tirsdag den 2. januar 2007

Afsked med Krøniken

I går rullede det sidste afsnit af Danmarks Radios store fjernsynsserie om Danmark i efterkrigstiden, Krøniken, over skærmen. I det sidste afsnit fandt Palle og Ida endelig hinanden og Jens Otto Krag gik af som statsminister, efter at Danmark stemte sig ind i EF.

I Sidste afsnit er der for alvor drama: Karin Nielsen døde og Henrik udretter ting og sager på Bella, herunder formentlig at få fabrikken til at brænde ned til grunden, og Kaj Holger rammes af en blodprop. Dette drama har serien manglet i mange afsnit og det er derfor besynderligt, at samle det hele i et stort klimaks. Det virker som om manuskriptforfatterne lige pludselig har opdaget at der kun er et afsnit tilbage og så skal have samlet historierne sammen.

Gennem serien har vi været tilskuere til begivenhederne i udviklingen af det danske velfærdssamfund - og netop tilskuere har seriens personer også været. Ingen af karaktererne har for alvor sat sig igennem og forandret deres egen hverdag eller Danmark.

Danmarks Radio kan noget i sin dramaafdeling: Det er lækkert fotograferet, kostumer og scenografi er mageløst. Men der er behov for en stærkere udvikling af manuskripter og manuskripternes figurer ellers bliver det hele for poleret og småborgerligt.

Ingen kommentarer: