søndag den 25. februar 2007

Verdens TV

Rundt om i avisernes programomtaler er der begyndt at dukke annoncer op for programmer på vores nabolandes fjernsynskanaler, som f.eks. svenske SVT1 eller den tyske ARD. Annoncerne er indrykket af Copydan Kabel TV, der repræsenterer kunstnere og kulturproducenter og som også står bag hjemmesiden www.verdenstv.dk.

De svenske fjernsynskanaler har hos mig placeringerne 9, 10 og 11 på min fjernbetjening og det sker ofte at jeg får zappet forbi og falder over en interessant udsendelse. Specielt hvad angår kulturprogrammer, så holder svenskerne fast i at disse kan vises i fjernsynet. Stationerne giver samtidig et godt indblik i vores naboers virkelighed. Generelt har de svenske kanaler et mere varieret udbud af programmer end de danske, der ofte holder sig til engelsksprogede serier og sjældent viser programmer fra Tyskland eller Frankrig.

Med en stadig tættere europæisk integration, så er det nødvendigt at vi også hører og ser mere om vores nabolande. Lad mig udover de svenske kanaler gøre opmærksom på den fransk sprogede TV5, der også viser film med danske undertekster.

Kanalerne koster hver omkring 1 kr. om måneden. Men TDC Kabel-TV er ikke særlig venlig overfor disse kanaler: Senest forsvandt NRK1 ud af den store pakke ved den seneste omlægning.

1 kommentar:

DanskPol sagde ...

Nu må du sgu holde op, Jokum. TV5 er da den mest elendige franske kanal, vi overhovedet kunne have i nettet. Det er kun fordi den er billig, at vi må trækkes med den.

Næh, du. Hvorfor kan vi ikke få France 1, 2 eller en af de mere interessante kommercielle franske kanaler?