Jelne

Hun læner sig ud af det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden i januar.

Sådan starter debutanten Henriette E. Møllers roman om pigen Jelne. Hvad der starter som en næsten dagligdags historie om et ødelagt parforhold bliver med Henriette E. Møllers fantastiske skriveegenskaber til næsten magi. Jelne rykker sig selv tilbage til start. Hun tager tilbage til den kro hvor hun levede indtil sin mors død, da hun var syv og om morfaderen der tager hende med til Jylland. Efter morfaderens død er hun alene og kalder sig Jelne, efter at morfaderens på sin østjyske accent har sagt at hun er blewn jelne.

Som en fremmed kommer hun tilbage og bliver ansat på kroen. Hendes barndomsven, Daniel, er den eneste der genkender hende umiddelbart, men langsomt finder hun og Daniel hendes mors minder, men det er først da hun kommer på tomandshånd med Sigurd, kromanden, og det viser sig, at han er hendes onkel, at Jelne (eller Jenny, som hun rigtigt hedder) ser sig selv i nyt lys: Hun er ikke længere alenepigen Jelne, men Jenny, som har en stor familie på Sydsjælland.

Det er ikke uden grund af Henriette E. Møller har fået Statens Kunstfond treårige arbejdslegat. Jelne er godt komponeret og med en stilsikkerhed, der er utrolig for en debutant.

Henriette E. Møller: Jelne. Gyldendal, 2007.