onsdag den 3. august 2005

Dream of Tower


I et tidligere indlæg har jeg skrevet om højhuse. Nu er der mulighed for at se 46 af verdens højeste bygninger på Dansk Arkitekturcenter.

Fra Det Skæve Tårn i Pisa til Freedom Tower i New York kan man oplever højhuse, både som projekt og som virkelighed. Højhusene er alle bygget i skalamodeller (1:200), så man kan se forskellen i højden på dem. Specielt er modellen for det 840 meter høje Millennium Tower, som skal bygges i Tokyo fascinerende at se.

Af danske modeller er rundetårn, SAS Royal og det aldrig opførte projekt på Krøyers Plads med. Heldigvis kan vi københavnere se over på vores østlige forstad Malmø, hvor Turning Torso placerer Øresundsregionen på listen over de høje bygninger.

Drømmen om højhuset har fulgt os mennesker siden tidernes morgen fra Babelstårnet til Millennium Tower. Vi stræber efter det højeste og spejler os i dem, som en projektion af vores egen balance og tyngdekraft.

Frem til 1990erne var det USA som var førende på bygningen af højhuse, Empire State Building og World Trade Center for blot at nævne to af de mest kendte. Men i dag bygges de fleste høje bygninger i Asien, hvor konkurrencen om at bygge den højeste bygning sammen med behovet for mere plads medfører den ene høje bygning efter den anden. Ja faktisk er der tale om egne samfund med hoteller, boliger, kontorer og parker.

Udstillingen mangler et katalog, så man kan tage de mange tekster med hjem og have sin egen oversigt over høje huse. Men den store boghandel har forskellige bøger om høje huse, som man kan købe i stedet for.

Dream of Tower. Udstilles fra 13. maj – til oktober i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 Kbh K. Telefon: 32 57 19 30. Åbningstider: 10-17 alle dage

Ingen kommentarer: