søndag den 31. december 2006

Aftenlandet

I den sidste del af 1800-tallet blev Danmark moderne og i 1870erne begyndte kampen om Danmark for alvor: Mellem et konservativt højre, der levede i kraft af provisoriske beslutninger på tværs af flertallet i Folketinget, bondevennerne og de national-liberale i og omkring Venstre og endelig de nye radikale med brødrene Brandes i spidsen. I dette årti så vi også starten på 1900-tallets største folkebevægelse - den socialdemokratiske - med Slaget på Fælleden i 1871.

Det er i dette årti at forfatteren Michael Larsen lader en ung student Lars Mikkelsen ankomme til København efter et opgør med sin tyranniske fader. Brødrene Brandes kaldes dog her for Adler og romanen er da også et opgør med de kulturradikale. Brødrene Adler præsenteres som både magtbegærlige, hykleriske og som rene tyve af materiale til brug for deres bøger. I et centralt citat i dette opgør siger dr. Adler: Hver gang jeg hører ordet romantik, spænder jeg hanen på min pistol. Det er næsten ordret det samme som nazisten Herman Göring siger om kultur (læs mere om dette i et interview med Michael Larsen fra Berlingske Tidende). Michael Larsen formår at sætte kulturradikalismen under debat, men Michael Larsen leverer ikke selv svar på, hvad der skal sættes i stedet for, andet end bruddet i sig selv og det enkeltstående geni. Det er ikke godt nok og dermed bliver dette element i romanen endnu et indlæg i kulturkampen på den borgerligere reaktions side.

Lars Mikkelsen indlogerer sig på et pensionat, hvor han møder den teologistuderende Mønster og det er gennem ham, at Lars Mikkelsen møder en lang række andre studenter og introduceres for et stort persongalleri af journalister, kunstnere, politikere og naturligvis kærligheden. Mikkelsen bliver et instrument mellem de politiske bevægelser, der truer med at ødelægge både Lars Mikkelsens person og hans kærlighed. Under et middagsselskab møder Lars den erfarne opdager Leo Farker, der forsøger at opklare mordene på to unge piger.

Der er mange personer og handlinger at holde styr på, men det er tydeligt at forfatteren har det store overblik over sin historie og om tiden. Undervejs får man næste kameraagtige flyveture over det gamle København. Men bliver godt underholdt og jeg venter på andet bind i historien om Lars Mikkelsen og det store tid.

Michael Larsen: Den Store Tid, Aftenlandet, Peoples Press, 2004

Ingen kommentarer: