Demokrati

Anmeldelse. På Betty Nansen Teatret spilles for øjeblikket den britiske dramtiker og forfatter Michael Frayns stykke Demokrati. Demokrati handler om den tyske forbundskansler Willy Brandt (1913 - 1992) og Günter Guillaume, som var hans personlige sekretær og spion for den østtyske statsikkerhedstjeneste Stasi.

Stykket tager sin begyndelse i 1969 da SPD vinder forbundsdagsvalget mere end 40 pct. af stemmerne og sammen med FDB kan Willy Brandt danne den første socialdemokratisk ledede regering i Forbundsrepublikken Tyskland. Samtidig lykkedes det for Günter Guillaume at kommere tættere og tættere på Brandt og hans personlige og Tysklands politiske udvikling.

Willy Brandt er bannerfører for en normalisering af forholdet dels mellem de to tysklande og dels mellem Forbundsrepublikken Tyskland og stormagterne.

Samtidig er det Brandts ambition at vi skal "turde mere demokrati". Det resulterer bl.a. i en nedsættelse af valgretsalderen fra 21 år til 18 år, mens også udvidelser af lønmodtagernes rettigheder på arbejdspladsen. Det er bl.a. de rettigheder som kansler Schröeder og det tyske økonomi slås med den dag i dag.

Da Günter Guillaume bliver afsløret i 1974 bliver Brandt nødt til gå af. Det er en del af stykkets præmis, at Brandt ikke bliver fældet pga. at han har ladet en spion indgå i sin stab, men pga. af magtspil internt i SPD og at Brandt bliver fremstillet som en svag leder af hans egne ministre, samtidig ligger det klart at Brandt altid har haft let til depressioner, kvinder og alkohol. Brandt bliver efterfulgt af Helmut Schmidt, tidligere finansminister og som sidder frem til at Helmut Kohl bliver kansler i 1982.

I Peter Langdals iscenesættelse bliver det til kongemord og magtspil af Shakespearske alen. Scenografien er fascinerende med scenen placeret i midten (det kan faktisk lade sig gøre) og med tilskueren placeret rundt om denne arena, som var man til gladiatorkamp med jakkesætsklædte gladiatorer. Spillet foregår med en stærkt begrænset mængde rekvisitter. Det centrale er ordene og de samtaler, som skuespillerne har med hinanden og med sig selv. Specielt er det fascinerende når Guillaume (Nikolaj Lie Kaas) midt i en debat med kansleren (Lars Brygmann) går i dialog med sin kontaktmand hos Stasi (Morten Staugard), som i øvrigt sidder som iagttager rundt blandt publikum. Spillet er godt af det samlede mandlige ensemble af skuespillere.

Stykket af dog belastet et par enkelte mere eller mindre kulørte indslag, som jeg godt kunne have klaret mig uden: På et tidspunkt danser de rundt med kjoler og på et andet er det en fjernstyret bil der køre rundt med.

Men er nok bare mig, som ikke forstår det.

Hvis man har tiden, så vil en opdatering på tysk politik i 1960erne og 1970erne være på sin plads. Det giver en noget bedre baggrund for at forstå handlingen. Et godt overblik (som jeg selv har anvendt i denne artikel) kan man få på Bundeskansler Willy Brandt Stiftung, som har en veludbygget historisk side (også på engelsk) om Brandt og hans epoke.