af falde over gangenes sider.
De eneste tekster, der findes på selve udstillingen, er store generelle tekster, der indkredser hvert af udstillingens 22 temaer, der enkelte steder er noget intetsigende: "Nogle adelsslægter var mere magtfulde end andre,...". Ja, godt så - men hvilke? Eller "Den klassiske arkitektur fra Romerriget var inspirationen, men blev ikke slavisk kopieret". Fint.
En gang var det Natioalmuseets idé at oplyse os borgere om vores fortid og dermed gøre os klogere på os selv og historien. Her forsvinder oplysningen i en iscenesættelse, hvor den største oplysning må være, at man kan smage på renæssancens mad i restauranten og købe timeglas i butikken. I stedet forklare os om Tycho Brahes forskning, så ser vi de enkelte genstande, uden at de bliver sat ind i en sammenhæng eller for den sags skyld forklaret. Formidlingen forsvinder i iscenesættelsen. Nationalmuseet devaluerer sig selv med denne udstilling.
Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1550 -1600, åben til 9. april 2007. Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, København K. Åben Tirsdag-søndag: kl. 10-17. Gratis Adgang.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar