Man sidder på det pæne og borgerlige Frederiksberg, pæn i tøjet og er næsten klar til en fornøjelig aften, da helvedes forgård toner frem for ens øjne. I et krigshærget land på kanten af Europa møder en vi række personer på samfundets bund, der overlever i en tåge af prostitution, narko og vold.Vi er på Edison, hvor Lars Noréns skræmmede, stærke Politkovskaja in Memoriam fortæller om et samfund, hvor moral og solidaritet er forsvundet til fordel for egoisme og moralsk forfald.
Norén giver i stykket os ikke håb, selvom Kvinden (Stine Stengade) på et tidspunkt ønsker at komme ud af sit misbrug sammen med sin søn, men mangler penge og sønnen derfor lader sig voldtage af en politiker for at få penge til hospitalet, så kommer drengen hjem igen og finder sin mor død, slået i hjel af Manden (Anders W. Berthelsen). I programmet skriver Lars Norén:
Det er et meget mørkt stykke. Det mørkeste jeg nogensinde har skrevet. Der er intet håb, intet lys. Det eneste håb i stykket er publikum og deres reaktion. Måske vil de gå hjem og sige: Vi kan ikke fortsætte sådan her!
Vil vi så det? Vil denne tur til helvedets forgård få os til at ændre verden? I Danmark har syv år med Anders Fogh som statsminister betydet at skyderier er blevet hverdagskost, den afstumpede og meningsløse vold er stigende og de fattigste får endnu færre penge mellem hænderne, mens de rigeste får store skattelettelser. Denne nyliberalistiske vej og den borgerlige kulturkamps kamp mod solidariteten og det fælles er den lige vej til det opdelte samfund, som Norén så tydeligt beskriver i stykket her.
Det er ikke smukt teater, men sort og nødvendigt teater, som Norén skriver. Betty Nansen skal have tak for at turde sætte det op.
Politkovskaja In Memoriam. Manuskript: Lars Norén. Iscenesættelse: Vibeke Bjelke. Foto fra forestillingen: Natascha Thiara Rydvald / Stine Stengade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar