Den rejsende

Ude i det vestjyske, ved Ulfborg, knejser en stor rød og hvidmalet vindmølle. Den er det synlige symbol på Tvind. Men Tvind er også en verdensomspændende koncern af skoler, organisationer og virksomheder der, under dække af velgørenhed, puger penge sammen til brug for en lille gruppe udvalgte med Amdi Petersen i spidsen.

Den rejsende er en personlig beretning skrevet af Hans La Cour, som har været med det meste af vejen, fra bygningen af vindmøllen i Ulfborg til slutningen af 1980erne, hvor han optog film til brug for en Tvindejet tv-station til at han står af i New Zealand. I bogen kommer vi på en af de første busture fra Tvind til Indien og på langfart med et gammelt fyrskib på Stillehavet. Undervejs krydret med Hans La Cours oplevelser med Amdi og Tvind-systemet, som f.eks. Lærergruppens møder i Danmark, om hvordan det er at bo 4 i en lille lejlighed i Roskilde, mens ens løn overføres til den fælles konto.

Men det er først, da Hans La Cour rejser tværs over Stillehavet og han møder kærligheden og ser hvordan Amdi bor på dyre hoteller og kun kører i Mercedes, at han begynder at tvivle på Tvind og systemets beslutninger. Der mangler jeg i beretningen en bedre forklaringen, hvorfor det først er efter 18 år, at han beslutter sig for gøre oprør.

I udgangspunktet er Tvind et interessant erhvervseventyr, for hvordan en folkeskolelærers idéer kan vokse til en multinational koncern. I sig selv er det jo ikke problematisk. Problemet er at det er kombineret med en enerådende chef med en frygtbaseret ledelsesstil og et ledelseskollgeium, Lærergruppen, der ikke tåler kritik og som ser sig selv i opposition til det eksisterende. I Danmark og en række andre vestlige lande er Tvind anklaget for skattesvindel og misbrug af indsamlede midler. I den tredje verden ejer Tvind en lang række plantager og luksusejendomme.

Læs mere om Tvind på tvindalert.com, som fortæller om Tvinds arbejde på en kritisk måde, tvind.dk, som er Tvinds officielle hjemmeside og på DR Nyheders tema om Tvind-sagen.

Hans La Cour: Den rejsende. Aschehoug 2002.