Modpolen til denne indadvendthed er fortællingens genkomst:
Et sted hvor forfatterne prøver at sige noget. En mere klassisk litteratur, hvor der er en dialog og et plot og en handlingsgang og nogle temaer og en verden, som læserne kan gå ind i.
Vi, de druknede placerer sig klart i den sidst nævnte pol: Her skriver Carsten Jensen skipperbyen Marstal skønlitterære krønike gennem et helt århundrede frem til 1945. Vi følger fire generationers sømands kampe med havet og sig selv og kvindernes næsten umulige opgave med at holde styr på det hele hjemme i konernes by. Indtil en kvinde tager kampen op mod angsten for tabet og savnet. Langsomt opkøber hun byens skibe, så marstallerne til sidst er sømænd på andre byers skibe.
Sømændene kommer verden rundt omgivet af fremmede og har udsynet i modsætning til Ærøs bønder, der "livet ud går i den samme plovfure". Her ligger bogens ideologiske ramme. Mens bønderne er de nationale, mens sømændene er internationalisterne og Danmark har behov for det internationale udsyn og mødet med det fremmede.
Men i Danmark er det bønderne, der har fået lov til at skrive historien, så her fremgår det, at det den slidsomme venstre-bonde, der har skabt landets rigdom, mens sømændene på den store danske handelsflåde forbigås nærmest i tavshed. Det er kun skibsrederne Møller og Andersen (fra ØK, der i bogen optræder som Markussen) der i dag omtales i den danske nationale fortælling, men netop de blev store kraft af dygtige sømænd, der sled i det på klodens oceaner for at få fragterne frem.
Som vinden i skonnertens sejl drives man frem over romanens 687 sider. Det er en stor fortælling, som Carsten Jensen her har skabt og kan sammenlignes med Gunnar Staalesens Bergen-triologi, der på lignende vis fortæller Bergens historie gennem det 20. århundrede.
Vi, de druknede er den danske fortællings genkomst. Nu venter på den nye store danske arbejderfortælling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar