Noget Fremmed

Jeg har altid godt kunne lide den historiske roman - specielt når de handler om perioden 1850 og fremefter. Det var en periode, hvor Danmark gik i gang med udviklingen fra landbrugsland til industrination og hvor landet opnåede sin mindste udbredelse, med tabet af hertugdømmerne i 1864.

Og netop 1864 er hvad Lars Kjædegaards roman Noget Fremmed handler om. Vi stater midt på slagmarken ved Dybbøl, hvor løjtnant Rasmus Ingemann sammen med sit kompagni forsøger at holde de tyske tropper stangen. Rasmus Ingemann bliver ramt og må derefter miste sin ene arm. Rasmus kommer fra Helsingør og det er her, at resten af fortællingen foregår.

I Helsingør møder vi et snit gennem det meste af samfundet: Der er godsejeren, hvis tid forsvinder, de jødiske købmænd, hoteljomfruen og den prostituerede. Men de almindelige arbejdere og resten af almuen møder vi kun i forbifarten. Jeg kan ikke komme i tanke om at der i nyere tid er skrevet romaner og arbejderklassens vilkår.

De 43 personer (inkl. hunde, katte og en enkelt hoppe - de er alle nævnt på listen over personer) i romanen skal vi nå at møde og det er romanens store problem. Vi når aldrig at blive fortrolig med personerne, mens der er tid til at løse problemerne for den ugidelige jødiske købmandssøn, der har hjulpet den voldelige godsejers hustru med at forsvinde og som er placeret det barn, som han har fået med hende hos en ny pige. Samtidig skal vi opleve åbningen af Nordbanen mellem København og Helsingør og endda kan vi læse menuen.

Romanen vil for meget: Der skal være plads til kærlighed, krig, mord og så den historiske ramme fortælling om Helsingør. Det er alt for meget på kun 331 sider og det gør at fortællingen bliver for usammenhængende.

Lars Kjædegaard: Noget Fremmed. Lindhardt og Ringhof. 2004.