Jokum Mønsted Nielsen

LEGO Architecture

2011-12-28T20:30:00.001+01:00

I julegave fik jeg af mine forældre, noget som de ikke har givet mig de sidste 20 år: LEGO. Men ikke hvilket som helst LEGO, men en æske fra LEGO Architecture, med brikker til at bygge Farnsworth House, et modernistisk mesterværk af Ludwig Mies van der Rohe og opført i 1951.

Serien LEGO Architecture indeholder også en lang række andre forskellige bygningsværker fra Burj Khalifa til Det Hvide Hus og man har samtidig mulighed for at stemme på, hvad der næste gang skal bygges i LEGO.

Jeg tror ikke det er sidste gang jeg ønsker mig LEGO, eller besøger LEGO-butikken på Strøget.

Kilde: LEGO.

DETOUR DK

2011-12-14T23:15:00.000+01:00

Selvom jeg ikke selv har kørekort, så kan en biltur være en god måde at bringe sig rundt på en rejse. I 2008 drog jeg tværs over USA fra Washington D.C. til Denver og i 2010 rejse vi rundt i Californien og omliggende stater, herunder den fantastiske Highway 1, som vi kørte ad mellem San Francisco og Los Angeles og hvor dette billede er fra:

Dette kom jeg til at tænke på, da jeg i søndags besøgte Dansk Arkitektur Center og udstillingen DETOUR DK. Udstillingen handler om det norske projekt Nationale Turistveger, hvor 18 udvalgte strækninger anvendes til at skabe nye turistoplevelser langs vejene og samtidig sikre mere moderne faciliteter langs vejene.

Projektet startede i 2005 og de sidste strækninger er færdige i 2020. Der er altså ikke tale om store nye investeringer, men om at anvende eksisterende midler på en mere kvalitativ måde. Oprindeligt søgte 50 projekter om støtte, men gennem en proces med kvalitetsråd, bestående af bl.a. med repræsentanter for organisationer, og et rådgivende udvalg med arkitekter og billedkunstnere, nåede man ned på de 18 strækninger. projekterne er både enkelte rastepladser til store monumenter for ofrene for hekseprocesserne af Louise Bourgeois.

Det kunne godt være, at det næste roadtrip skulle gå til Norge.

Selve udstillingens indhold er dog lidt skuffende. Den består mest af store fotos af nogle få af projekterne og af en video om Louise Bourgeois kunst.

DETOUR DK. Dansk Arkitekturcenter. Til 18. december 2011. Kilde: Nationale Turistveger.

Anna Karenina

2011-11-01T20:50:00.001+01:00

Hvordan tager man en roman på næsten 1000 sider med et utal af personer og historier og koger det ned til to og en halv times teater? Og særligt en roman, som mange taler om, men meget færre overhovedet har læst (herunder undertegnede)? Det forsøger den tyske dramatiker Armin Petras sig med i sin version, der er frit efter, Leo Tolstojs roman Anna Karenina.

Scenen er sat i en nedslidt balsal med tre kvinder og fire mænd, der forsøger sig med kærligheden: Anna (Stine Stengade) er gift med ministeren Karenin (Jens Jacob Tychsen), men forelsker sig i Vronskij (Carsten Bjørnlund) under et besøg hos Annas bror, Stefan (Mads M. Nielsen) og dennes bedragnes hustru Dasja (Laura Bro). Kitty (Karin Berg Heinemeier), der er søster til Dasja, er forelsket i Vronskij, men ender med at blive gift med Ljorvin (Rasmus Hammerich).

Balsalen kan være både skøjtebane og banegård og undervejs taler personerne til os i tredje person i monologer. Det lyder en smule hektisk, men det fungerer faktisk. Men alligevel går man hjem med en fornemmelse af ikke rigtig at være overbevidst om noget som helst. På en eller måde kommer kvinderne og kærligheden ikke under huden på os. Den eneste der rent faktisk giver os noget med hjem er mændene: Karenin og den grimme Ljorvin giver deres personer en dybde og dermed os andre nogle følelser.

Betty Nansen Teatret. Til 30. oktober 2011. Foto: Ulrik Jantzen / Stine Stengade

Stellings Hus

2011-09-19T23:11:00.001+02:00

Midt i København på hjørnet af Gammel Torv og Skindergade ligger et fint, moderne byhus. Der er ikke tale om et hvilket som helt byhus, men et hus tegnet af Arne Jacobsen og opført i årene 1934 - 37 og i øvrigt fredet.

Nu kunne man forestille sig, at ejeren og lejerne i ejendommen ville passe godt på huset eller at kommunen ville kræve, at husets værdier respekteres, men nej: Totredjedele af de store stuevinduer er nu dækket af grimme reklametekster i flere forskellige farver. Indenfor er der monteret gyselige lamper, der kunne være fundet på et loppemarked og en række definerbare planter.

Hvordan kan man få lov til - eller få sig selv til - at gøre sådan noget?

Aston: Pop arrangeret for klassisk orkester

2010-10-21T12:07:00.001+02:00

Noir

2010-10-13T22:29:00.005+02:00

En halv mørk eftermiddagsstund bevægede jeg mig til Østerbro og Teater Republique. På trods af besværlighederne med at tegne abonnement, så lykkedes det alligevel at få bestilt billetter og dermed også komme ud at se ny dansk dramatik af debutanten Marina Bouras.

Et forfaldent hotel langt væk fra alting, en privatdetektiv på en umulig mission, mærkværdige gæster og en femme fatale. Det er rammerne for kærlighedskrimien Noir. Men hvorfor? Had skal vi med dette stykke, der er det første projekt fra Republique teaterlaboratorium, QUE?

Som stilistik form fungerer blandingen af skuespil og video godt og at have et stykke uden logisk fremskridende handling er forfriskende, men hvis man ikke har en historie man kan fortælle, så skal man lade være. Og det er netop problemet: Hvad er det Marina Bouras vil med sit stykke? Så kan Jens Albinus, Susanne Storm og resten af holdet spille godt, men det intensiteten forsvinder som sand mellem hænderne, når formålet ikke bundfælder sig hos publikum.

Teater Republique er det teater under Københavns Teater med det største tilskud på i alt kr. 25,5 millioner om året og skal være det nyskabende teater med særligt henblik på klassikere i nye formgreb, international scenekunst og familieforestillinger samt en udfordring af teaterbegrebet.

Mit teaterbegreb blev udfordret, men hvorfor egentlig?

Noir. Teater Republique. Spiller til 6. november 2010. Foto fra forestillingen: Martin Tulinius

Moskva 7. oktober

2010-04-26T22:36:00.004+02:00

Tjetjenien. Anna Politkoskaja. Rusland. Man bliver næsten træt, allerede når man hører ordene - Er vi ikke færdige med dem? Nej, det bliver vi ikke og særligt ikke når den russiske præsident er på vej til officielt besøg i Danmark.

Hanne-Vibeke Holst har skrevet et vigtigt stykke og med Paprika Steen, i den altdominerende hovedrolle som Nina Krasnova, bliver det til en stærk fortælling om idealisme og magt i vores naboland Rusland. Nina er idealisten, der uanset farerne, kæmper retfærdighedens kamp for de civile i Tjetjenien også selvom det betyder afsavn for hendes egen familie. Men i Rusland sætter man sig ikke op mod magthaverne og det bliver da også Ninas endeligt.

Moskva 7. oktober. Betty Nansen Teatret. Foto: Das Büro

Macbeth

2010-04-10T12:53:00.002+02:00

Gasværket har et fascinerede stort teaterrum, hvor scenografen kan få noget fra hånden eller bruge de nøgne vægge og gulvet som det er. Men hvis man ikke passer på, så forsvinder selve stykket i effekter og videopræsentationer. Og det er lige præcis problemet med Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Shakespeares Macbeth med scenografi af Maja Ravn. Vi skal både ud at køre med tog og en tur på havnen og se på HMS Duncan. Wiedemann og Ravn har tidligere arbejdet sammen om Et Drømmespil og Maria Stuart, der begge spillede på Betty Nansen Teatret, men på Gasværket går det desværre galt for dem. Det tidløse drama om magt og mord i Skotland bliver aldrig nærværende for os som tilskuere, da man hele tiden bliver forstyrret af de nye overraskende indfald.

Med gode kræfter som Sofie Gråbøl og Nicolas Bro, der er de bærende kræfter som hhv. Lady Macbeth og Macbeth er det ærgerligt, at der aldrig for alvor kommer magi ud af første akt - det virker som en meget lang introduktion af historien og personerne. I andet akt bliver der skåret ned for effekterne og op for skuespillet: Her sidder Macbeth på toppen af sin magt, med dræbte fjender og venter på sit endeligt - Det endeligt som heksene i starten af stykket spår ham. Lady Macbeth kan ikke komme over, at de i deres kamp for magten har slået både kvinder og børn i hjel og ender med at begå selvmord, ved at kaste sig i voldgraven, den eneste måde som hun kan vaske blodet af sine hænder.

Macbeth. Af Wiiliam Skakespeare. Gasværket, til 1. maj 2010. Instruktør: Katrine Wiedemann. Sceonografi og kostumer: Maja Ravn. Dramagturg: Karen-Maria Bille. Foto: Niklos Szabo.

Købmagergade - igen

2010-03-24T23:02:00.002+01:00

Jeg har tidligere skrevet om Købmagergade og det renoveringsprojekt, der gik i gang for næsten tre år siden og som indtil videre kun har resulteret i et prøvefelt. Men nu viser det sig at projektet bliver dyrere end forventet og derfor indstillede Teknik- og Miljøforvaltningen, at det kun er Kultorvet og Hauser Plads, der realiseres og resten skal komme i en eller flere senere faser. Udvalget valgte dog at udskyde beslutningen til starten af april måned for - måske - at finde resten af pengene.

Hvis nu Københavns Kommune havde droppet den lange vej med borgerundersøgelser og fået lagt nye sten på Købmagergade, så havde vi dag en pæn gågade.

I øvrigt så forstår jeg ikke, hvordan Politiet og Københavns Kommune kan tillade den efterhånden store mængde af menneskelige skilte, der står på Strøget: Hvorfor er det vi tillader denne tivolisering af vores smukke hovedstad?

En smule stilhed før stormen

2010-03-14T15:22:00.003+01:00

Hvad er egentlig teatrets rolle i det senmoderne samfund? Skal det følge med tiden eller fastholde sin egen postition? Det spørgsmål formår den 42-årige tysker Theresia Walser på en ganske underholdende måde at gøre levende for publikum i stykket En smule stilhed før stormen:

Tre generationer af skuespillere skal mødes og diskutere teatret og samtiden: Den ældre (Paul Hüttel), den midladrende (Thomas Mørk) og den unge (Mads Wille) og selvom de er meget forskellige, så har de det til fælles, at de alle har spillet Hitler på et tidspunkt - eller den unge har spillet Joseph Goebels og ikke Hitler.

Det er både velskrevet og velspillet og giver godt med stof til eftertanke. Den unge vil redde verden med videoindslag under stykket og med lyden af smeltende gletchere, hvor den ældre holder fast i en traditionel teater, hvor det handler om betoningen af de enkelte ord og udtalen af dem - det som den ældre kalder sprogets musik.

Opsætningen ramler sammen med den opståede diskussion om Det Kongelige Teaters rolle i Danmark. For mig er der ingen tvivl om, at det er nødvendigt med et stort nationalt teater, der både skal spille de klassiske stykker og kunne prøve kræfter med nye dramatikere, som f.eks. Jokum Rohde, som bl.a. har fået sat Pinocchios Aske op og det uden at forfalde til anvendelsen af video og andre yderst kreative indfald, som mange andre forsøger sig med for at gøre klassikerne mere spændende og ungdommelige.

Taleteatret går forhåbentlig aldrig af mode og med stykker som En smule stilhed før stormen kommer det nok heller ikke til at ske.

En smule stilhed før stormen. Spillede på Husets Teater til 13. marts 2010 og er nu på turné til mere end 30 byer i Danmark. Manuskript: Theresia Walser. Iscenesættelse: Christoffer Berdal
Scenografi: Nina Flagstad. Oversættelse: Gitte Niemann, Simon Boberg.

Verdensbilleder: Den globale plakat

2010-03-14T14:53:00.003+01:00

Uanset set om det er på væggen i en amerikansk sitcom eller i min egen stue hænger der plakater. Plakaten er udover den er en reklame også en helt særlig kunstform og netop plakaten som kunstform viser Kunstindustrimuseet for øjeblikket en stor udstilling om.

Mere end 300 plakater har museet fundet frem og det dækker fra Toulouse-Lautrec til Per Arnoldi, fra Moulin Rouge til Obama. Plakaterne er opdelt i forskellige temaer: Reklame, Politik og Kunst og indenfor hvert temaer er der så casestorys, der går mere i dybden med enkelte plakater.

Det er næsten overvældende med så mange plakater og det er da heller ikke alle de kommer til sin ret, men det drejer sig primært som reklameplakaterne og her passer det på sin vis godt nok med det sansebombardement, som reklamerne jo er.

En enkelt anke må jeg dog komme med: Hvorfor skal de fleste af teksterne ligge på gulvet? Det er ganske irriterede at man skal bukke sig ned for at læse dem.

Verdensbilleder: Den globale Plakat. Kunstindustrimuseet, Bredgade 68, 1260 København K. Til 5. april 2010.

Et Dukkehjem

2009-11-25T21:47:00.004+01:00

Findes der mon gymnasieelever, der ikke har gennemgået Henrik Ibsens Et Dukkehjem? I hvert fald var Folketeatret (der nu hedder Folketeatret.dk af uransagelige grunde) fyldt af næsten interesserede gymnasieelever, da jeg var inde at se det. Handlingen er dermed også kendt for langt de fleste: Vi ved det ender med at Nora (Maibritt Saerens) går hjemmefra - Væk fra sin mand Torvald (Ole Lemmeke), sine børn og det dukkehjem, som hun leger rundt i.

Og et dukkehjem er der tale om her. Nora kravler rundt på scenografien og optræder meget mekanisk - ja som en dukke. Scenografien består af reoler med en skærm, hvor man kan vise de mennesker der kommer til lejligheden: Den gamle veninde Kristine Linde (Merete Nørgaard), Doktor Rank (Christian Mosbæk) og Noras mulige nemesis Nils Krogstad (Frank Theil).

For mig var første akt en sejtrækker: Nora er hammerirriterende og de øvrige fremstår som statister. Det er først i det endelige opgør mellem Nora og Torvald, at Maibritt Saerens rent faktisk viser sig som en glimrende skuespiller. Her i opgøret formår hun at springe af rollen som dukke og vise sig om en rigtig kvinde inden hun til sidste sprænger reolerne og går.

Men hvor er det at iscenesætteren Frederik Arntzen Neergaard vil hen med sin forestilling? Teksten er holdt til det oprindelige, men scenografi og kostumer er moderne. Vil han vise en klassisker for klassikerens egen skyld. Der er jo tale om et vigtigt stykke - det første moderne stykke i det hele taget eller vil han give os noget til, hvordan kvindefrigørelsen står i dag? Forestillingens problem er, at den vil begge dele og dermed formår han ikke at nogle af delene godt nok. Der er jo ellers massevis at ligestillingsproblemer at sætte til debat: Pornoficering, uligeløn, vold mod kvinder. Listen er lang, så Ibsens stykke er fortsat moderne og yderst relevant.

Folketeatret.dk: Et Dukkehjem. Af Henrik Ibsen. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap
Iscenesættelse: Frederik Arntzen Neergaard.

Spiller på Folketeatret 6.-20. november, derefter turne til 21. december. Foto: Thomas Petri.

Cirkelbro over Christianshavns Kanal

2009-11-11T21:17:00.003+01:00

Mellem Daniscos hovedkvarter og Nordeas hovedkvarter, på den gamle B&W-grund har Olafur Eliasson tegnet en ny bro, der består af fem cirkler med hver sin mast. Broen er 32 meter lang og vil kunne tillade mindre både og havnerundfarterne at komme igennem og ellers kan broen åbne for sejlbådene.

Broen kommer til at koste i alt 34 millioner, hvoraf Københavns Kommune betaler 7,7 millioner - og disse midler kommer rent faktisk fra et gavebrev, som Københavns Kommune fik af Privatbanken da byen fyldte 800 år i 1967.

Det er et tomt og vindblæst sted, som Cirkelbroen bliver placeret på. Det er meget sjældent at man har lyst til gå forbi Daniscos hovedsæde, så derfor vil broen gøre det meget lettere at komme rundt og bidrage til en forbedring af miljøet omkring kanalen. Men man må samtidig håbe, at der plads til en café eller en anden for for liv, for ellers bliver området ikke en del af det maritime miljø.

Kilde: Nordea-fonden.

Kulturløs kritik af klokkeringning

2009-10-14T18:16:00.002+02:00

Der er ingen grænser for, hvordan politikere vil blande sig i folkekirkens forhold. Nu er det kirkeklokkerne, der ringer solen op og ned, som gør folk utilfredse og naturligvis er der en politiker eller to, der vil tage sagen op. Bente Dahl fra Det Radikale Venstre siger til 24timer:

Vi har faktisk tænkt på at tage det op. Vi er i en anden situation i dag end i 1685, hvor loven blev lavet, og vi mener, at kirkerne bør underlægges de samme regler som alle andre.

Venstres medlem af Folketingets Kirkeudvalg Per Bisgaard supplerer:

Hvis der er nogen, der føler sig forulempet af det her, er det da klart noget, vi vil kigge på.

Undskyld mig. Men måske kunne folk se sig om, inden de flytter ind: Det er jo ikke fordi kirken dukker op om søndagen. Den har som oftest ligger der i 100 år. Hvorfor er det lige, at vi skal smide de danske traditioner væk?

Tidligere i år har vi set det med lukkeloven, hvor det nu skal være muligt for butikkerne at holde åbent hver søndag, bortset fra helligdage. I lighed med lukkeloven fortæller kirkeringningen, at der er morgen og aften og hvile dage. Men det er liberalisterne er jo ligeglade med. Her handler det om profit og nyttemaksimering.

Texas - baseret på virkelige hændelser

2009-09-23T21:36:00.004+02:00

Stein Bagger. Bernard Badoff. Roskilde Bank. Sagerne om bedrageri og fusk i erhvervsvirksomheder har der været mange i de seneste år. På Teater Grob - der ligger på Nørrebrogade 37, hvor Kaleidoskop lå frem til denne sæson - tager de livtag med erhvervslivets skandaler og viser samtidig de almindelige mennesker der kommer til at bøde for skandalerne:

Kenneth (Thomas Levin) er direktør i firma, der sælger anparter i oliemøller i Texas. Anparterne sælger af ihærdige sælgere, der hver måned deltager i en salgskonkurrence om at nå det højeste salg. I stykket er det Sarah (Charlotte Munch), der er i slutningen af 20erne og med en søn på ni år, der er i fokus og endelig med muligheden for at vinde månedens salgskonkurrence- de øvrige sælgere spilles ganske glimrende af elever fra Skuespillerskolen Ophelia. I virkeligheden indeholder oliemøllerne ikke noget olie og Kenneth har fået pengene til at etablere sin virksomhed fra salg af narkotika. Således ser vi i første del, det pæne kontor i Bredgade, med sælgerne i pæne jakkesæt og dyre ure: Her er der styr på og ejerne overlever og festen er i gang med champagne og limousiner. Her sælges drømme.

Men hver gang, der bliver solgt en drøm, så bliver der også købt en: Det ser vi i anden del, hvor vi er i en to værelses på Glasvej i Nordvest. Her bor politibetjenten Anders (Troels Thorsen) med sin gravide kæreste Sofie (Signe Vaupel). Anders har, uden Sofies vidende, "investeret" arven efter Sofies mor i oliemøllerne i Texas og hvor det der startede som en investering på 25.000 er endt med yderligere indbetalinger på i alt 600.000. Anders vil gerne give Sofie hendes drømmehus, men taber drømmen på gulvet, da der ikke er tale om anparter der giver afkast, men kun udgifter og flere udgifter. Om Anders får sine penge og sin kæreste igen - det skal jeg ikke afsløre her.

Stykket giver dermed de to sider af den liberalisme, som har været målet for regeringerne i starten af dette århundrede: Hvis vi giver los og lader de initiativrige erhvervsfolk klare sig selv, så bliver nogen nok rigere - dem selv, Men på den anden side sidder der almindelige mennesker tilbage med taber. Liberalisterne vil sige, at kunderne selv kan gennemskue de komplekse og juridiske betingelser, der fremgår af tegningsmaterialet. Jyske Invest anfører f.eks. i et svar til Finanstilsynet følgende:

Hedgeforeningen Jyske Invest ligger i den forbindelse vægt på, at salgsbrochuren for Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som består af markedsføringsmateriale, vilkårsbeskrivelse, vedtægter og tegningsprospekt, skal
læses og vurderes i sin helhed, at en vurdering af enkeltstående eller løsrevne formuleringer er uhjemlet, ligesom en vurdering hverken kan eller skal baseres på en retrospektiv vinkel, og at en vurdering tværtimod skal tage udgangspunkt i en gennemsnitsoplyst investor, som må forudsættes at have et vist niveau af kendskab til investeringsteori og på baggrund af forholdene på det tidspunkt, hvor udbuddet finder sted.

Finanstilsynet giver herefter en påtale. Men Jyske Invest og sælgerne i Jyske Bank er jo ligeglade om deres kunder har et kendskab til investeringsteori (hvem har det?), men det fremgår ikke af Jyske Invests hjemmeside.

Texas formår på glimrende vis at vise problemerne med liberalismen. Svaret på liberalismen er det socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor staten sætter rammerne for erhvervslivet. Men vi kan ikke kun gøre det i Danmark. Derfor er EU det klare middel til at sikre en reel regulering af erhvervslivet. Texas bør være pligtforestilling for de højreorienterede liberalister.

Texas - baseret på virkelige hændelser. Teater Grob. Manuskript: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Christian Friedländer. Spilleperiode: 19.09.09 – 24.10.09.

Stenene på Købmagergade

2009-08-06T21:41:00.004+02:00

For to måneder siden skrev jeg om Københavns Kommunes forsøg med ny belægning på Købmagergade mellem Klareboderne og Kronprinsensgade.

Nu er stenene lagt og jeg finder, at vi får en meget rodet gaderum, hvor mønsteret i stenene næsten skrige til hinanden og dermed tage oplevelsen fra husene og det er særligt problematisk, når Købmagergade både har Regensen, Rundetårn og den gamle Postgaard.

Man kunne i lighed med Strøget lægge en grå natursten, i stedet for disse mønstre af grå, hvid og sort. Det ligner alt for meget de gågader, som mange provinsbyer lagde i starten af 1970erne, der bestod af store sorte og hvide sten.

Kilde: Københavns Kommune. Visualisering af Polyform Arkitekter og Karres en Brands Landschapsarchitecten bv

Nye sten på Købmagergade

2009-06-06T15:46:00.006+02:00

For to år siden skrev jeg her på bloggen om Købmagergade og den idékonkurrence, som på det tidspunkt blev udskrevet. Nu er man så nået frem til at man lægge et prøvefelt med det forslag der vandt idékonkurrencen og efterfølgende er bearbejdet.

Det bliver på strækningen mellem Klareboderne og Kronprinsensgade, at Københavns Kommune lægger nye sten og :

Formålet med prøvebelægningen er at teste forskellige forhold, inden der skal lægges i alt ca. 3 mio. sten i området. Vi skal bl.a. vurdere
farver og farvemix på stenene
belægningsmønstre
ledelinjer med og uden lys
overfladebehandling
terræntilpasninger
afvandingssystem
fugetyper
tilrettelæggelse af anlægsarbejdet
Når prøvebelægningen er lagt, vil vi undersøge slid, renhold osv. ved at teste prøvefeltet over en længere periode. Dette vil ikke medføre færdselsgener.

Det vindende forslag tager udgangspunkt i den omtalte brugerundersøgelse, der bl.a. konkluderede:

De analyserede interessentgrupper er enige om, at der helt overordnet bør ske forbedringer og fornyelse på tre punkter: Vedligeholdelse, renholdelse og cyklisme – samlet i et begreb, som hedder orden. Dette ønske kombineres også med, at dette i sig selv vil være med til at eliminere nogle af de kritiske punkter ved området i dag.

Det er jo næsten overraskende at det private DMA/research konsulentfirma kan nå den konklusion, men de har også undersøgt interessenternes fortrukne storbyer og her peger de på Rom og Paris:

Mange af begrundelserne for at foretrække disse byer harmonerer i vid udstrækning med de forslag og ideer til fornyelse, som er gengivet ovenstående.
Det er elementer som
arkitektonisk og historisk bevaret, men fungerer i en moderne by
mange luftige pladser/oaser med grønne områder med rar belysning og belægning
god renholdelsesstandard
mange cafeer og afslapningssteder
god blanding af kultur og stil
forskelligartede miljøer indenfor samme område
Så ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at området fra Amagertorv til Nørreport via fornyelsen kommer til at give sit bidrag til at præge København som en international storby.

Det er da mageløst, sådan kan man få nogle nye sten i en gågade til at give København præg af en international storby.

Projektet hedder "Fra Kultorvet til Mælkevejen" og forventes at være færdigt i 2012.

Kilde: Københavns Kommune. Visualisering: Polyform Arkitekter og Karres en Brands Landschapsarchitecten bv

Nordhavnen

2009-04-07T19:59:00.005+02:00

For nylig blev konkurrencen om omdannelsen af Nordhavnen fra havn til byområde i det der bliver "Skandinaviens største byudviklingsområde" og som derudover udvider området med 100 ha (eller det der svarer til 300 fodboldbaner).

For enden af den eksisterende Nordhavn er det planen at anlægge en 1,1 kilometer lang Krydstogsterminal (det er den hvide linje på kortet ovenfor) og det kommer til at kunne ses fra f.eks. Charlottenlund Fort, som det fremgår af denne tegning nedenfor:

Visualiseringen viser hvordan situationen ser ud, når selve terminalen er bygget, men der står også:

Der er foretaget en fotoregistrering af de eksisterende forhold i november 2008 / Januar 2009. Disse optagelser danner grundlag for visualiseringer af de fremtidige forhold. [...] Visualiseringerne i denne rapport viser ikke nye bebyggelser på Nordhavnens eksisterende areal eller evt. ny bebyggelse på det opfyldte areal, samt depoter og behandlingsanlæg i anlægsperioden.

I planen fra Københavns Kommune hedder det:

Lige nu og her er planen primært at anlægge en ny krydstogtkaj til gavn for turismen og dermed for hele Hovedstadsregionen. Resten skal foreløbigt ligge uberørt hen. Men på sigt betyder udvidelsen, at man i fremtiden kan byudvikle Nordhavn yderligere ned til vandet og samtidig skabe flere rekreative områder i København. Området omkring den nye krydstogtterminal bliver et nyt udflugtsmål for københavnere og turister med udkigstårn, mulighed for spadsereture, løb, skating og meget mere.

Altså kan der komme både højhuse og andet på områder og det har jo endnu større konsekvenser for udsigten herfra.

Selve udvidelsen af området sker for at kunne placere jord for Metrocityringen og fra Nordhavnsvejen og det betyder ifølge VVM-analysen:

Igennem hele anlægs- og driftsfasen vil vejnettet blive belastet af en stor mængde lastbiler, som skal transportere jord/muck til depotet. Al jord ankommer på lastbiler gennem krydset Sundkrogsgade/Kalkbrænderihavnsgade. I worst case scenario vil den største jordmængde pr. årsbasis i anlægsfasen blive leveret i 2012 og i driftsfasen i 2013. Der vil her køre knap 60 lastbiler i timen pr. retning på Sundkrogsgade og videre ad transportruten ud i Nordhavn, svarende til en lastbil pr. minut.

Kilde og illustrationer: Københavns Kommune, By og Havn

Maria Stuart

2009-03-15T14:28:00.004+01:00

England. Slutningen af 1500-tallet. Den katolske skotske dronning Maria Stuart er sat i fængsel af sin kusine Englands dronning Elisabeth. Fængslingen skyldes i første omgang at Maria Stuart har slået sin mand i hjel, men Maria Stuart gør krav på den engelske trone. Skal Elisabeth nu underskrive Maria Stuarts dødsdom eller ej? Sådan kan rammefortællingen i Friedrich Schillers Maria Stuart kort beskrives. Men samtidig inviteres vi indenfor i magtens maskinrum, hvor Elisabeths rådgivere kæmper om hendes gunst og om at være på det vindende hold.

Problemet for dette stykke er at vi aldrig helt kommer ned i maskinrummet, det bliver en overfladisk skildring og betydningen for rådgiverne, Elisabeth og Maria Stuart kommer ikke frem. Det skyldes måske at de fem akter, som Schillers stykke består her er skåret ned til en kort to akters: Det betyder at stort set alt er skåret væk og det er jo netop i disse dele, at maskinrummet åbnes for os.

Heldigvis kan man udnytte tiden til at nyde både Sidse Babett Knudsen og Ditte Gråbøl, der yder deres bedste.

Instrution: Katrine Wiedemann, Scenografi: Maja Ravn, Manuskript: Friedrich Schiller. Foto Natascha Thiara Rydvald. Betty Nanset Teatret.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter

2009-01-04T12:18:00.003+01:00

Med Men ikke hvis det gælder din datter samler Jan Guillou op på sine to helteskikkelser: Carl Hamilton (fra Hamilton-bøgerne og Madame Terror) og chefpolitiinspektøren Ewa Johnsén-Tanguy (Tyvenes Marked og Fjenden i os selv) og naturligvis journalisten Erik Ponti (Den store afsløring og Guillous alterego).

Carl Hamilton vender i første omgang tilbage til Sverige for at få omstødt sin livstidsdom. Via Erik Ponti kommer Hamilton i kontakt med Ewa Tanguy og ikke mindst hendes mand, den fhv. fremmedlegionær Pierre Tanguy. Her kunne bogen gå op i rødvin og finere fransk madlavning, hvis ikke familien Tanguys datter bliver kidnappet og dermed kan Hamilton og Pierre gå i gang med først en større efterretningsoperation, der sender Hamilton rundt til gamle venner i Rusland, Storbritannien og Frankring og Pierre kan samle sin gamle fremmedlegionær-venner til endnu en kamp.

Som vanligt formår Guillou at skrive både om storpolitik og om familierelationer og krydre det med samfundskritiske betragtninger om Sverige og i øvrigt også om Danmark, hvor den såkaldte tunesersag bliver omtalt:

Man havde pågrebet tre mænd, en dansker og to tunesere. Ifølge pressemeddelelsen og udtalelser fra efterretningstjenestens talsmænd havde de tre angiveligt planlagt at myrde en karrikaturtegner, som havde afbildet Muhammed med en bombe turbanen, en tegning, der de sidste to år havde været verdensberømt og var blevet selve symbolet på dansk ytringsfrihed og demokrati.

Men ellers er det alliancen mellem USA og Saudi-Arabien der er det storpolitiske omdrejningspunkt i romanen: For hvorfor er det at vi opretholder en alliance med et af de mest formørkede regimer i denne verden? Når privatpersoner og organisationer i Saudi-Arabien med store pengebeløb støtter både Hamas og Al-Qaida og Saudi-Arabien intet gør for at bremse pengestrømmene. Samtidig med at USA umiddelbart efter 11. september tillod en hel del saudi-arabere at forlade USA, herunder en del medlemmer af Bin Ladens familie. Måske kan det skyldes de tætte relationer mellem familien Bush og det store saudiske kongehus?

Det er Guillou i klassisk stil, hvor brovtende amerikanere sættes på plads af svenskere, franskmænd og russere. Det enøjede verdensbillede, som vi har i Danmark får dermed også et skud for boven. Bogen kan anbefales til en hver, men hvis man er borgerlig, neo-konservativ, så skal man nok læse den i små bidder.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Oversat fra svensk af Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk, 2008.

Min familie

2009-01-03T17:38:00.006+01:00

Er alting sjovt? Efter jeg har set Min Familie på Betty Nansen Teatret skulle man næsten tro det. Her skraldgrinede publikum over alt, hvad der blev sagt og gjort på scenen. Man kunne ligeså godt have været publikum til optagelsen af en amerikansk komedieserie.

For komedie er der tale om i den amerikanske dramatiker Tracy Letts stykke, der er oversat af Troels II Munk og bearbejdet af Peter Langdal og Mette Wolf Iversen: Der bliver kastet med tallerknerne og midt i bordbønnen ringer en mobiltelefon.

Selve historien er nemlig ikke sjov: Et midaldrene akademikerægtepar, hvor Min kone spiser piller og jeg drikker. Det er den pagt, vi har indgået, som manden Gerhard (Jesper Langberg) siger i starten af forestillingen inden han forsvinder. Herefter sidder Lizzie (Ghita Nørby) tilbage som det store moderdyr og mens hendes familie kommer hjem for at besøge hende, så åbner dørene til alle familiens hemmeligheder sig.

Det er Lizzie der står for sandhederne og det er fantastisk at se Ghita Nørby folde sig store skuespillertalent ud, som den pillespisende og siddende mor overfor hendes tre døtre Kirsten (Karen-Lise Mønster), Jette (Tammi Øst) og Karen (Ann Eleonora Jørgensen):

Kirsten, hvor manden (Max Hansen) har fundet sig en yngre model, bibliotikaren Jette, som er forelsket i sin fætter Lille Charles (Thomas Bo Larsen) og endelig Karen, der endelig har fundet sig en mand (Bjarne Henriksen) og som bor i Spanien: Det er kampene mellem kvinderne, der driver stykket frem, mens mændene henstår som statister: Svigt, løgne og fortielser udbasuneres og langsomt nedbryder de sig selv og hinanden.

Skuespillerne gør et fantastisk arbejde, selvom jeg efterhånden er noget træt af at se Thomas Bo Larsen, spille den overgearede og halvdumme person, som han altid spiller. Men selvom folk griner, så forlader jeg alligevel teatret uden at have fået noget med hjem. For hvad er det lige præcis der er moralen? Er det familien som institution, der skal nedbrydes eller er det at vi ikke er åbne overfor hinanden, der er problemet? Og hvad skal der så sættes i stedet? Min Familie stiller spørgsmål, men giver ingen svar eller valgmuligheder.

Min Familie. Betty Nansen teatret. Spiller til 11. januar 2009. Foto fra forestillingen: Thomas Petri/Betty Nansen.

Borgerlig værdikamp

2008-12-20T16:11:00.003+01:00

Ganske langsom er Regeringen i gang med at forandre Danmark med udgangspunkt i dens liberalistiske værdier. For øjeblikket er man i gang med at lukke uddannelsesinstitutioner i provinsen og samle dem i de store byer.

Dannerseminariet i Jægerspris, der er en del af Profesionshøjskolen UCC - der er en forkortelse for University College Copenhagen - skal i løbet af næste år fusioneres med Hillerød Pædagogseminarium og Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium for at flytte til nyindrettede lokaler i Hillerød for at blive del af det man kalder et campus.

Der kan sikkert findes mange gode argumenter for at samle uddannelserne, men i min optik så er der tale om en ren besparelsesøvelse, der uden at tage hensyn til lokalområdet, der skal sikre at omkostningerne til uddannelser skal falde og dermed sikre skattelettelser til de rigeste.

For hvad betyder det at flytte 500 studerende fra Jægerspris til Hillerød? Jo, det betyder færre passagerer med busserne, der går fra Frederikssund til Jægerspris og dermed er der endnu et argument for at reducere busdriften og samtidig vil omsætningen i de lokale butikker falde, når der ikke længere er studerende til at købe frokost og drikkevarer.

Regeringens værdier er lige glade med almindelige borgere i Danmark. Nej, men vil rationalisere sig til skatteelettelser til de rigeste. Danmark har behov for en ny regering med andre værdier, hvor frihed, lighed og solidaritet er i fokus.

Brians fiasko

2008-11-20T17:38:00.003+01:00

Så blev direktøren for Charlottenborg Bo Nilsson er fyret efter et millionunderskud og dermed ligger endnu et af fhv. Kulturminister Brian Mikkelsens prestige projekter i ruiner. Da den nye struktur for Charlottenborg blev præsenteret udtalte ministeren stolt:

Jeg venter mig meget af den nye konstruktion for Udstillingsbygningen og den nye rollefordeling mellem bestyrelse og direktør. Det er jo et sted med både stolte traditioner og et stort potentiale, og jeg har store forventninger til, at der nu kan sættes en markant forandringsproces i gang.

Og senere i 2006, da Bo Nilsson bliver ansat:

Vi har med Bo Nilsson fået en meget erfaren, dynamisk og faglig kompetent mand på posten som direktør for Charlottenborg Udstillingsbygning. Han har en bred viden om samtidskunsten og et stort internationalt netværk. Med Udstillingsbygningens nye bestyrelse og nu en ny direktør er der skabt en meget perspektivrig basis for en visionær udvikling og fornyelse af Charlottenborg Udstillingsbygning.
Jeg har store forventninger til den udstillingsprofil, direktør og bestyrelse sammen vil skabe, og at Charlottenborg Udstillingsbygning bliver den markant spiller på den danske kunstscene, både dens beliggenhed og tradition tilsiger.

Omlægningen af Charlottenborg er Brian Mikkelsens værk og viser sammen med det kuldsejlede salg af TV2 og problemerne for kommerciel radio, at Brian Mikkelsen nok nåede at sidde længe, men aldrig vil få sig et godt renomé.

James Bond - Quantum of Solace

2008-11-16T10:56:00.004+01:00

Så er James Bond tilbage i en efterfølger til Casino Royale (anmeldt her). Filmen fortsætter i samme spor, hvor James Bond klarer ærterne med en stor mængde af rå vold.

Filmen begynder med afhøring af Mr. White (Jesper Christensen) og det viser sig at den organisation, som Mr. White er en del af er meget større og har medlemmer langt ind i selv MI6. Herfra går det over stok og sten gennem Haiti, Østrig og slutter i Sydamerika.

Filmens skurk er Dominic Greene, en selviscenesat miljøforkæmper og forretningsmand og med i Quantum, en organisation der hjælper kup på plads og til gengæld får råderet over landets naturressourcer, således også i Bolivia, hvor CIA uden de store skrupler vil tillade et militærkup og lade Quantum få rettighederne til et ørkenområde, hvor der hverken findes olie eller mineraler. Til gengæld viser det sig, at der findes mange underjordiske floder, som Quantum har fået opdæmmet, så vandet forsvinder fra brøndene i landsbyerne. En del af prisen for hælpen til militærkuppet er at Quantum må fordoble prisen på vand.

Som actionfilm mangler den ikke noget, men som arvtager til James Bond universet, så kommer den ikke på højde med Casino Royale.

James Bond - Quantum of Solace. Instruktør: Marc Forster. Manuskript: Paul Higgis, Neal Purvis og Robert Wade. Engelsk-amerikansk. http://www.007.com

Politkovskaja In Memoriam

2008-11-16T10:26:00.004+01:00

Man sidder på det pæne og borgerlige Frederiksberg, pæn i tøjet og er næsten klar til en fornøjelig aften, da helvedes forgård toner frem for ens øjne. I et krigshærget land på kanten af Europa møder en vi række personer på samfundets bund, der overlever i en tåge af prostitution, narko og vold.

Vi er på Edison, hvor Lars Noréns skræmmede, stærke Politkovskaja in Memoriam fortæller om et samfund, hvor moral og solidaritet er forsvundet til fordel for egoisme og moralsk forfald.

Norén giver i stykket os ikke håb, selvom Kvinden (Stine Stengade) på et tidspunkt ønsker at komme ud af sit misbrug sammen med sin søn, men mangler penge og sønnen derfor lader sig voldtage af en politiker for at få penge til hospitalet, så kommer drengen hjem igen og finder sin mor død, slået i hjel af Manden (Anders W. Berthelsen). I programmet skriver Lars Norén:

Det er et meget mørkt stykke. Det mørkeste jeg nogensinde har skrevet. Der er intet håb, intet lys. Det eneste håb i stykket er publikum og deres reaktion. Måske vil de gå hjem og sige: Vi kan ikke fortsætte sådan her!

Vil vi så det? Vil denne tur til helvedets forgård få os til at ændre verden? I Danmark har syv år med Anders Fogh som statsminister betydet at skyderier er blevet hverdagskost, den afstumpede og meningsløse vold er stigende og de fattigste får endnu færre penge mellem hænderne, mens de rigeste får store skattelettelser. Denne nyliberalistiske vej og den borgerlige kulturkamps kamp mod solidariteten og det fælles er den lige vej til det opdelte samfund, som Norén så tydeligt beskriver i stykket her.

Det er ikke smukt teater, men sort og nødvendigt teater, som Norén skriver. Betty Nansen skal have tak for at turde sætte det op.

Politkovskaja In Memoriam. Manuskript: Lars Norén. Iscenesættelse: Vibeke Bjelke. Foto fra forestillingen: Natascha Thiara Rydvald / Stine Stengade.

Boganmeldelse: Midt i en Jazztid

2008-10-12T23:57:00.003+02:00

På Bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af bogen Midt i en Jazztid. Læs den her.

Copenhagen Towers

2008-10-12T12:49:00.005+02:00

Selvom den økonomiske krise er over os, så er der fortsat godt gang i byggekranerne i Ørestaden. På billedet til højre kan man se byggepladsen for Copenhagen Towers, hvor et højhus er begyndt at markere sig i højden.

Højhuset bliver på 85 meter og vil indeholde et Crowne Plaza (Intercontinental) hotel og et konferencecenter med plads til 800 personer. Hotellet er tegnet af Dissing+Weitling og åbner i efteråret 2009, samtidig med at København er vært for den internationale klimakonference.

Ved siden af dette højhuset opføres der et tilsvarende kontorhus, som tegnes af Foster+Partner, ligesom der opføres to yderligere kontorbygninger. Herudover er det i masterplanen for området plads til yderligere 4 kontorbygninger.

Kilder og illustration: CPH Towers

Paul Gadegaard - Retrospektiv

2008-07-17T21:01:00.004+02:00

Sidste år var jeg i Herning og havde her muligheden for at for at se udstillingen Gadegaard on my mind om Paul Gadegaard og hans malerier og udsmykninger i Herning og omegn. Nu er malerierne kommet til København og Kunsthallen Nikolaj, hvor en stor del af Paul Gadegaards malerier er kommet på plads.

Gadegaard viser en farverig verden med en kompositorisk helhed der formentlig er unik i Danmark. Kunstretningen kaldes KLAR FORM er mere objektiv og videnskabelig end åben for fortolkning.

Særligt interessant finder jeg dog udstyret fra den Den Sorte Fabrik fra Herning, hvor Gadegaard fik mulighed for at indrette og udsmykke Aage Damgaards skjortefabrik. Her er der glade farver og runde former. Det må have været stærkt for de vestjyske syersker at arbejde i sådan en farverig verden.

Paul Gadegaard - Retrospektiv. Kunsthallen Nikolaj. 24. maj - 24- august 2008. Maleri: "Antikunst", privateje. Foto: Jesper Ryde.

SOUP

2008-06-22T15:07:00.005+02:00

Sydligst i Urban-planen på Amager ligger Solvang Centret. Oprindeligt lå her et supermarked og flere småbutikker. I dag ligger der stort set en lille centerpub og et par døgnkiosker tilbage, som sammen med kirken, biblioteket og en folkeskole udgør en samlet torvedannelse. I et forsøg på, at revitalisere centret har et tværæstetisk kunstprojekt overtaget centret og omdannet det til

et eksperiment drevet af ønsket om at basere den urbane udvikling på det eksisterende stofs kvaliteter- sociale som materielle- og som i Urbanplanen præsenteres og iscenesættes i skalaen 1:1.

Urbanplanen er - i lighed med de øvrige store og moderne boligområder fra 1960erne - nedsættende omtalt som ghettoer. Men Urbanplanen er det største bilfrie område i København og mellem husene findes større og mindre grønne områder, hvor der bl.a. findes en bondegård. Der derfor al mulig god grund til at sætte et positivt fokus på området. Men hvorfor lave et kunstprojekt med en bazar (jeg ville nok kalde det et loppemarked) og en meget smal taghave i gult træ, der mere har karakter af sti end af en have?

Er det virkelig de deltagende kunstnernes og arkitekternes indgangsvinkel til ressourcerne hos områdets beboere? At de kan få lov til at sælge deres gamle ting og hente friske krydderurter i taghaven? Mens vi udefra kommende kan komme og se folkloren i levende live.

Bliver de udenlandske beboere bedre integreret på denne måde? Det tror jeg ikke. Lad os i stedet for starte med at sørge for at alle kan få job eller uddannelse og igennem det få bedre mulighed for at deltage i det kulturelle liv. Vitaliseringen af et boligområde er ikke en bazar, men at undgå at beboerne og området er overladt til sig selv og forfaldet.

SOUP (Sol Over Urbanplanen). Remisevej 15, 2300 København S. 7. - 21. juni 2008.

Gautam Malkani: Londonstani

2008-06-22T15:04:00.002+02:00

På Bogblogger.dk har skrevet en anmeldelse af Guatam Malkanis Londonstani. Læs den her.

Landet, vandet og broen

2008-06-19T22:33:00.002+02:00

På bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af bogen Landet, vandet og broen, Skildringer fra Danmarks bælter og natur. Bogen er udgivet i anledning af 10-året for åbningen af Storebæltsbroen. Læs anmeldelsen her.

Tresserbeton

2008-05-18T11:39:00.005+02:00

I dag bliver 1960erne store boligområder, som f.eks. Gellerup ved Århus eller Vollsmose ved Odense, nedsættende omtalt som betonghettoer. Men fortjener disse moderne byer en bedre ry?

Tre unge arkitekter fra Århus forsøger på at rehabilitere arkitekten bag Gellerup Knud Blach Petersen og fortælle historien om en arkitekt, der var konsekvent og visionær og stod bag en række af de modernistiske hovedværker i Århus, som f.eks. Europa-huset, Busgadehuset og City Vest.

Gellerup er jo realiseringen af velfærdssamfundet: Her opfører man en ny by med lys og luft og grønne områder og med indkøbsmuligheder, institutioner og skoler. Gode boliger med plads og indrettet med vaskemaskine og opvaskemaskine i samtlige lejligheder. I stedet for de slidte og ildelugtende baggårde i byernes brokvarterer. Problemet blev blot at de arbejdere, som byggeriet var tiltænkt i stedet flyttede i parcelhuse og overlod boligerne til de nyankomne fremmedarbejdere og de nye arbejdsløse i 1970erne krisetider.

Men idealet om en den gode og demokratiske by lever videre. Med Ritt Bjerregaards forslag om 5000 boliger til kr. 5.000, så er visionen grundlæggende den samme: Sikre almindelige borgere en god og billig bolig.

Det er lykkedes de postmoderne arkitekter og øvrige meningsdannere at lægge modernismen for had og idyllisere trekantede og mere eller mindre ubrugelige huse i stedet for at fokusere på at bygge fornuftige og ordentlige huse til mennesker. Mange af de nye boligkomplekser, som vi ser i dag er jo af beton men med en påhæftet murstensvæg. Det er på tide at betonen kommer til værdighed igen. Det håber jeg, at denne udstilling kan hjælpe med til.

Tresserbeton med kærlighed og fremtidsdrømme. Bygningskultur Danmark, Borgergade 111, København K. I weekenden fra den 16.-18- maj holder udstillingen åbent fra kl. 11-17. Herefter kan udstillingen opleves mandag til fredag frem til den 6. juni. Kilde: MetroXpress. Foto fra udstillingen af Klostervangen.

Carsten Jensen: Sidste rejse

2008-05-15T20:37:00.002+02:00

Jeg har på hjemmesiden Bogblogger.dk begået en lille anmeldelse af Carsten Jensens roman Sidste rejse. Læs anmeldelsen her.

Et Drømmespil

2008-01-21T20:26:00.000+01:00

Det er så synd for menneskerne. Sådan siger gudedatteren Agnes ofte, mens hun gennemlever menneskenes liv med mand, børn og jagten på det der ligger bag døren.

Agnes havner på jorden ved en tilfældighed, men hører vores klager og beslutter sig for at finde ud af, hvad det er os mennesker: Hvorfor er vi hele tiden på jagt efter noget andet, noget større, noget rigere. Det er 100 år siden at stykket havde premiere i Stocholm og det er fortsat lige aktuelt.

Det er ikke mange, der tør binde an med Strindberg og vi er da også langt fra naturalismens teater med en logisk fremadskridende handling. I stedet lader Strindberg os vandre gennem en række tableauer, der i Katrine Wiedemanns iscenesættelse og med Maja Ravns scenografi vendes så vi i tilskuerrummet ser ned på spillerne, så de ofte ligger ned uanset om det er eksperterne, der sidder ved bordet eller skraldemændene, der tager affaldet

Sofie Gråbøl er ikke mindre end fortryllende som Agnes fra sin naive ankomst til sin død, hvor hun kravler op mod himmelen, mens menneskerne ser op mod og hende og måske aner et håb. Rundt om Agnes fremstår en hob af personer: Advokaten, officeren, digteren, glarmesteren. I alt 30 forskellige roller, der spilles af et stærkt ensemble på 9 skuespilleren, der alle yder en stor præstation.

De groteske tableauer udløser grin fra publikum. Forhåbentlig er det fordi vi føler os ramt lige på kornet af Strindbergs stadigt aktuelle kritik af det borgerlige samfund. Man bliver et forandret menneske af at se Et Drømmespil.

Manuskript: AUGUST STRINDBERG. Bearbejdelse: METTE WOLF IVERSEN. Iscenesættelse: KATRINE WIEDEMANN. Scenografi: MAJA RAVN. Koreografi: JOHN-PAUL ZACCARINI. Betty Nansen Teatret til 2. februar 2008.
Foto af Sofie Gråbøl fra forestillingen Et Drømmespil på Betty Nanset Teatret. Foto: Das Büro, Jantzen + Sørensen.

Otar Chiladze: Jernteatret

2008-01-05T13:49:00.000+01:00

Sidst jeg var på mit lokale bibliotek fandt jeg en opsætning med forskellige historiske romaner og faldt her over den georgiske forfatter Otar Chiladzes roman Jernteatret. Den måde at finde bøger på at åbenbart snart fortid, hvis det står til den nye chef for Københavns Hovedbibliotek Pernille Schaltz.

Vi er i Georgien i byen Batum eller Batumi, der i 1878 overgår fra osmannisk herredømme til russisk, eller var flyttet fra den nordlige udkant af det Osmanniske Rige til den sydlige udkant af det Russiske Imperium, som det hedder i bogens første kapitel. Russerne anlagde en jernbane til Tiblisi og efterfølgende en olierørledning fra Baku, som gjorde byen til hovedhavn for den russiske olieproduktion. Det er perioden fra den russiske overtagelse i 1878 og frem til 1. verdenskrig som romanen handler om.

Romanens omdrejningspunkt er altså selve byen, som bliver personificieret i ægteparret Dimitri og Daria og et ankommende skuespillerpar fra Tiblisi og ikke mindst de to ægtepars børn Nato og Gela. Hvor ægteparret Dimitri og Daria er tilskuere til Georgiens kamp for selvstændighed, så deltager skuespillerparret mere aktivt. Det bliver særligt tydeligt for børnene, hvor Gela er oprøreren, der utallige gange bliver fængslet og flygter. Nato forelsker sig i Gela og får et barn med ham, men kan ikke klare livet uden sin elskede.

Romanen er ikke let tilgængelig og har et sprogbrug, næsten som der er strømmet en flod fra forfatterens tanker til pennen. Det bliver nogle steder for mig meget langtrukkent.

Otar Chiladze udgiver romanen i 1981, hvor Georgien igen var under russisk besættelse. Det giver romanen et klar politisk sigte og kan bruges som fortælling alle steder hvor lande eller områder er besat og hvor der slås hårdt ned på selvstændighedsbevægelser.

Otar Chiladze: Jernteatret. Oversat af Jan Hansen. Hernov, 1996. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Jan Guillou: Den store afsløring

2007-12-31T11:16:00.000+01:00

Den svenske forfatter og journalist er mest kendt for sin Arn-triologi og for serien om Carl Hamilton og senest for romanen Fjenden i os selv.

Men Jan Guillou har en lang historie som skribent i Sverige. Han studerede jura i slutningen af 1960erne, men får job på FiB/aktuellt som journalist og begynder her sin karriere som journalist men efter 5 år på diverse kommercielle blade, så bliver Jan Guillou fyret på grund af politiske uoveresnsstemmelser, men bliver senere ansat på den venstreorienterede Folket i Bild/Kulturfront og det er her, at Jan Guillou afslører at en særlig svensk efterretningstjeneste, Informationsbyrän eller IB, der spionerer mod medlemmer i det svenske kommunistparti og andre organisationer på den yderste venstrefløj. Man kan læse artiklerne om IB her. På baggrund af artiklerne bliver Jan Guillou idømt 10 måneders fængsel. Mens Jan Guillou sidder fængslet skriver han meste af denne roman om sin tid i den kommercielle presse.

Romanen har altså selvbiogratiske træk, men hovedpersonen hedder Erik Ponti (som også optræder en række af Guillous andre bøger, som f.eks. i Fjenden i os selv). Ponti studerer jura og mangler stort set kun afhandlingen for at blive færdig, men så langt når han aldrig. Han kommer i kontakt med bladet Aktuelt for Mænd, da han kan fortælle en mindre skandalehistorie om hvordan han er blevet værnepligtig på trods af at han ikke er svenske statsborger. Bladet antager ham også begynder en hæsblæsende fortælling om sex, alkohol og luderjournalistisk, der her både skal tænkes i overført og i reel betydning, da en af bladets faste sider er, at tage rundt i verden og besøge bordeller på bladets regning.

Vi hører om kampen for at vise mere og mere af de nøgne piger i oplags konkurrencen med de øvrige mandeblade. køb af rettigheder til historier og om historier der næsten kan betragtes som løgne og om redaktører, der ikke ønsker kritisk journalist om hverken Vietnam-krigen eller kampene i Mellemøsten. Ponti kommer mere og mere i konflikt med sig selv og sine egne politiske standpunkter. Ponti er nemlig selv aktiv i Vietnam-bevægelsen og anser sig selv som venstreorienteret. Efter hans fyring fra bladet bliver han free-lancejournalist og kan her skrive artikler både til den kommercielle presse og til venstreorienterede tidsskrifter om de samme emner.

Det der gør bogen interessant at læse i dag er de underholdende beskrivelser af hvordan økonomidirektører får gennemført strukturrationaliseringer:

På langt sigt turde resultatet af disse strukturrationaliseringer være givet: Øget profit. hårdere arbejdstempo og større slitage på den journalistiske arbejdskraft. Endvidere ville avisernes indhold i stadig mindre omfang bestå af artikler, som det havde taget tid at lave.

Det er måske det samme vi ser i dag. I Danmark hælder de to store bladhuse, JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin, millioner efter gratisaviser, som ingen rigtig har bedt om. I Urban kan man læse de samme artikler som i Berlingske Tidende, men her uden at man skal betale for det. Til gengæld er der intet tungt stof om politik eller kultur. Der er kun plads til korte og letfordøjelige historier. Tilsvarende gælder det på fjernsynet, hvor komplekse historier skæres for at give plads til underholdningsstof og lange vejrudsigter.

Jan Guillou: Den store afsløring. Oversat fra svensk af Anders Johansen. Modtryk, 2. udgave, 2005. Kilde: Kristoffer Aakesons side om Jan Guillou på svensk. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Jan Guillou: Fjenden i os selv

2007-12-28T18:05:00.000+01:00

I Danmark har vi terrorsagerne fra Glostrup, København og Vollsmose. Det er sagen fra Vollsmose, som Jan Guillou (der også har skrevet serien om superagenten Carl Hamilton, der senest optræder i med romanen Madame Terror) tager udgangspunkt i og overfører til svenske forhold: Kl. 03.00 slår det svenske politi til mod en formodet terrorcelle i en forstad til Stockholm. I medierne og af sikkerhedspolitiet, SÄPO, bliver gruppen kaldt Al-Qaeda i Sverige.

Men er der tale om en terrorgruppe eller en gruppe forvildede teenagere? Medierne afsiger hurtigt dommen, men det bliver op til Chefpolitiinspektør Ewa Johnsén-Tanguy, som vi tidligere i har mødt i Tyvenes Marked (Jeg har anmeldt den her og den findes også anmeldt her på Bogblogger), at få noget ud af afhøringerne af de tiltalte, som kan sikre, at de umiddelbart kan blive dømt, men med terrorisme, så bliver bevisstillingen noget mere flydende eller direkte manglende.

Af Guillous kendte figurer optræder også journalisten Erik Ponti, der arbejder på Sveriges Radios daglige journalistiske magasin Dagens Eko. Han og hans kollega Acke Grönroos, forsøger med traditionel kritisk journalistisk at afdække terrorsagerne og kommer ofte i modstrid med ledelsen og med nogle af de yngre journalistkollegaer og ikke mindst de politisk udpegede chefer. Netop den kritiske journalistik betyder også at Ponti undervejs kræves afsat af de borgerlige mediers lederskribenter og kommentatorer.

Som altid i Jan Guillous bøger, så emmer det af samfundskritik og politisk stillingtagen: Samarbejdet mellem politikere, politi og udvalgte medier. Men det bliver særligt de nye terrorlove efter angrebene d. 11. september 2001 der bliver kritiseret af Guillou i denne bog: Adgangen til at fængsle sigtede i isolation og adgangen til at aflytte elektronisk kommunikation. Særligt bliver politiets muligheder for at gribe ind overfor journalister kritiseret skarpt.

Grundlæggende er spørgsmålet hvordan vi afvejer hensynet til vores sikkerhed mod vores tilsvarende frihed og retssikkerhed. Det er jo på sin vis utroligt, at en borgerlig-liberal regering i Danmark uden at blinke vedtager at internetvirksomheder skal logge alt elektronisk kommunikation, som deres kunder foretager sig og aflevere dette til PET.

Romanens 368 sider er velskrevne, men Guillous politiske patier og antipatier skinner, som det også fremgår ovenfor, tydeligt igennem. Så borgerlige læsere bør nok tage den i tempi. Jeg mener at der er tale om et nødvendigt indspark i debatten om udviklingen af de nordiske velfærdssamfund i terrorens tidsalder.

Jan Guillou: Fjenden i os selv. Oversat af Anders Johansen, Forlaget Modtryk, 2007. Også udgivet på bogblogger.dk.

Metropolzonen

2007-12-08T21:21:00.000+01:00

Metropolzonen er den del af Københavns centrum, der ligger mellem Rådhuspladsen og der hvor Vesterbrogade bliver smal. Området er kendetegnet ved at være bebygget over de sidste 100 år. Der er tale om et prestigeprojekt fra kommunens side:

Ambitionen er, at Metropolzonen både skal være et sted, københavnerne bruger i deres hverdag og byens visitkort, der viser verden, hvad København vil stå for i det 21. århundrede.

Der er nu gennemført en idéopgave, hvor en række kreative teams har lavet hver deres forslag. Men hvad skriver de egentlig i materialet, som Københavns Kommune har udgivet? Jeg har set det igennem og er egentlig overrasket over hvor meget varm luft der findes:

Team B:

Visionen er at tænke Metropolzonen som et open-air nationalarkiv, der er tilgængeligt for alle hele døgnet. Samtidig skal Metropolzonen være åben for løbende forandring og nye tiltag.

Det foreslås, at planlægningen i området angribes efter devisen step-by-step og piece-by-piece. De store forkromede indgreb afvises som værende passé og en potentiel pind i hjulet på områdets latente skønhed.

Team D

I stedet for de traditionelle lovgivningsmæssige rammer foreslås et ’motherboard’, der sikrer, at basale funktioner som infrastruktur og regulering af energiforbrug fungerer optimalt. Samtidig skal Motherboard’et sikre en de-regulering på andre områder, hvor en mere dynamisk by-innovation kan herske. Det skal være med til at skabe rum for midlertidige og spontane aktiviteter.

Team E

Den første del af Vesterbrogade, der leder ned til Rådhuspladsen genskabes som ’8. marts gade’ med et bredt fortov og grøn beplantning og lys. Air Italia bygningen ved Hovedbanegården rives ned til fordel for ny.

Københavns Kommune har på baggrund af idéopgaven har Københavns Kommune lavet projekter for de 6 områder og skriver selv følgende:

Kalvebod Brygge
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence, der skal give konkrete forslag til ny udnyttelse af Kalvebod Brygge. Kalvebod Brygge skal udvikles til et sted med liv og oplevelser. Flydende øer, haver eller noget helt tredje.

Jeg forstår ikke, hvor dette liv skal komme fra? Der bor jo ingen mennesker i området og så længe der ligger en motorgade, så kommer der nok heller ikke flere.

Banegravene
Københavns Kommune nedsætter i 2008 en task force med DSB og private aktører, der skal undersøge mulighederne for at bygge oven over banegravene ved Vesterport samt på begge sider af Hovedbanegården. Resultatet af analysen skal foreligge sommeren 2008.

Dette lyder interessant. Banegravene skaber nogle huller i byen, som man godt kunne anvende anderledes og specielt når Vesterport Station ikke bliver fredet.

Skt. Jørgens Sø
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence, der skal give ideer til, hvordan kanten af Skt. Jørgens Sø kan udvikles med nye rekreative muligheder. Københavns Kommune vil i den forbindelse også bede om idéer til, hvordan kvarteret omkring Nyropsgade, der grænser op til søen, kan tænkes som et sted for nye aktiviteter.

Det bliver Dansk Metal og 3F sikkert glade for, men hvem skal ellers komme forbi?

Tivoli
Københavns Kommune har indledt en dialog med Tivoli om, hvordan man kan skabe nye oplevelser langs kanten af den gamle have. Tanken er, at Tivolis bygninger langs kanten kan lukkes op og i højere grad blive til glæde for livet i de omkringliggende byrum. Der er særligt fokus på Bernstorffsgade.

Vester Voldgade
Københavns Kommune udskriver i 2008 en projektkonkurrence for omdannelse af Vester Voldgade til et rekreativt og levende strøg. Det er målet, at forbindelsen til vandet skal styrkes, og at tilgængeligheden til både havn og kulturinstitutioner skal forbedres for fodgængere og cyklister.

Hvis man nu lavede cykelstier og udvidede fortovene og plantede et par træer. Kræver det en projektkonlkurrence?

Kulturaksen
Københavns kommune udskriver i 2008 en idékonkurrence, der skal give idéer til, hvordan Metropolzonens mange kulturinstitutioner kan blive mere synlige og i højere grad indtage byrummet. Metropolzonen er hjemsted for en lang række kulturinstitutioner som Glyptoteket, Tivoli, Nationalmuseet, Slotsholmen, Dansk Design Center, DGI byen og det spirende kreative miljø i Den Brune og Hvide Kødby.

Ja. Det er sikkert et godt initiativ. Men kræver det virkelig en idékonkurrence?

Ritt bør tage sig sammen og komme ud af Bondams cafélattedrikkende, ruculosalatspisende, multikulturelle, radikale favntag. Alle disse konkurrencer, som også udsætter den nødvendige renovering af Købmagergade, og deres konsulenter og såkaldte eksperter. Kan vi ikke bare komme i gang? København trænger til en helt almindelig kærlig hånd.

Der er en udstilling om Metropolzonen på Axeltorv og man kan læse mere på www.kk.dk/metropolzonen.

Industri, Industri - 25 stk. dansk kulturarv

2007-12-08T11:20:00.000+01:00

Når vi i Danmark tænker på kulturminder, så handler det ofte om herregårde, borge og landbrugslandet som sådan. Det er fortællingen om godsejere og bønder, der omdanner naturen og laver marker og haveanlæg.

Men kulturminder er i vores tid meget mere, det kan være skibsværfter, fabrikker eller infrastrukturanlæg. Da 2007 er industrikulturens år har Kulturarvsstyrelsen udpeget 25 nationale industrikulturminder og det er dem, som denne bog handler om. Der er altså tale om en form for kanon over den periode, hvor Danmark blev moderne.

Områderne er alle fra peiroden 1840 til 1970 og er udvalgt efter en række kriterier:
repræsenterer karakteristiske brancher,
afspejler industriens skiftende lokalisering og
repræsenterer mangfoldigheden i industriens organisationsformer.

Der er med andre tale om en blandet landhandel, der dels taler om geografiske områder, som f.eks. Holmen og Frederiksværk, om konkrete fabrikker, f.eks. Rud Rasmussens Snedkerier på Nørrebro eller jernbanestrækningen mellem København og Korsør.
Bogen består af en indledning og herefter en samlet præsentation af de 25 områder. Teksterne er skrevet af 29 forskellige forfatter og det blive bogens problem, da der kommer til at mangle sammenhæng mellem de enkelte tekstdele. Bedst står Ole Langes beskrivelser om C. F. Tietgens virksomheder, der i bogen er repræsenteret ved De Danske Spritfabrikkers anlæg i Aalborg.

Industrialiseringen i Danmark blev skabt af de mange tusinde arbejdsmænd og dem glemmer bogen stort set, de kommer kun med som lidt kolorit og enkelte steder i en strejke, som f.eks. om Mølleåvirksomhederne og særligt Brede, hvori det hedder:

I begyndelsen af december måtte arbejderne give op. enkelte steder skete der forbedringer af lønnen og nedsættelse af arbejdstiden; men som helhed havde arbejderne tabt strejken. de måtte acceptere udvidelsen af flervævesystemet, og den nye overenskomst blev femårig, selvom arbejderne havde ønsket den højst treårig.

Men der mangler bare den anden del af historien, nemlig at tekstilarbejderne fik stor indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet på de nye flervæve, ligesom strejken havde stor betydning netop for Tekstilarbejderforbundet og samtidig viser det, at de danske arbejdere ikke har været imod udvikling og nye maskiner (Læs mere om Tekstilarbejderforbundets historie og den store strejke i 1905 her i Lars Kjoelhede Christensens tekst.).

I forlagsomtalen kaldes den et pragtværk, det er et lige lovlig flot ord at bruge. Bogen fungerer som opslagsværk med mange flotte billeder og illustrative kort, men som industrihistorie virker den ikke.

Casper Jørgensen m.fl.: Industri, Industri. 25 stk. dansk kulturarv. Gads Forlag 2007. Også udgivet hos Bogblogger.dk.

Svøbsk

2007-11-25T15:42:00.000+01:00

En gang i mellem skal man prøve noget nyt, så derfor var jeg lørdag aften til folkemusikkoncert med en trio bestående af en harmonikaspiller, en violinist og en percussionist. Sandt at sige, så kender jeg harmonikaspilleren, Maren Hallberg Larsen, fra jeg var barn og hendes forældre hører til mine forældres venner. Udover Maren, så består trioen af Jørgen Dickmeiss på violin, guitar og vokal og af percussionisten Tira Skamby, der fornylig har sluttet sig til gruppen.

Trioen kalder sig Svøbsk og det er navnet på en traditionel dans, hvor man snurrer rundt og rundt, svøbt i en tæt omfavnelse.

De spiller folkemusik, både fra de danske udkantsområder og fra resten af Europa. Særligt tæt bliver det dog i deres egne kompositioner, som f.eks. Hindsholm, der er skrevet på og om halvøen nord for Kerteminde på Fyn.

Folkemusikken er langt fra populærmusikken, så derfor er fantastisk at selv unge mennesker vil spille den traditionelle musik og selv komponere videre på den. Alene af den grund af Svøbsk og deres musik vigtig og når man samtidig kan se deres kærligheden blomstre men musikken spiller, så bliver det en nyelse at høre på.

Svøbsk. I Copenhagen Folk Club, Byggeriets Hus på Frederiksberg. Lørdag d. 24. november.

Vibeke Marx: Musikken og kødet

2007-11-24T14:46:00.000+01:00

Når man sidder i en koncertsal og lytter til musikken, så kommer man ofte til at se på de andre koncertgængere og man kan undre sig over, hvad deres baggrund og hvad de tænker over i præcis det stykke musik, som vi netop nu lytter til. Det er indgangen til Vibeke Marx‘ disharmoniske værk for otte stemmer, som undertitlen lyder.

Vi møder damen, som først sent opdager kærligheden til en mand, som i virkeligheden mere elsker sin cello højere end hende eller manden der er på jagt efter en melodi og konstaterer, at hans mor har stjålet ham som spæd. Det er ikke alle fortællingerne der giver en stof til eftertanke. , men i Internationale skriver Vibeke Marx om socialisten Knud, der tror på idealerne og på indholdet i sangene og som vil skrive en roman, men på et forfatterseminar bliver latterliggjort:

Knud: Jeg vil beskrive den kamp, det er at blive ved at være idealist i en tid, hvor individualiteten forgudes, hvor det drejer sig om, før alt andet, at realisere sig selv, hvor det eneste der sælger er biografier om store mænd, også selvom nogle af dem er nogle rigtige psykopater, hvor en økonomisk forbryder ikke skammer sig, men giver interviews fra cellen, mens en, der taler de svages sag bliver kriminaliseret.
Instruktøren: Er den sådan en slags skjult socialisme, du mener?
Knud: Nej, ikke skjult.
Instruktøren: Det er jo propaganda, og det har ikke noget med kunst at gøre.

Så simpelt kan tidens litteraturkritik vel egentlig beskrives: Litteratur der tør være kritisk ved samfundet bliver kritiseret af det borgerlige parnas. Vibeke Marx tør skrive med hjertet på rette sted og det gør bogen anbefalelsesværdig.

Vibeke Marx: Musikken og kødet. Lindhardt og Ringhof, 2004. Indlægget er også udgivet på Bogblogger.dk.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

2007-11-21T21:23:00.000+01:00

Raimond Gregorius’ liv består af at undervise gymnasieelever i græsk og latin i Bern i Svejts. En regnfuld morgen møder han portugisisk pige, português. Det vender op og ned på hans ellers velordnede liv.

Han forlader sin elever midt i timen og vandrer rundt i Bern og kommer forbi en spansk boghandler og køber her bogen Um ourives das palavras af Amadeu Inácio de Almeida Prado. En ordenes guldsmed. Bogens portugisiske sætninger forandrer Raimund. Bogen handler om, forklarer boghandleren, at være sin egen arkæolog og grave efter de skjulte erfaringer.

Enten stiger man som læser af allerede her, eller også bliver man siddende resten af bogens 478 sider. Jeg blev hængende og mens jeg læste i S-toget til Værløse:

Jeg bor i mig selv som i et kørende tog. Det er ikke frivilligt at jeg er steget på, jeg havde ikke noget valg og kender ikke bestemmelsesstedet. En dag i en fjern fortid vågnede jeg op i min kupé og følte den rullende bevægelse.

Gregorius vil vide mere om Prado og tager toget til Lissabon og begynder at støve hans bekendte op, hans gamle gymnasium - alt mens han læser optegnelserne fra en portugisisk læge, der redder en af diktaturets bødler og aldrig kommer over dette. Et vidunderbarn, der gør hans lærere utrygge med sin viden og som ganske ung låser sig inde i biblioteket for at læse. Mest bemærkelsesværdigt ved gymnasiets afslutningsfest, hvor han - på latin - holder en tale, der giver Gregorius mindelser om Cicero:

Jeg ville aldrig kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modvægt mod verdens banalitet.

På denne måde skifter romanen mellem Prados egne optegnelser og Gregorius’ samtaler med de personer der kendte ham: Søsteren der er gået i stå, da broderen døde, hans gamle lærer, barndomsvennen. På den måde lærer vi Prado og os selv lidt bedre at kende. Sammen med Gregorius er vi på en opdagelsesrejse til Lissabon og en svunden tid. Men vi kommer også ind i Gregorius’ sind og vores eget.

Jeg kan varmt anbefale bogen, særligt til længere togrejser - måske til Lissabon - for jeg var adskillige gange ved rejse for langt. Bogen er trykt i 1,5 millioner eksemplarer på tysk og er oversat til 15 lande.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon. Tiderne Skifter, 2007. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Præsidentens Mænd

2007-11-20T21:01:00.000+01:00

Jeg har tidligere kritiseret fjernsynsprogrammerne, som de findes i dagens aviser, men i går (mandag) lykkedes det mig alligevel at finde et godt gensyn på Hallmark Channel, der bl.a. findes i Yousees store pakke:

Det er Præsidentens Mænd (The West Wing), der beskriver livet i Det Hvide Hus under præsident Bartlet. Serien kører mandag til fredag kl. 18.00 og er startet med sæson 1, så man kan sagtens følge med i livet hos lederen af den frie verden.

Du kan finde meget mere om Præsidentens Mænd hos med gamle ven Andreas Krog.

Køge Skitsesamling

2007-11-15T20:37:00.000+01:00

Køge kan tilbyde meget: Både Danmarks yngste borgmester, Marie Stærke, Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen og Danmarks største provinstorv. Men i kunstens verden er Køge hjemsted for en skitsesamling. Altså ikke de færdige værker, men skitserne til dem og mest kendt er nok Bjørn Nørgaards skitser til Dronningens gobeliner, der fylder hele overetagen. For øjeblikket har samlingen to særudstillinger:

Torben Ebbesen: Visioner og værker til det offentlige rum

Rundt om i de danske byer kan man finde forskellige former for udsmykninger og Torben Ebbesen (født 1945) står både rundt om i Danmark og i Sverige og Tyskland. Mest fascinerende er dog Torben Ebbesens visionære studier, som forslaget til en skulpturpark ved Jydsk Telefon, som er opdelt i Amperes Område, Ohms Hus og Volts Allé. Et forslag til en udsmykning af Ringsted Hovedbibliotek i 1985 gav megen debat i de lokale medier og måske mangler udstillingen at der bliver taget kritisk stilling til placeringerne af kunsten i det offentlige rum

Det arbejdende Menneske: Industrikultur i Kunsten

I år det Industrikulturens år og jeg har tidligere omtalt Arbejdermuseets udstilling Industriens billeder. På den aktuelle udstilling får vi dels vist skitserne til nogle af de billeder, der blev vist på Industriens billeder, men også forslag til udsmykning af virksomheder, som f.eks. Gadegaard i Herning, men også et projekt til udsmyknig af gastankene i Kolding af Jean Dewasne viser hvordan selv grå betontanke, kan blive til kunst. Disse blev dog ikke udført, men han nåede at dekorere på Gorifabrikken i Kolding.

Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Nørregade 29, 4600 Køge. Åbent Tir-søn, kl. 10-17.

Snedkernes Efterårsudstilling 2007

2007-11-15T20:10:00.000+01:00

Hvordan skal man sidde, når man bliver gammel? Det er hovedspørgsmålet på Snedkernes Efterårsudstilling 2007, som har bedt en række designere om at tegne en stol eller andet møbel til brug for alderdommen.

Det er der kommet mange mærkværdigheder ud af, som f.eks. Thomas E. Alkens Klapbuk (billedet)- der er en kombineret stol og savbuk - eller Lise og Hans Isbrands Palle for alle, der består af en sortmalet Europapalle på hjul med to sæder.

Jeg forsøgte at sætte mig på begge de nævnte stole og på ingen af dem sad man faktisk godt og finder jeg er det største problem med udstillingen, da dens erklærede formål ellers er - og jeg citerer fra åbningstalen af Lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig formand for Dansk Møbelindustri:

For det første: At den brugsmæssige kvalitet skal være i orden, siger sig selv, for hvis den ikke er det, er det bare et dårligt møbel.

Og dårlige møbler, det var man kunne præsentere på udstillingen. Jeg finder desværre en tendens til at tidens designere mere tænker på formen end funktionen. Hvis dansk møbelindustri skal overleve, så må designerne tage udgangspunkt i funktionen og ikke formen. Den klassiske danske møbler, der blev tegnet af f.eks. Arne Jacobsen, Hans J. Wegner og Poul Kjærholm, er jo netop blevet klassikere fordi de tager udgangspunkt i funktionen.

Snedkernes Efterårsudstilling 2007.

Visning i København:

Fabrikken for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 København S

25. oktober - 11. november 2007

Åbningstider: Alle dage kl. 12-17, onsdag kl. 12-19.

Gratis adgang

Visning i Jylland:

KunstCentret Silkeborg Bad, Gjessøvej 40,8600 Silkeborg

12. januar - 17. februar 2008

Åbningstider:Lørdag - søndag kl. 11-17,Tirsdag - fredag kl. 12-16

Entre: 50,- kr. Pensionister, studerende og gruppe rabat 35,- kr.Børn under 16 år gratis

Festen

2007-10-27T15:27:00.000+02:00

Vi kender allerede den grufulde historie om incest fra Thomas Vinterbergs prisbelønnede dogmefilm og nu kan vi så se filmen som teaterstykke på Østre Gasværk (som åbenbart nu er forkortet til Gasværket).

Det første store spørgsmål er: Fungerer teaterstykket og kan det lykkes at overføre dramaet fra filmens mange scener til teaterscenen. Svaret er: Ja. Historien, dramaet, går klart igennem.

Men hvad så med denne konkrete forestilling. Er det lykkedes instruktør og iscenesætter, at får det bedste frem i dramaet? Her er svaret nej. Det halter nemlig den valgte form:

For det første er Thomas Bo Larsen castet som Thomas Bo Larsen og han spiller Thomas Bo Larsens rolle, Michael. Det er uoriginalt og vidner om en leflen for uvante teatergængere, der griner i det øjeblik, at han træder ind på scenen. Det er efterhånden synd, at Thomas Bo Larsen skal castes som en festoriginalen, man kommer aldrig til at tro på ham og at han kan lede foretagenet, som historien lægger op til. Det bliver heller ikke bedre af at Helle Dolleris endnu en gang spiller hans hustru, Mette. Det kan altså gøres bedre.

For det andet, så er iscenesættelsen overfladisk. Skuespillerne vælter rundt blandt megamuselmalet porcelæn og Arne Jacobsen stole og formår ikke at blive nærværende og det er særlig synd for Ulf Pilgaard, der aldrig bliver farlig som faderen. Stine Stengade virker malplaceret som søsteren Helene og store dele af skuespillerstaben kunne ligeså godt deltage i en Regner Grasten-film. Det er dilettant-komedie med den senile farfar (Holger Perfort) og den syngende farmor (Rita Angela) og Ole Thestrup, der spiller den stive Onkel Leif. Endelig tvinges Tom Jensen til at tale cirkustysk som toastmasteren. Nils P. Munk giver omvendt rollen som Christian med en større følsomhed og afklarethed end man så Ulrich Thomsen i filmen.

Gasværket taler om dette som den ultimative teaterversion. Det er det ikke. Hvis Festen skal blive en teaterklassiker, så kræver det en troværdig isenesættelse og kan opsætningen på Gasværket desværre ikke præstere. Jon Stephensen proklamerer at skuespillet vender tilbage, men gør det ikke med denne iscenesættelse. Jeg håber at den næste iscenesættelse af Festen bliver bedre, ellers så bliver stykket aldrig en nødvendig dramtisk klassiker om et alvorligt emne.

Samtidig må jeg stille spørgsmål ved prispolitikken i Gasværket. Vi havde fået pladser på bageste række i hjørnet, forholdsvist langt fra scenen og det var den næstbedste kategori. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at pladser så langt væk skal være prisgruppe A.

Festen. Gasværket. 12. oktober - 14. december.

Herning & Gadegaard on my Mind

2007-10-04T21:30:00.000+02:00

Ude på Herning ligger Herning en by, som primært har været kendt for sin beklædningpoduktion, men Herning er faktisk også en stor kunstby og det skyldes ikke mindst Aage Damgaard spiller en væsentlig rolle, da han direkte ansætter kunstnere til at udsmykke sin fabrikker: Poul Gadegaard (1920 - 1996) får lov til at udsmykke en hel fabrik, Den Sorte Fabrik, som et stort kunstværk, sort uden på og farverig indeni - Danmark største socialrealistiske maleri kaldte Gadegaard det selv. Senere flytter fabrikken til Birk, hvor Angligaarden blev opført med Carl-Henning Pedersens store keramiske frise Fantasiens leg om livets hjul omkranser den indre gård.

I dag indeholder Angligaarden Herning Kunstmuseum og TEKO, som uddanner unge til tekstilindustrien. Netop nu Herning Kunstmuseum viser en udstilling med 73 værker af Peter Gadegaard. Gadegaard åbner en parallel verden bestående af klare former og farver, som man fyldes op med og sammen med Charlie Parkers jazzmusik, så forlader man udstillingen som forandret.

Rundt om Herning Kunstmuseum kan man finde Skulpturparken, med 36 skulpturer i en stor cirkel. Sammen med Angligaarden, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og De Geometriske Haver indgår de i en stor havemæssig kompostion og lidt længere væk findes Elia.

Herning ligger på heden, men er en rejse værd.

Gadegaard on my Mind. Herning Kunstmusem. Til 2. december 2007.

Hamlet

2007-10-04T20:29:00.000+02:00

Den fremadsynede, daværende socialdemokratiske, borgmester i Gladsaxe Erhard Jacobsen ville gøre sin kommune til en moderne velfærdskommune med et rigt kulturliv og derfor kunne han og resten af kommunen i 1964 indvie Gladsaxe Teater i aulaen for Gladssaxe Gymnasium. Siden den gang har Gladsaxe Teater været et fyrtårn i den danske teaterverden i 1980erne med de store totalteaterforestillinger med folkekor, men efter den fejlslagne H. C. Andersen forestilling i 2006 måtte teatret og lukke og det er først i starten af 2007, at teatret - nu under navnet Gladsaxe Ny Teater - kunne genåbne med Hamlet i Kasper Rostrups anmelderroste iscenesættelse.Denne sæson har teatret genopsat forestillingen og det er da også en blændende forestilling. Scenografien er næsten skåret væk, der to kun trapper i hver ende af salen og vi publikummer sidder som tilskuere til en ridderturnering på begge sider af scenen.

Rostrup sætter mennesket i centrum og mest Hamlet, spillet formiddabelt af Thure Lindhardt, der med en kombination af følsomhed og hævngerrighed sender Hamlet helt ind under huden på os. Som Hamlets modstander, Kong Claudius, troner Preben Kristensen (The Producers), der her beviser at han er en stor karakterskuespiller. Debutanten Malin R. Brolin-Tani spiller Ophelia med så stor en følsomhed, at man tror på hendes sindssyge.

Stykket slutter med at den sortmaskede norske hær med en facistisk hilsen hylder den nye konge i Danmark, efter at intriger og levned har slået den danske kongefamilie ihjel. Oversat til vores tid, så handler det for demokratiet om at stå fast og at vi har klare værdier for ellers kommer vi til at hylde populismen og så vejen ikke lang til diktatur.

Der er kun et sted, hvor forestillingen kommer af sporet og det er i den klassiske graverscene, som Flemming Jensen har nyskrevet til forestillingen. Den kommer til at stå som et stykke dilletantrevy i en ellers helstøbt forestilling.

Hamlet. Gladsaxe Ny Teater. Til 27. oktober 2007. Foto: Thomas Petri/Gladsaxe Ny Teater

Musikhuset Århus - Symfonisk Sal

2007-10-01T20:35:00.000+02:00

I forbindelse med endnu en af mine arbejdsdage i det århusianske har jeg haft mulighed for at besøge Musikhuset Århus nye Symfoniske Sal. Salen er - sammen med en Rytmisk Sal, en Kammermusiksal og en mindre scene, Filuren, til brug for børneteatre - placeret bagved det eksisterende musikhus, således at man kommer ud på en mindre vandring for at komme ned til de nye sale og det nye foyer, kaldet Torvet.

Endnu er Torvet ikke færdigt, da Ingvar Cronhammers udsmykning endnu ikke er færdig. den kommer til at bestå af en sort fontæne med en diameter på tre meter. Fra loftet sender en dyse en tynd vandstråle ned mod fontainen og modsat lyser en rød laserstråle, som en form for timeglas. Herudover vil der være rødt lys under forbindelsen mellem den gamle og den nye del af musikhuset og en brandvej under forbindelsen, vil være sort med røde lys. Herudover manglr der siddemuligheder til bare nogle af de mange mennesker, som må forventes at være til koncerterne i salene og en bedre bar end de tilfældige borde, som for øjeblikket er stillet op. Jeg kan ikke tro, at det er pointen, at man skal småløbe frem og tilbage. Endelig så skal man passe på, når man skal ned på toiletterne, for hvis man går forkert, så står man midt i studieadministrationen for Det Jyske Musikkonservatorium eller Den Jyske Operas nodearkiv. Da bygningen også indeholder lokaler for dem. Her vil en bedre skiltning være fornuftig.

Selve den Symfoniske Sal har 1.200 pladser og er i lyst asketræ med sorte stole og har akustikken til at man kan fornøje sig med den klassiske musik.

Kilde: Musikhuset Århus.

700 værelser og 15 etager

2007-09-26T21:37:00.000+02:00

Nu kommer der endnu mere format over Ørestad City: På hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard (der hvor der i dag ligger en parkeringplads for Fields) opfører hotelkæden Cabinn et nyt stort hotel med 700 værelser og mødecenter med plads til 200 deltagere. Facaderne bliver tegnet af Daniel Liebeskind.

Cabinn er kendt for sine billige hoteller, hvis indretning er baseret på færdig indrettede kabiner, som kendt fra færgerne. Det er derfor også kun facaderne, som Liebeskind er ansvarlig for. Indenfor bliver det ligeså kedeligt som Bornholmerfærgen i gamle dage.

Hoteller kommer til at stå færdigt i sommeren 2009.

Kilder: Ørestad Down Town, Ørestad.dk.

Hans Scherfig: Idealister

2007-09-20T22:30:00.000+02:00

Jeg kom undervejs gennem denne roman i tanke om, at jeg da havde hørt om godset Frydenholm og området omkring det tidligere og jo: Hans Scherfig har skrevet romanen Frydenholm, som jeg læste for to år siden og som ligger efter denne roman. Nye læsere bør starte med Idealister og herefter gå til Frydenholm.

Vi er i 1938 ude i verden trækker det op til krig, men i Danmark hygger vi os og bruger på andre og meget vigtigere ting: Rundt om i København sidder alkymister og forsøger at lave kunstige væsener og får et lille trykkeri i Stengade på Nørrebro til at trykke deres tanker i tidsskrifter, som næsten ingen læser. I landsbyen ved Frydenholm holder pastor Nørregaard-Olsen styr på sin flok med U.A - Ungdomsafdelingen for sognets unge drenge og piger - og sykreds og opbyggelige møder på kroen. Bønderne følger ham og det samme gør den lokale fagforeningsformand Rasmus Larsen.

Men der er uro i sognet: En af bøndernes værgerådsdrenge (der altså er sat af der Børneværnet) får brækket næsen af bonden og han løber ned til husmanden Jens Olsen, der forsøger at få både politiet, pastoren og Rasmus Larsen interesseret i sagen, men de er mest interesseret i, at der skal være ro i sognet og bonden er jo så besindig og er i øvrigt en ordentlig mand. Godsejeren Skjern-Svendsen bliver myrdet og det er den store historie i sognet og i Danmark, men drejer man på radioen, så hører man, at der er uro ude i verden.

Uroen i verden er naturligvis 2. verdenskrig og det er Scherfigs satiriske pointe: Krigen var på vej, men i Danmark samlede vi os om friske jordbær og fed fløde på de store bøndergårde og hvor kirke, borgerskab, bønder og socialdemokraterne har slået sig sammen i en bred folkelig alliance, hvor man er ligeglade med resten.

Historierne fra trykkeriet og København og fra Frydenholm hænger kun løseligt sammen og romanen bliver derfor for rodet til at den er rigtig god, men læs den alligevel for Scherfigs formidable evne til at ironisere over livet i Danmark i slutningen af 1930erne.

Romanen skulle være udkommet i efteråret 1941, men der bliver Scherfig fængslet og i 1942 forbyder Udenrigsministeriets Pressebureau at romanen bliver udgivet. Derfor udkommer romanen også først i Sverige i 1944.

Hans Scherfig: Idealister. Gyldendal, Tredje oplag, 1961. Udgivet på Bogblogger.dk.

Byen i Forandring

2007-09-19T21:24:00.000+02:00

Der sker noget i København, selvom Kramers kraner er blevet lidt færre, så sker der fortsat en hel del og det sætter Copenhagen X-udstillingen Byen i Forandring på Dansk Arkitektur Center fokus på.

Udstillingen sætter fokus på 6 byområder - Valby, Frederiksberg, Havnen, Nørrebro Station, Nordøstamager og Ørestad - og præsenterer boliger, kontorer og pladsdannelser i de enkelte områder. Med metroen, nye broer og cykelstier kan man hurtigt komme rundt mellem områderne.

Hvert område er beskrevet på plancher med beskrivelser af de enkelte projekter, men her går det lidt galt for udstillingen for de er skrevet i en indforstået tone, som f.eks. denne tekst om Porcelænshaven:

Flere steder er de de højloftede industribygninger omdannet til New York lofts.

Hvad er et New York loft? Jeg ved det ikke, men man skal åbenbart være en café-lattedrikkende, Bo Bedre-læsende postmodernist for at kunne følge med. Samtidig så vidner udstillingen ligeledes om en historieløshed, når der intet står om den gamle Langelinjebro (over baneterrænet ved Østerport), men kun om den nye, der tænkt som et roligt element.

Samtidig forholder udstillingens tekster sig overhovedet ikke kritisk til projekter. Der står intet om udfordringerne ved at bygge rundt om Kløvermarken eller om nogen af de andre projekter, der har været mere eller mindre velfunderet kritik af. Det er underligt, når adm. direktør for Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen, i pressemeddelelsen skriver, at:

Udstillingen i Dansk Arkitektur Center skal være med til at åbne publikums øjne for, hvad byens udvikling betyder for den måde vi bor, opholder og bevæger os rundt i byen på, og skal gerne få publikum til bagefter at fortsætte ud i byen og opleve forandringerne på egen hånd.

Det er jo rigtigt at byens udvikling betyder noget, men er det ikke relevant at diskutere, hvordan den skal udvikle sig? Eller skal vi borgere acceptere bygherrernes og politikernes vilje uden diskussion? Der burde være plads til en diskussion, som ikke bare er, at man kan skrive sedler på en tavle.

Men direktøren har en anden pointe: Vi kan nemlig gå ud og opleve forandringerne med vores egne øjne og ører. I forbindelse er der lavet en række podwalks, hvor man med sin MP3-afspiller kan gå og lytte til arkitekterne visioner med de enkelte byggerier. Jeg har prøvet turen på Amerika Plads i Søndre Frihavn og det er ganske interessant at høre - men det føles lidt mærkeligt at gå frem og tilbage foran en bygning i 10 minutter.

Så derfor hent podwalks og forslag til cykelture og oplev vores dejlige København i virkeligheden i stedet for på Dansk Arkitektur Center.

Byen i Forandring. Dansk Arkitektur Center. Til 21. oktober 2007.

Fjernsynsprogrammer

2007-09-18T21:56:00.000+02:00

Jeg anvender i det daglige tekst-tv og aviserne fjernsynsprogrammer til at planlægge, hvad jeg skal se i fjernsynet om aftenen. Men jeg mener efterhånden at kvaliteten bliver lavere og lavere. Særligt er informationerne om nabolandenes programmer reduceret og sat i en skriftstørrelse, der er umulig for almindelige mennesker at læse. Med reklamerne for Verdens Tv, så får man lidt mere at vide om, hvad der sker.

Jeg opdagede i dag kun ved at zappe forbi, at SVT 1 i aften sender uddrag fra BBC's Last Night Of The Proms. Gad vide om Danmarks Radio overhovedet kan finde på at sende den slags i fjernsynet eller smager det lidt for meget af kultur?

Vor Frue Kirke i Flammer

2007-09-12T20:37:00.000+02:00

I går var det d. 11. september. En dato, der står prentet ind i vores fælles hukommelse, som den dag hvor den vestlige verden og det vi står for blev angrebet af islamister. Endnu i dag står vi midt i krigen mod terror og snart hver dag oplever vi forsøg på at slå til mod vores hverdag og livsform. Samtidig var det tidligere i september 200 året for det engelske terrorangreb på København i 1807, hvor Københavns Domkirke blev omdannet til et Københavnsk Ground Zero.

I anledning af begge årsdage har kunstnerparret Thyra Hilden og Pio Diaz sat ild til det indre af Københavns Domkirke, i lighed med hvad de gjorde ved Aros i starten af året.

Jeg finder fortsat ikke at kunsternes præmis holder: De vil henlede opmærksomheden på den destruktion, der ligger latent i den vestlige kultur. Men er det ikke mere korrekt at tale om islamismen. Her ligger destruktionen ikke latent, men her findes den i lys lue. Hvis de ville sætte ild til hullerne efter de store Buddha-statuer i Afghanistan, som Taleban skød i stykker eller i Tora Bora bjergene, hvor Bin Laden gemmer sig, så vil det give meget mening. Men at skyde skylden på vores kultur, det er for simpelt.

Men i Domkirkens blad for perioden (nr. 4, september - november 2007) skriver domprovst Anders Gadegaard følgende:

Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, skete for at begrænse ondskaben og bekæmpe
frygten, i verden og i os. Afsløre det onde og rense det ud af vores hjerter -
og genrejse os, lutret som ild til et liv uden frygt. (...). Derfor sagde
Johannes Døberen om Jesus: Han døber med Helligånd og ild.

Med denne læsning fik jeg mere ud af installationen end jeg egentlig forventede: Vi skal ikke frygte, men tro. Det forsonede liv danner grundlaget for den kristne tro og dermed for meget af den vestlige kultur.

Vor Frue Kirke i Flammer. 1. - 11. september 2007. Vor Frue Kirke. Foto: Cityonfire.org.

Den Røde Rute og Århus Festuge

2007-09-12T20:11:00.000+02:00

I sidste uge var der Århus Festuge og i år var der arrangeret en særlig Rød Rute. Basalt set var der tale om en arrangeret tur uden turguide rundt om Århus Midtby. Ruten var markeret på gaden med røde felter, der var noget svære at se, så derfor allierede jeg mig også med det gratis kort, hvor der også var beskrivelser af de 43 punkter.

Det er først for halvandet år siden, at jeg mere eller mindre regelmæssigt er begyndt at se Århus både by day and by night. Så alene derfor var det interessant at komme rundt i byen og se på dens steder og pladser. Ruten gik fra havnen over Red Light District nord for domkirken langs Åen, gennem Aros via Hallsti og Bruuns Galleri, Filmbyen og retur til Pier 1 på havnen.

Som turistrute fungerede konceptet fint, men hvad Verdens Længste sofa (sponsoreret af BoConcept), Vind i Bevægelse (en vindmøllevinge sponsoreret af Vestas) og en Verdensdans Parade har med hinanden at gøre er ikke gået op for mig. Men temaet for festugen var vist noget med bevægelse.

Ruten blev derfor endnu en del af det moderne eventmenageri, hvor jeg endnu mangler at modtage mit duelighedstegn for endnu en eventtur.

Den Røde Rute. I forbindelse med Århus Festuge. Festugeplakat af Claus Helbo.

Anna Ancher & Co.

2007-09-02T17:26:00.000+02:00

I slutningen af 1800-tallet begyndte kvindernes frigørelse og selvstændige deltagelse i samfundslivet. Også indenfor kunstens verden begyndte kvinderne at dukke op, men da de ikke havde adgang til Kunstakademiet, så måtte de ty til privatundervisning. Mere end 75 kvinder gjorde det hos landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819 - 1903), herunder den kendte skagensmaler Anna Ancker, men også mere ukendte malere som Nielsine Petersen og Elise Konstantin-Hansen fik deres uddannelse.

Det er disse kvindelige malere, som er mere eller mindre glemt, der nu hives frem i rampelyset på denne udstilling, der udover den aktuelle udstilling på Sophienholm også har været vist på Ribe Kunstmuseum og som vises på Johannes Larsen Museet til efteråret.

Udstillingen opdelt efter motivkredse, som f.eks. landskab og portrætter. Det er derfor muligt at følge udviklingen blandt malerne. I første omgang præges eleverne af Kyhns kunstsyn, der er baseret på en landskabsformel bestående af vand, bakkedrag og himmel. Fra nationalromantikken og frem mod impressionismen, hvor særligt Pauline Thomsens Sommerens farvel til efteråret. Landskab ved Salten Langsø fra 1929 kraftfuldt fortæller om en kunstner med et stort potentiale. Jeg undrer mig dog lidt over hvor den sociale indignation er i kvindernes motivvalg: Der er næsten ingen billede af den forarmede arbejderklasse,

En ganske fin udstilling, som trækker en lang række glemte kunstnere frem. I forbindelse med udstillingen er der endvidere udgivet en glimrende og flot gennemillustreret bog, der skildrer de malende damers historie. Bogen er skrevet af Anne Lie Stokbro, der har forsket i kvinderne fra Kyhns Malerskoles og deres historie.

Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kgs. Lyngby. 23. juni - 16. september 2007.

Anne Lie Stokbro: Anna Ancher & Co. Ribe Kunstmuseum, Sophienholm og Johannes Larsen Museet, 2007.

Foto: Elise Konstantin-Hansen: Hønsene på morgenudflugt (1898)

Goldberg

2007-08-29T22:26:00.000+02:00

Vidste De at Natasja Crone er jøde?
At Blekingegadebanden registrerede jøder?
Eller at 500.000 jøder lever som flygtninger i Mellemøsten, da de ikke kan vende tilbage til deres hjem i de arabiske lande?

Det gjorde jeg ikke før jeg fik åbnende de to første numre af magasinet Goldberg, som er nyt dansk magasin om jødisk kunst kultur religion og samfund. Nr. 3 udkommer i slutningen af denne måned. Det er mange forskellige indblik og det er netop magasinets styrke.

Goldberg nr. 1 og 2. Udgives af Goldberg og Mor. Et årsabonnement på i alt 6 numre koster kr. 249,00 inkl. porto (I Danmark). Goldberg.nu.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

2007-08-29T22:17:00.000+02:00

Hvad skal man mene om denne bog?

Er det Knud Romers barndomserindringer og opgør med et provinshelvede eller der er tale om en postmoderne forfatter der leger med myter, fakta og fiktion? Der har været megen diskussion om denne prisbelønnede debutroman og særligt borgerne i Nykøbing Falster føler domfældt uden muligheden af et forsvar.

I 1960 fødes der i Nykøbing Falster en dreng ved navn Knud Romer. Han er søn af dansk far og en tysk mor, hvis første mand blev henrettet af nazisterne, fordi han deltog i den tyske modstandsbevægelse. For den lille Romer-familie er krigen ikke færdig: Knud moppes massivt af de andre børn og hans mor får gamle varer og forkerte byttepenge af de handlende. Knuds far er forsikringsmand og er meget fokuseret på at alt er i orden. Moderen overlever på erindringen om Tyskland før krigen og på cerutter og vodka.

Undervejs udfoldes slægtens krønike fra bedstefaderen, der går fallit adskillige gange medhoteller, buskørsel, telefoner og filmforevisninger over den gale faster Annelise til Papa Schneider, der er moderens tyske stedfar.

Jeg hælder mest til den postmoderne beskrivelse: Knud Romer skriver med en bedrevidende distance til provinsen og dens indbyggere. Men han skriver godt og det gør romanen troværdig som fiktion og ikke som et barndomsminde.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden. Roman. Athene. 2006. Udgivet på Bogblogger.dk.

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig

2007-08-27T13:24:00.000+02:00

For en måneds tid siden ville forfatteren Henrik Pontoppidan være fyldt 150 år. De fleste af os kender hans store romaner Det Forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, men han skrev en fjerde og det er måske den vigtigste og mest aktuelle: Mands Himmerig.

Vi er i København i tiden før 1. verdenskrig og kampen mellem Højre og regeringspartiet, det liberale Venstre, mellem reaktionen og de progressive kræfter foregår med alle kampmidler og særligt aviserne er kamppladsen.

Niels Thorsen forsøger på at blive redaktør for Friheden, som står tæt på regeringspartiet og udnævnelsen til redatørposten sker i samråd med partistyrelsen, men bremses af de øvrige ledende medarbejdere på avisen. I stedet bliver Thorsen redaktør på Døgnet, der omvendt står tæt på Højre og starter en indæt kamp mod Friheden og regeringspartiet: En for en tog han dem i Nakken og rystede al Indhold ud af de, indtil de hang i hans Hånd som tomme Sække.

Thorsens kamp er blodig alvor og altfavnende og dermed bliver han blind for hans hustrus, Astas, behov for kærlighed. De to mennesker har tidligere levet adskilt og bliver aldrig forenet: De opnår aldrig at ophæve den ensomhedens forbandelse, der hviler over mennesker der aldrig tør elske rigtigt. Det ender da også tragisk med Astas selvmord. I modsætning til Thorsens kamp så møder vi undervejs også filosoffen Dr. Vadum, der mere eller mindre har meldt sig ud af kampen: Jeg tror lige så lidt paa Pressens som paa Kirkens Evne til at forædle Masserne. Men det er Dr. Vadum, der finder kærligheden, det evige Mirakkel. For Thorsen ender kampen med et udslidt hjerte.

Mands himmerig er magten, arbejdet og karrieren. Men uden kærligheden bliver himmeriget til helvede. Romanen på dette niveau en advarsel til os der arbejder hele tiden og som derfor ikke har overskuddet og modet til vælge kærligheden.

På et overordnet niveau fortæller romanen også om et samfund, hvor medier og penge er afgørende, samspillet mellem journalister, erhvervsliv og politikere er tæt og der er ingen, der, som Thorsen, skal sætte sig op mod majoriteten. Romanen er dermed også aktuel i dag, hvor spindoktorer og kommentatorer sætter en dagsorden, hvor indhold og holdninger forvanskes til gavn for magthaverne. Medierne bliver talerør for hver deres ideologi og efterlader borgerne som magtesløse individer som udelukkende skal forlystes.

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig. 5. udgave, Gyldendal, 1961. Kilde: Jens Kristian Lings: Mands Himmerig eller Helvede. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 24. juli 2007. Også udgivet på Bogblogger.dk.

Blekingegadebanden - Den danske celle. bind 1

2007-08-12T14:35:00.000+02:00

Når jeg skal i min lokale Fakta, så skal jeg forbi Blekingegade. En ganske kort gade, men som har sit helt eget fikspunkt i dansk historie: Her havde en ventreorienteret gruppe sit tilholdssted og her blev adskillige store røverier planlagt. Det er denne spændende beretning, som Peter Øvig Knudsen lægger frem i første bind om Blekingegadebanden. Den danske celle.

Bogen giver et indblik i hvordan ekstremt venstreorienterede kredse i Danmark i 1970erne droppede de demokratiske virkemidler og valgte at indgå en alliance med terrorister som PFLP. Blekingegadebanden samarbejdede bl.a. med RAF i Tyskland, De Røde Brigader i Italien og Den Røde Hær i Japan. I dag ser vi tilsvarende samarbejder mellem Al-Qaeda og lokale muslimske ekstremist grupper.

Mest skræmmende er hvordan almindelige veluddannede danskere lader sig forføre til at støtte disse terrorister gennem en sektagtig organisationskultur, der bl.a. omfatter en celleopdeling, så kun ganske få kender hele organisationens omfang og virke og en feministisk bodgangsøvelse.
Undervejs bliver vi introduceret for en stemme. En som rent faktisk har deltaget i bandens aktiviteter og som var en del af inderkredsen på de omkring 10 til 12 mennesker, som udførte samarbejdet med PFLP og som stod bag ulovlighederne. Stemmen giver en personlig indgangsvinkel til hvordan det kunne lade sig gøre og ikke mindst hvordan de kunne forklare det og for sig selv:

Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet.

I diskussionen efter Maja Højgaard Nielsens anmeldelse af bogen her, fremgår det, at det jo også relevant i dag, når man ser på hvordan ungdomshusets brugere og deres medløbere retfærdiggører deres kamp med politiet og beboerne på Nørrebro. Ens personlige og politiske valg kan gøre en stor forskel.

Anden del af fortællingen om Blekingegadebanden udkommer i efteråret 2007 og den kan jeg næsten ikke vente på.

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden - Den danske celle, bind 1. Gyldendal 2007. anmeldelsen findes også på Bogblogger.dk.

Harald Essendrop - Enømaleren

2007-08-05T11:52:00.000+02:00

Et par kilometers gang fra Næstved, ad Næstved Præsø Mern banens gamle spor, ligger herregården Rønnebæksholm, hvor Grundtvig i sin tid hentede inspiration fra. I dag er Rønnebæksholm hjemsted for kunst og kultur og netop nu huser den en udstilling om den sydsjællandske maler Harald Essendrop (1901 - 1978). Essendrops udgangspunkt var Enø og Knudshoved og det er her de fleste af hans motiver kommer fra.

Udstillingen er bygget op tematisk, således at hans opstillinger med frugter, portrætter, Enø Overdrev samles i hvert sit rum og det gør det muligt følge hans maleriske udvikling gennem årene ganske godt.

Essendrop var en lokal maler i det sydjællandske og de fleste af hans billeder er solgt til private, stort set samtidig med at de var færdige med at tørre. Men på Frederiksborgmuseet findes et enkelt billede af ham: Våbenkastning fra en engelsk flyvemaskine ved Saltø, der samtidig vidner om Essendrops engagement i modstandskampen.

Man kan sammenligne Essendrop med Folmer Bendtsen, da de begge maler med udgangspunkt i deres hverdag: Bendtsen maler arbejderne og brokvartererne i København og Essendrop den sydsjællandske natur. Danmark har mange af den slags lokale malere, som fortjener at blive hevet frem fra lokalhistorien.

Harald Essendrop - Enømaleren. Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, 4700 Næstved. Udstillingen er åben til 26. august 2007. Maleriet, Tjørn på Overdrevet (1966) er hentet på Rønnebæksholms hjemmeside.

Morgendagens Mand

2007-08-01T22:13:00.000+02:00

Danmark i slutningen af 1800-tallet. Landet vånder sig fortsat efter tabet af Slesvig og Holsten i 1864, det første socialister under ledelse af Pio begynder arbejdernes kamp for en bedre tilværelse og Brandes erklærer det moderne gennembrud. Poltisk står kampen mellem de national-liberale i Venstre og godsejerne i Højre. Udviklingen skaber nye industrier og fabrikker og samhandelen stiger. Ude i Europa står Bismarck som den stærke mand efter at have samlet Tyskland og vundet krigen mod Frankring i 1871. Verden var under forandring, der var endnu større end det, som vi i dag er vidne til. Det er denne periode, som Ebbe Kløvedal Reichs (1950 - 2005) roman Morgendagens Mand handler om.

Morgendagens Mand, Sophus Martens, er spion, rådgiver for Estrup og vidende om stort set alt hvad der foregår i byen København og Europa. Det er derfor et meget stort og bredt persongalleri af både kendte og ukendte personer, som Ebbe Kløvedal Reich anvender gennem bogen. Udover de nævnte er det bl.a. Drachmann, Tietgen, Hørup, den hellige Mahdi og zar Aleander af Rusland.

Romanen slutter i 1885, hvor Estrup sætter regeringens magt igennem på tværs af Rigsdagens flertal og regerer efter provisoriske finanslove og samtidig indskrænker forsamlingsfriheden.

Det brede persongalleri og dermed de mange forbundne historier bliver desværre bogens svaghed. Det er svært som læser at have overblik over handlinger og hvem der nu lige var med i kapitlet før.

Men Ebbe Kløvedal Reich har overblik over sin europæiske historie og sætter den historiske fortælling ind i en nutidig ramme om Sophus Martens oldebarn, der er i gang med noget der ligner Sophus Martens virksomhed i dag. Her er det - ikke overraskende, når man kender Ebbe Kløvedal Reichs politiske holdninger - EU og EU's bureaukrater, der i gang med fjerne demokratiet. Netop sammenhængen mellem et historisk drama og nutidens politik er det mest interessante ved romanen.

Ebbe Kløvedal Reich: Morgendagens Mand. Forlaget Vindrose, 1993.

En lørdag på Louisiana

2007-08-01T21:26:00.001+02:00

Louisiana er altid et besøg værd med sin smukke beliggenhed og moderne arkitektur, kan man få lang tid til at gå bare ved at spadsere i haven. Men udstillingerne er heldigvis sjældent heller ikke at foragte. For øjeblikket er der 4 udstillinger, udover de nedenfor nævnte er det Philip Guston: Works on Paper 1946 - 1980 og Julie Mehretu, der udstiller som en del af Louisiana Contemporary, der viser kunst af kunstens nye stjerneskud.

Made In China

I hverdagen omgiver vi os med ting, som er produceret i Kina: Tøj, sko, møbler og Ipods. Men hvad med kunsten? Med udstillingen Made In China viser Louisiana mere end 100 værker af kinesiske kunstnere fra The Estella Collection.

I lighed med Kina selv, så viser udstillingen et land i forandring fra en stillestående landkultur til en mere vestlig kultur. Her abstrakt kalligrafi, fotoserier om huse der er dømt til nedrivning, en kunstner der undervejs i værket bliver malet mere og mere blå i ansigtet og Mao unden Mao.

Udstillingen giver et godt indblik i hvor kinesisk kunst står i dag.

Til 5. august 2007

Arkitekturens Grænser I. Cecil Balmond: Den skjulte orden

I takt med teknologien bliver arkitekturens grænser rykket. Former kan strækkes og vrides og give unik arkitektur. Cecil Balmond er ingeniør og er med at udvikle nogle af de mest avancerede former for arkitektur, som f.eks. CCTV's, det kinesiske statsfjernsyn, hovedkvarter, tegnet af OMA Architects (billedet).

Udstillingen består af tre dele: En regnbue i Louisianas drejede gang under jorden, hvor former og matematik beskrives og fortælles af Balmond selv. Det handler om tal og figurer, det gyldne snit og talordener. Efter regnbuen bliver matematikken og formerne sat sammen til fraktaler og matematisk kunst og endelig kommer vi ned i mesterens værksted, hvor Balmonds projekter kan ses nøjere efter som skitser, byggeklodser og modeller.

Det er sjældent man så godt strukturerede udstillinger, men man skal gå ind fra Sydfløjen ellers starter man forkert og får ikke hele oplevelsen med.

Til 21. oktober 2007

Louisiana, Museum for moderne kunst, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Cirkusrevyen 2007

2007-07-29T12:58:00.000+02:00

Så blev det næsten sommer og en tur på bakken og i Cirkusrevyen står traditionen tro på programmet. Og Cirkusrevyen holder fast i traditionerne med underholdning og dans i teltet på Dyrehavsbakken.

I 1. akt er det stort set kun nummeret Cykelpræsen, hvor Andreas Bo Pedersen er en meget underholdende Johannes Møllehave på cikel i Vase og Fuglsangs tekst, der sørger for de store latterudbrud.

Men i 2. akt gør det over stok og sten: Først synger Naser Khader (igen Andreas Bo Pedersen) Succes med K på efter Steffen Brandt pop-klassiker Popmusikerens Vise (der igen er baseret på Admiralens Vise fra operetten Pinafore), men det er først i En Urpremiere, hvor det ud over trangen til at lave musicals da alt jo kan synges, med udgangspunkt i Matador, mens karakterne vælter over scenen (selvom nogle først optræder i afsnit 26) og Dr. Hansen kommer ind som Egon Olsen at salen lægger sig for ensemblets fødder.

Revyen er underholdende, men der mangler den sidste satiriske skarphed, der for alvor ville løfte årets Cirkusrevyen op over Dyrehavens træer. Særligt er den politiske satire mangelfuld. Endelig får Ulf Pilgaard ikke rigtig nok at arbejde med i årets revy. Han har en underlig sang Et Lille Komprmis i 1. akt og viser sit talent i monologen Far Igen i 2. akt. Debutanten i Cirkusrevy-sammenhæng Andreas Bo Pedersen er løbet med de store solonumre i år.

Cirkusrevyen, Dyrehavsbakken til d. 25. august 2007. i Aalborg fra d. 29. august til 1. september 2007. Foto fra forestillingen: Henrik Petit.

Jelne

2007-07-19T21:04:00.000+02:00

Hun læner sig ud af det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden i januar.

Sådan starter debutanten Henriette E. Møllers roman om pigen Jelne. Hvad der starter som en næsten dagligdags historie om et ødelagt parforhold bliver med Henriette E. Møllers fantastiske skriveegenskaber til næsten magi. Jelne rykker sig selv tilbage til start. Hun tager tilbage til den kro hvor hun levede indtil sin mors død, da hun var syv og om morfaderen der tager hende med til Jylland. Efter morfaderens død er hun alene og kalder sig Jelne, efter at morfaderens på sin østjyske accent har sagt at hun er blewn jelne.

Som en fremmed kommer hun tilbage og bliver ansat på kroen. Hendes barndomsven, Daniel, er den eneste der genkender hende umiddelbart, men langsomt finder hun og Daniel hendes mors minder, men det er først da hun kommer på tomandshånd med Sigurd, kromanden, og det viser sig, at han er hendes onkel, at Jelne (eller Jenny, som hun rigtigt hedder) ser sig selv i nyt lys: Hun er ikke længere alenepigen Jelne, men Jenny, som har en stor familie på Sydsjælland.

Det er ikke uden grund af Henriette E. Møller har fået Statens Kunstfond treårige arbejdslegat. Jelne er godt komponeret og med en stilsikkerhed, der er utrolig for en debutant.

Henriette E. Møller: Jelne. Gyldendal, 2007.

Silent Eye og Ordrupgaard

2007-07-16T17:34:00.000+02:00

Sidste år viste Aros en stor Michael Kvium-udstilling og her så man for første gang en enkelt billede, hvor Kvium ikke viste menneskets grimmeste sider frem: Her var der en række birketrær i en let tågedis og Kvium er fortsat væk fra de deforme mennesker og nu viser Ordrupgaard en stor udstilling af Kviums nyeste værker. Her er der får, birketræer og en mere lys og varm stemning. En moderne fortolkning af det klassiske landskabsmaleri.

Kviums mening ligger mellem det vi ser og det vi tror vi ser. Det er det stille øje.

Malerierne er malet specifikt til Ordrupgaards tilbygning, der er tegnet af Zaha Hadid og netop fordi malerierne er stedspecifikke så fungerer tilbygningens skrå vægge, men jeg har meget svært ved at se en mere traditionel ophængning fungere der. Og som det ofte er med moderne arkitektur, så er mængden af ubrugelige kvadratmetre store og det skyldes de skrå vægge og de trekantede rum. Selve bygningen er der som sådan ikke noget i vejen med, den gemmer sig flot næsten under jorden og går i flot kompagniskab med den omkringliggende natur.

Silent Eye. Nye værker af Michael Kvium. Ordrupgaard, Vilvordevej 110,2920 Charlottenlund. Udstillingen er forlænget til starten af august måned.

S.O.M.M.E.R

2007-07-13T14:37:00.000+02:00

Danmarks kedeligste orkester TV-2 har udgivet en ny single for os der drømmer om sol og sommer: S.O.M.M.E.R.

Køb den her, hos din foretrukne musikbutik på nettet eller i din lokale pladebutik.

Vi, de druknede

2007-07-11T21:22:00.000+02:00

I mandags var der under overskriften Mens vi venter på fortællingens genkomst et interview med lektor Christian B. Korsgaard i Berlingske Tidende om dansk litteraturs krise. Korsgaards tese er at dansk litteratur opererer i et spændingsfelt mellem en formbevidsthed, hvor forfatterne reflekterer over sig selv og deres skriveproces. Igen er det den postmodernismen der stikker sit grimme hoved frem.

Modpolen til denne indadvendthed er fortællingens genkomst:

Et sted hvor forfatterne prøver at sige noget. En mere klassisk litteratur, hvor der er en dialog og et plot og en handlingsgang og nogle temaer og en verden, som læserne kan gå ind i.

Vi, de druknede placerer sig klart i den sidst nævnte pol: Her skriver Carsten Jensen skipperbyen Marstal skønlitterære krønike gennem et helt århundrede frem til 1945. Vi følger fire generationers sømands kampe med havet og sig selv og kvindernes næsten umulige opgave med at holde styr på det hele hjemme i konernes by. Indtil en kvinde tager kampen op mod angsten for tabet og savnet. Langsomt opkøber hun byens skibe, så marstallerne til sidst er sømænd på andre byers skibe.

Sømændene kommer verden rundt omgivet af fremmede og har udsynet i modsætning til Ærøs bønder, der "livet ud går i den samme plovfure". Her ligger bogens ideologiske ramme. Mens bønderne er de nationale, mens sømændene er internationalisterne og Danmark har behov for det internationale udsyn og mødet med det fremmede.

Men i Danmark er det bønderne, der har fået lov til at skrive historien, så her fremgår det, at det den slidsomme venstre-bonde, der har skabt landets rigdom, mens sømændene på den store danske handelsflåde forbigås nærmest i tavshed. Det er kun skibsrederne Møller og Andersen (fra ØK, der i bogen optræder som Markussen) der i dag omtales i den danske nationale fortælling, men netop de blev store kraft af dygtige sømænd, der sled i det på klodens oceaner for at få fragterne frem.

Som vinden i skonnertens sejl drives man frem over romanens 687 sider. Det er en stor fortælling, som Carsten Jensen her har skabt og kan sammenlignes med Gunnar Staalesens Bergen-triologi, der på lignende vis fortæller Bergens historie gennem det 20. århundrede.

Vi, de druknede er den danske fortællings genkomst. Nu venter på den nye store danske arbejderfortælling.

Om Danmarks Radio II

2007-06-28T21:40:00.000+02:00

Jeg har tidligere skrevet om Danmarks Radio, DR Koncerthuset og budgetoverskridelser og i forlængelse af min gode ven Kasper Hyllested indlæg Fladpandetheden længe leve, så kommer her også en kommentar, hvor Danmarks Radios ledelse i gang med fyringerne og det går udover sportsafdelingen i høj grad udover dækningen af kulturstoffet og af Orientering.

På kulturområdet bliver der færre af de specifikke programmer, f.eks. om bøger, opera og mere flade, hvor man i løbet af en eftermiddag kan få lidt at vide om både Carsten Jensens nye bog og om Biennalen i Venedig. P2 Plus er det eksempel på et fladeprogram. Claus Vittus, der arbejder i DR Kultur, siger til Journalisten:

Hvis du kan lidt web, tv og radio - kan skrive kort og langt - nyheder og baggrund, ved lidt om rockmusik og litteratur og kan researche dig frem til, hvad en opera er, så har du overlevet.

Dermed bliver radioen mere i stil med fjernsynet, hvor kulturen er henvist til overfladiske interview med pseudoberømtes selvbiografier i Aftenshowet og det såkaldte kulturprogram Smagsdommerne, hvor deltagerne fælder dom over et aktuelt kulturprodukt. Man kan jo undre sig over hvor dyrt det kan være at samle tre forfattere i et studie og lade dem diskutere bøger i en halv time. Det er mere ren public service, end det som Danmarks Radios fjernsynskanaler i dag giver os på et år.

Danmarks Radios flagskib har længe været Orientering, der i to timer hver eftermiddag og med genudsendelse af den første time kl. 23.05, har givet indblik i dansk og international politik med en kritisk - og ofte venstreorienteret - vinkel. På Orienterings redaktion er der blevet fyret to medarbejdere (eller hver 6., hvor i Danmarks Radio som helhed kun er hver 12.): Thomas Hjortsø, som har balkan og Østeuropa, som arbejdsområde og Kirsten Larsen, der ar dækket FN. På Orienterings redaktion havde medarbejderne selv fundet besparelser for det samme beløb og alligevel fastholder ledelsen fyringerne. For mig er det klart en politisk beslutning om at udsulte Orientering.

Den Kgl. Mønt

2007-06-24T16:06:00.000+02:00

I 1923 opførte Den Kgl. Mønt en møntfabrik tegnet af arkitekten Martin Borch på Amager Boulevard 115. Møntfabrikken lå her til 1978, hvor den flyttede til Brøndby. Siden har bygningen været anvendt til kontorer af forskellige private virksomheder og nu er der planer for at ombygge den til ejerlejligheder og såkaldte business apartments, der er færdigindrettede boliger, som virksomheder kan købe til udstationende medarbejdere. Til brug for lejlighederne indrettes der en reception med restaurant og øvrige servicefaciliteter.

Men med de nye planer, så skal de tre fløje der ligger væk fra Amager Boulevard (altså ikke hovedbygningen med hovedindgangen forhøjes med to til tre etager. Det vækker harme i lokalområdet. Til Amagerbladet udtaler talsmanden for Bevar Mønten Tom Ballegaard:

Hjørnetårnene, der i dag forbinder de to sidefløje med bagfløjen, drukner
fuldstændig i det planlagte moderne kassebyggeri. Samlet set er der tale om en
total ignorering af kulturmiljørådets anbefaling af at bevare bygningen som den
er i dag, som en del af landets industrikulturarv.

Det interessante ved bygningen er facadebygningen med det lille tårn og porten ud mod Amager Boulevard. Den øvrige del af komplekset er allerede ændret betydeligt siden møntproduktionens dage, bl.a. er der i sat vinduer, ligesom der ser ud som om, der i kobber, er opført en mellembygning i to etager. Det nye projekt giver den historiske bygning en ny ramme og fører sidefløjene op i højde med forhuset og tættere på etageejendommene omkring komplekset.

Bogblogger

2007-06-14T22:09:00.000+02:00

Min gode ven Kasper Hyllested har sat sig i spidsen for et nyt internetprojekt: Bogblogger.dk. På Bogblogger.dk kan man læse anmeldelser af ny og ældre litteratur.

Stormogulen

2007-06-14T21:36:00.000+02:00

Da jeg studerede på Handelshøjskolen i København (som dagens anglofile kalder CBS) havde jeg faget Virksomhedshistorie med Ole Lange og her fik vi en masse at vide om virksomhedernes udvikling i slutningen af 1800-tallet og om Alfred Chandlers teorier om scale and scope og om vertikale og horisontale integrationer. Det kom tilbage til mig, da jeg gik i gang med Ole Lange biografi om finansmanden C. F. Tietgen.

I vores nationalhistorie hører C. F. Tietgen til blandt de store sammen med ØK's stifter H. N. Andersen og A. P. Møller og Tietgen var stor: Han var drivkraften bag etableringen af Privatbanken, telegraflinjer gennem Rusland til Kina genne Store Nord, etableringen af De Danske Sukkerfabrikker, De Forenede Bryggerier, De Forende Dampskibsselskaber og række andre virksomheder, som danner grundalg for en stor del af nutidens danske erhvervsliv.

De danske, de forende... Sammenslutninger, karteller eller, som Tietgen selv omtalte dem, ringe. Reelt set var der tale om dannelsen af effektive monopoler, hvor Tietgen gennem tvang og bestikkelse samlede virksomhederne i stærke klynger, som bremsede konkurrencen, så Tietgen, Privatbanken og Privatbankens bestyrelse, som overraskende også sad i de mange virksomheders bestyrelser, med muligheden for en fed profit. Biografen er nemlig ikke en helgen-kåring af Tietgen men en gennembearbejdet og kritisk indblik i en mand og en tid, hvor den danske industrialisering blev grundlagt.

Tietgen blev født i Odense i 1829 og døde i sin lejlighed i Kronprinsessegade tæt ved Marmorkirken, som han brugte 20 år og store dele af sin formue på at få færdig, i 1901. Her var hans tid forbi. Systemskiftet bragte Venstre til magten og landmændene gik sammen og skabte andelsbevægelsen og i erhvervslivet satte nye folk sig i førersædet, ØK med H. N. Andersen, Landsmandsbanken under ledelse af Isak Glückstadt.

Ole Lange skriver medrivende og undervejs kommer der en del kommentarer til både nutiden (den ukritiske beundring af A. P. Møller-Mærsks dynasti) og fortidens historiske valg (den tåbelige krig i 1864). Man bliver ikke meget klogere på personen Tietgen. Fokus er på Tietgens handlinger og de valg han foretager og i det konkluderende afsnit kommer vi tilbage til Chandler og den øvrige virksomhedsteori. Måske er der ikke en usynlig hånd, men kun aktive handlinger for foretagsomme virksomhedsejere?

Ole Lange: Stormogulen. Gyldendal. 2006.

Magisk Design

2007-06-09T13:42:00.000+02:00

Fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen er vi omgivet af produkter, som "har ændret vores liv". Det er udgangspunktet for udstillingen Magisk Design på Dansk Design Center.

Her er udviklingen af vækkeure, barbemaskiner, kondisko, cykler, kontormaskiner og elektroniske spillemaskiner beskrevet gennem de fysiske objekter. Design og teknologi kædes sammen og giver os forbrugere flere valgmuligheder: Fra Apple 2 til den nyeste Imac. Alt har mere end 30 virksomheder og organisationer stillet genstande til rådighed for udstillingen, så man næsten tror, at man på virksomhedens showroom.

Det er jo meget godt, men man har komponeret en række ledsagende tekster og her går det efter min mening galt for udstillingens kuratorer Susse Fischer og Christian Bjørn. Her om støvsugeren:

Før havde vi tjenestepiger, nu har vi maskiner til at gøre vores hverdag lettere
og give os frihed. De tekniske hjælpemidler har indtaget den plads, som før var
forbeholdt mennesker. Selv når vi ikke er hjemme, vimser de omkring i vores
stuer og gør rent. De er forudsætningen for, at alle har mulighed for at påtage
arbejde uden for hjemmet.

Eller:

I midten af 1950erne havde kun halvdelen af alle landbohjem en støvsuger, og en
del fik først støvsuger i slutningen af 60erne.

Eller hvad denne historie om køkkenet (der indgår under kaffemaskinen).

Karakteren af måltidet har forandret sig stærkt gennem de seneste 50 år. I
50erne var måltidet en samlende 'slow food'-baseret begivenhed, og udformningen
af hjemmets køkken og spisestue understregede den præcise arbejdsfordeling i
hjemmet og familiens sociale status. Men med kvindernes frigørelse blev skellet
mellem køkken og spisestue nedlagt, og i dag er køkkenet et fælles opholdsrum,
hvor familiens medlemmer kan foretage sig forskellige ting, mens maden i
fællesskab bliver tilberedt.

Hvor mange arbejderfamiler har haft råd til en tjenestepige?

Er støvsugeren forudsætningen for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet?

Er det mest tydelige aftryk af kvindernes frigørelse, at skellet mellem køkken og spisestue er fjernet?

Tekstvalget er ganske simpelt et udtryk for en borgerlig kulturkamp, der forsøger tegner et billede af fortidens Danmark, som et trygt og rigt samfund, hvor alle var glade. De fattiges kamp for en anstændig tilværelse bruger udstillingen ikke meget tid på. Der mangler en kritisk indgangsvinkel til design og virksomhedernes rolle i udviklingen.

Magisk Design. Til 10. juni 2007, Dansk Design Center. HC Andersens Boulevard 27, 1553 København V, åben Mandag-fredag 10-17, Onsdag 10-21, Weekend og helligdage 11-16.

Gehry i Sønderborg

2007-06-08T21:51:00.000+02:00

Min gode ven David Troels Garby, der trawler både danske og amerikanske nyhedssider igennem til brug for hhv. Dansk Politik og Amerikansk Politik, fandt historien om at arkitekten Frank Gehry skal designe en masterplan for Sønderborg Havn.

Det er området der ligger til venstre når man kører over Kong Christian X's Bro fra Jylland mod Als, som skal omdannes fra erhvervshavn til bolig- og kontorområde. Frank Gehry skal stå for masterplanen og for en særlig designguide for området. Masterplanen og designguiden skal anvendes af de firmaer, der ønsker at bygge på området, der er på 50.000 kvm. Den sidste grund forventes solgt og bebygget i 2010.

Sammenligningen med Gehrys Guggenheim museum i Bilbao ligger jo lige for - i hvert fald for Sønderborg Kommunes kommunikationsfolk. Men der er her tale om en masterplan og en designguide, der skal gøre det muligt for Sønderborg at sælge grundene dyrest muligt. Det kommer der ikke et Guggenheim af og Sønderborg bliver heller ikke Bilbao.

På den anden side af Alssund er netop åbnet Alsion, der både indeholder koncertsal, forskerpark og en jernbanestation. Byggeriet her er tegnet af 3XNielsen.

Kilde: Danske Kommuner, Sønderborg Kommune.

Gratis adgang

2007-06-07T21:13:00.000+02:00

140 millioner kroner. Så meget - eller så lidt - vil det koste at indføre gratis adgang på alle de statsanerkendte museer i Danmark. Det viser en redegørelse, som Kulturarvsstyrelsen har udført for Kulturministeriet på baggrund af spørgsmål S4487 stillet af folketingsmedlem Arne Toft (S). I dag er der gratis adgang for unge under 18 år og til de faste udstillinger på Nationalmuseet og på Statens Museum for Kunst (særudstillinger kan dog også være gratis) og det har betydet langt flere besøgense og primært besøgende af unge og andre grupper, som ikke har gået så meget på museum som før.

I Sverige har der tidligere været gratis adgang, men den nye borgerlige regering afskaffede det ved årsskiftet og det har betydet at langt færre besøger Historiska Museet end før og det er igen de velstillede og de ældre, som besøger museet.

Socialdemokraterne overvejer nu at stille forslag om gratis adgang i forbindelse med finanslovsforslaget for 2008.

Museer bør være for alle og ikke kun for de rige, så gratis adgang vil være med til at sikre flere adgang til museerne.

Kilde: Dagbladet Børsen.

Københavnerpigen & Kongemaleren

2007-05-27T13:26:00.000+02:00

Christianshavn, 1905. Her møder vi den 23-årige tobakssorterer Julie Svendsen og hendes famile, der består af faderen, Anker, og hendes bror, Just. Moderen døde under lock-outen i 1899, der førte frem til september-forliget. Julie er forlovet med Lauritz, der er typograf og skriver bl.a. for typografernes blad Organet. Her er man arbejderklasse, socialdemokrat og stolt af det. Julie møder kongemaleren William Lauenborg og træder ind i en helt anden verden med fyrster, zarer og konger på Fredensborg.

Det er mødet mellem de to verdener og et København og en verden i forandring, som forfatteren Ole Hyltoft (wiki) beskriver i romanen. Verden kommer til København i kraft af det russiske skib Vladivostok, der er et skjul for anarkister, der gennem vold ønsker at omstyrte samfundet i modsætningen til socialdemokraterne der gennem agitation vil sikre et stærkt socialdemokrati, der med ord og handlinger vil forandre samfundet. Just bliver engageret i anarkisternes kamp og havner for en kort stund i fængsel i Skt. Petersborg.

Julie forelsker sig i kongemaleren og er med til at forandre kongemaleren, der til slut fyrstemaleriet ryggen og bliver impressionist, den moderne kunst udtryk. Julie, Just og William bliver udtryk for det moderne, hvor vi mennesker i sig selv og sammen gør en forskel, gennem bedre boliger, uddannelse og sundhed. Det er den nye tid - den socialdemokratiske tid.

I dag glemmer vi nogen gange vores fundament: De mange små sejre, der har gjort arbejderbevægelsen til den mest sejrrige bevægelse i det 20. århundrede. I dag står vi på vore forfædres skuldre men mangler klart at se retningen for vores nye mål.

Ole Hyltoft har tidligere været socialdemokrat, men er nu valgt til Danmarks Radios bestyrelse for Dansk Folkeparti.

Ole Hyltoft: Københavnerpigen & kongemaleren, Forlaget Hovedland, 2005.

Den Ukendte

2007-05-26T14:18:00.000+02:00

Dannelsesromanen eller udviklingsromanen om den unge mand, der - ofte på trods af forældrene - tager ud i verden og oplever den og dermed bliver uddannet og dannet har mange forfattere gennem tiden bidt skeer med. Den danske forfatter Benn Q. Holm (født 1962) gør med romanen Den Ukendte sit forsøg.

Gustav Martinsen er bortadopteret umiddelbart efter sin fødsel, da han resultatet af en kort affære mellem en forsømt landmandskone og en københavnsk mand, der forfører hende med champagne. Romanens udgangspunkt er Gustav Martinsens jagt på sin ukendte far, som er baseret på en cigaretetui med indgraveringen WvL, som han får af sin mor, da han besøger hende for første og eneste gang som 18-årig, efter han er flygtet fra sine plejeforældre.

Gustav tager til København og forsøger her af finde et arbejde og en bolig, mens han besøger værtshuse og ulykkelige kvinder på vejen. På et værtshus møder han ambassadøren og bøssen Arthur Liboriussen, som han flytter ind hos og starter jagten på sin ukendte fader. Efter Arthurs død sætter Gustav en privatopdager på sagen og det lykkes ham at finde hans far i Canada, men det viser at være forkert, da Gustavs far åbenbart har givet sig ud for at være WvL.

I romanens anden del møder vi Gustav, som kunsthandler i London og som konsulent for mediemogulen Winterbutton (der må være baseret på Robert Maxwell, wiki), inden Gustav tager nogle måneder til en ferie ø i Det Ægiske Hav. Først i romanens tredeje del møder Gustav endelig sin rigtige fader Poul Andersen i Berlin, efter murens fald.

Som læser kommer vi aldrig tæt på Gustav, i stedet følger vi med som et kamera, gennem mere end 30 års verdens historie og derved kommer jeg aldrig helt til at forstå hvorfor Gustav undervejs bliver en kendt reklamemand i New York og kunsthandler i London og ender som hotelejer på Amalfikysten i Italien. Romanen kommer til at fremstå fragmenteret som om Ben Q. Holms noter til forskellige bøger er samlet tilfældigt i en stor roman,

Købmagergade

2007-05-16T12:48:00.000+02:00

Gennem 1990erne fik Københavns Kommune renoveret Strøget, så gågaderne i det meste af middelalderbyen nu er i en fornuftig stand. Men der mangler fortsat én og det er Købmagergade, den gade som langt de fleste af os københavnere rent faktisk anvender.

Når man har kæmpet sig over Nørre Voldgade, så skal man forbi uanende mængder af henstillede cykler, store vandpytter og mærkelige kombinationer af sten og asfalt.

Men nu startskuddet gået til renoveringen af Købmagergade, Kultorvet og Hauser Plads. Startskuddet er måske så meget sagt fordi først skal der gennemføres:

...en omfattende brugerundersøgelse, der skal afklare, hvilke ønsker
de mange forskellige interessenter har til stedets fremtidige udformning.

Få lagt nogle nye sten, så det ser pænt ud, f.eks. noget der ligner dem på Strøget. Men der er ikke nok for efterfølgende er

..det vigtigt at få belyst den fremtidige udformning af området fra forskellige
vinkler. Samtidig er det ønsket at sørge for at for størst muligt fokus på
projektet både nationalt og internationalt. Udformningen af idéforslaget
gennemføres der igennem en udvidet indbudt international idékonkurrence.

Efter denne idékonkurrence

skal det vindende forslag bearbejdes(...), og i den forbindelse kan
tilpasning af konkurrenceforslaget blive nødvendig.

Inden der overhovedet er sat en spade i jorden skal der anvendes 3 millioner til projektering mv. Heraf bidrager Knud Højgaards Fond med halvdelen. Fonden har samlet bevilget kr. 30 millioner til forskønnelse af Kultorvet og Hauser Plads.

Er jeg den eneste finder det her projektmenagering noget overilet? Brug dog mine skattepenge fornuftigt og sæt gang i renoveringen af Købmagergade med det samme.

Læs mere hos Københavns Kommune.

Worm

2007-05-06T12:08:00.000+02:00

Romaner om guldalderen og om København har jeg atid syntes godt om. Men denne roman er faktisk en undtagelse, selvom vi befinder os i København i 1830erne, så kommer bogen ikke udover rampen.

Udgangspunktet er egentlig godt nok: Forfatteren Carl Jørgen Carlsen (født 1933) tager en rigtig krimialsag og lader retsdokumenterne fortælle det meste af historien og lade forfatteren tage over, hvor det er nødvendigt.

Peter Worm kommer til København fra Nyborg og forsøger at overleve i den store by, men lider af personlighedsspaltning og får slået en mand ihjel. Vi kan læse forsvarsskriftet, oplysningerne fra læger og fra den præst, der giver Worm den sidste nadver, inden han henrettes på Kløvermarken på Amager.

Jeg mangler en begrundelse for, hvorfor bogen skal skrives: Hvorfor mener Carl Jørgen Carlsen at denne forfærdelige historie er relevant for os i dag? Det kunne være relevant med en diskussion om det rimelige i dødsstraf, men det går Carlsen henover.

Carl Jørgen Carlsen: Worm. Holkenfeldt, 2005.

En sang fra de varme lande

2007-04-28T14:36:00.000+02:00

Hvornår har du, kære læser, sidst grinet i toogenhalvtime i træk?

Det er sjældent men med Ørkenens Sønners (fissefissefezfez!) nye show En sang fra de varme lande, så kommer man faktisk til det, selv i pausen, hvor man kan fornøje sig med Cairo Amts Ugeblad, der fortæller underholdende og mærkelige historier fra logens univers.

Vi starter i junglen hvor Ana Conda (Khamel Ull Zuut alias Niels Olsen med bananskørt og lakstøvler) møder Stanley (Ali Bubbas Barkhar alias Asger Reher), der jo er på jagt efter Dr. Livingstone I Presume, men i stedet støder ind i Tarzan (Omar Papa alias Søren Pilmark) og Karen Blixen (Yasifir Dosirfem alias Henrik Koefoed), der drømmer sig tilbage til sin Afrikanske Tarm.

Herfra går det over stok og sten med sange fra under bæltestedet, fjertomanen Otto, der prutter pop-corn og til to øvrige store sketches, dels Casasblanca i Ricks Erstatningscafé med Ingrid Dværgman og endelig aftenens første landsmandsketch med Dorte, Grethe, Didrik og Gyllegården og her hvor det ser ud som det handler om at få de andre ud af fatning eller når Niels Olsen omtaler et brev fra advokaten, der nok i stedet er fra en sagfører og man kan se andre bryde sammen.

Mellem udstyrsstykkerne vises der filmen Metadon om byen Korsirøven, hvor Johnny Reimer optræder som Laura i stedet for Elin Reimer indtil det bliver opdaget af instruktøren og - heldigvis - med klassikerne Slikmutter og Gokkepigen.

Det er femte gang der er fælles rejsning i logen og denne gang overgår de sig selv.

Ørkenens Sønner: En Sang fra de varme lande. Glassalen i Tivoli og herefter turné i det næste års tid. Pressefoto: Torsten Graae, Graae, Armsgaard & Bangsbo.

Naturfortrolighed

2007-04-23T21:00:00.000+02:00

Efter tabet af Norge og statsbankerotten i starten af 1800-tallet tændte guldalderens kunstnere håbet for os danskere: Nu skulle vi danskere se ind ad og opbygge en ny national identitet som en småstat i Europa. Specielt landskabsmaleriet blev en lovprisning af det danske landskab, ofte set som en kombination af landskabselementer fra forskellige dele af Danmark i det samme maleri. Johan Thomas Lundbye og Peter Christian Skovgaard er de største og mest kendte af af disse kunstnere, men Dankvart Dreyer (1816 - 1852) fortjener også sin plads i selskabet.

Dankvart Dreyer er stort set glemt i dag, da han hverken frekventerede de kendte i Rom (han fik aldrig et stipendium), eller blev kendt i det københavnske borgerskab, i stedet endte Dreyer som landmand i Barløse, tæt på hans barndomsby Assens. Alligevel nåede Dreyer at male en lang række stemningsfulde billeder, særligt på Fyn og men også Jylland besøgte og malede han.

Det er disse billeder, som for øjeblikket kan ses på Hirchsprungs Samling. Billederne viser ofte det menneskeskabte landskab, som f.eks. vej eller et hus - ikke som centrum, men som en del af bevægelse - nærmest som man selv oplever det en sommerdag på landet. Men aldrig et menneske. Som fynbo sansede Dreyer særligt det bløde fynske lys og skabte unikke farvekombinationer.

Det er en fin udstilling på et fint lille museum.

Naturfortrolighed. Dankvart Dreyer. Den Hirchsprungske Samling. Stockholmsgade 20, 2100 København Ø. Særudstillingen er åben frem til d. 30. april 2007.

Enden er nær

2007-04-21T16:45:00.000+02:00

I Arne Jacobsens hvide by ved Klampenborg ligger Bellevue Teatret og her opføres for øjeblikket forestillingen Enden er nær med brødrene Anders og Peter Lund Madsen.

Forestilling er måske så meget sagt, der mere tale om en række forskellige indslag, som brødrene forsøger at samle sammen:

Mest underholdende er brødrenes beretning om en tur til Verdens Ende, der overraskende nok ligger i Norge (se et web-cam fra området her). Det er ufatteligt underholdende og man nærmest triller ned af sædet i grin, når Anders fortæller om mærkelige skilte og viser dias fra deres tur. Vi får fortalt om de dummeste dyr i verden og om en hovedløs høne i Amerika. Disse fortællinger blandes med mimere (hvad skal det til for?), sange (hvor man ikke kan høre sangen) og endelig en strygekvarteten (Messerkvarteten) der både lyder og ser godt ud.

Brødrene kunne godt have brugt en redaktør på materialet. Forestillingen var lidt over to timer og det er en time for meget.

Enden er nær. Bellevue Teatret. Af og med Peter og Anders Lund Madsen. Instruktør: Maria Vinterberg. Scenograf: Marianne Vinterberg.

Fyrtårnet i Århus

2007-04-17T22:59:00.000+02:00

Jeg har tidligere skrevet om højhusplaner i Århus og nu er resultatet af konkurrencen om projektet i Nordhavnet blevet offentliggjort.

Det er arkitekterne 3XNielsen og UNStudio fra Holland der har slået stregerne til det 142 meter høje hus, der skal stråle som et fyrtårn i natten. Det specielle ved dette højhusprojekt er, at man blander ejer- og lejerboliger, så også almindelige mennesker kan få plads i dette højhus.

I toppen af højhuset bliver der en offentlig restaurant og bar. Mon ikke der bliver kamp om pladserne når huset står færdigt. Mere mærkeligt er det dog, når der i pressemeddelelsen står at:

Forslaget byder på en ny havnepromenade med aftensol.

Jeg har dog altid troet at Århus på østkysten af Jylland og man derfor bedst har morgensolen, men åbenbart kan arkitekterne et eller andet særligt. Det er nærmest som Poul Krebs sang om små sensationer.

Kilder: Light*House, Århus Stiftstidende.

Drageløberen

2007-04-02T20:09:00.000+02:00

Nogen gange kan en enkelt oplevelse sætte sit præg på det meste af ens liv, og en gang i mellem er det nødvendigt og muligt at gøre uret god igen. Det er udgangspunktet for Khaled Hosseinis Drageløberen.

Afghanistan, 1975. En dreng ser sin bedste ven blive voldtaget af nogle andre drenge uden at gøre en forskel. Denne oplevelse sætter sit præg på drengen og tvinger ham 25 år senere ud på en tur tilbage til Afghanistan for at hente sin vens og – viser det sig – halvbrors søn ud af det krigshærgede land. Det er fantastisk beretning om venskab og de oplevelser der binder os sammen som Hosseini har skrevet.

Bogen fortæller samtidig den afghanske udvikling fra et veludviklet samfund, der ødelægges af krig og til slut talebanernes tyranni. Alene derfor er romanen vigtig fordi den fortæller hvorfor NATOs kamp mod taleban skal vindes. Det fortjener den afghanske befolkning.

Khaled Hosseni: Drageløberen. Cicero 2003.

Madame Terror

2007-03-27T19:16:00.000+02:00

For en del år siden afsluttede den svenske forfatter og journalist Jan Guillou (senest har jeg anmeldt Tyvenes Marked) sin dekalog om den svenske agent Carl Hamilton med En borger hævet over en hver mistanke, hvor det slår klik for Hamilton og han myrder en række meddelere for den svenske efterretningstjeneste, som Hamilton er blevet chef for. Det gør at han idømmes livsvarigt fængsel, men han undslipper og flytter til USA under navnet Mark Hamlon (Jan Guillou har i øvrigt udgivet en epilog om tiden i USA under titlen Hamlon).

Sidst vi hørte til Hamilton, var verden meget lettere: vi i vesten havde vundet den kolde krig og demokratiet gik sin sejrs gang over hele verden. Den gang mente vi at stod foran et nyt og mere fredeligt århundrede: Det 21. Mens vi gik og troede på den nye verdensorden, så rettede islamiske terrorister, under ledelse af Osama Bin Laden, et omfattende angreb på New York og i virkeligheden resten af den frie verden. Den gang stod vi skulder ved skulder med USA, men nu forlader Danmark, under ledelse af den ellers meget moralske Anders Fogh Rasmussen, koalitionen i Irak. Mens vi kæmper videre i Afghanistan. Imens står verden hver dag op til endnu en katastrofe et sted i verden.

Det er i denne terrorens nye tid, at PLO’s efterretningstjeneste køber en russisk ubåd, med en avanceret sonar, der gør det muligt at se langt under vand. Projektet hedder Pobjeda og ledes af den palæstinensiske brigadegeneral Mouna al Husseini, der skal få russiske ubådsfolk og palæstinensere til at samarbejde og lykkes kun, ved at de får en fælles chef, nemlig Hamilton. Projektets formål er at udslette den israelske flådebase i Haifa og lykkedes ganske fint og mens ubådens personale tager både israelske og amerikanske krigsfanger og behandler dem, som netop, krigsfanger bliver ubåden jagtet af amerikanske og britiske ubåde og skibe. Det lykkedes ubåden at komme til Sydafrika.

Bogens prolog giver også præmissen: At russiske videnskabsmænd har udviklet et avanceret sonarsystem, der kan se meget langt under vand og det er dette system der fik en amerikansk ubåd til at støde ind i ubåden Kursk, så den sank i 2000.

Hvad nu hvis, som den amerikanske præsident George W. bush siger det i bogen, ”…at (hvis) bare terroristerne skaffer sig tilstrækkeligt avancerede våben og går løs på vore flåde, så er de ikke længere terrorister.”? Hvis palæstinenserne i overensstemmelse med international lov kan gå i krig med Israel og sænke dets flåde, kan vi så fortsat kalde dem terrorister eller skal vi så kalde dem soldater? Det er noget af det, som stof til eftertanke, når Jan Guillou refererer udviklingen i verden, som han ser det og det går bl.a. ud over den amerikanske vicepræsident Dick Cheney. Men skal derfor heller ikke være bange for at blive udfordret i sit verdensbillede og det er der som oftest god brug for.

Jan Guillou: Madame Terror. Forlaget Modtryk, 2006.

I Århus

2007-03-19T20:03:00.000+01:00

I Århus vil man også bygge højt. Her planlægger man nemlig to nye højhuse:

På vej ud af Viborgvej planlægger Gaarde Erhverv et nyt 84 meter højhus, Ketner-Bygningen (billedet), som er tegnet af Arkitekthuset og har form af en række ligesidede trekanter, som er vredet, så hver side får en egen form. Højhuset placeres endvidere på sit eget plateau for at understøtte visionen om højhuset. Der bliver 24 etager erhverv med 13.400 kvm. bruttoareal.

Samtidig er Århus i gang med at flytte havnevirksomheden mod syd, så der bliver plads til 800.000 etagekvm. i Nordhavnen. Yderst ude er tanken at placere et bolighøjhus, som kan blive op til 140 meter højt og dermed på 38 etager.

Man må så håbe, at højhusene er bliver pænere end Prismen, der udgør det meste af skylinen i Århus for øjeblikket.

Kilder: Gaarde Erhverv, Århus Stiftstidende, Århus Kommune, Århus Stifttidende (om Nordhavnen).

Om medielicensen

2007-03-18T17:39:00.000+01:00

I forbindelse med Danmarks Radios økonomiske problemer, så er også licensen blevet nævnt og den i øvrigt glimrende Nyhedsavisen (som jeg kan finde på min lokale metrostation) havde lørdag en forsidehistorie om licensen. Læs artiklen og debatten her.

For licensen går ikke kun til Danmarks Radio, men der anvendes også penge til følgende formål i 2007:

Danmarks Radio 3.268,1
TV2 regionerene 408,50
Lokal Radio og TV 50,8
Mediesekretariatet 5,2
Analogt Stop 10,0
Station Next 5,6
Øvrige aktiviteter 1,8

Hvis der kommer flere penge ind, så skal de fordeles efter aftale mellem forligspartierne, men hvis der er færre penge, så går det ud over Danmark Radio. Reglerne for hvornår man skal betale licens fremgår af Bekendtgørelse 1657 af 14/12/2006 om licens:

§ 1. Efter radio- og fjernsynslovens § 69 skal der betales
medielicens for apparater, som kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, der er udsendt til almenheden, og radiolicens for apparater, som alene kan modtage og gengive radioprogrammer, der er udsendt til almenheden. Radiolicens og medielicens kaldes herefter som en fællesbetegnelse licens. Licens opkræves af DR, DR Licens.
Stk. 2. Ved apparater, som kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, der er udsendt til almenheden, forstås
1) tv-modtagere eller tilsvarende billedfremvisere,
2) pc’ere eller tilsvarende enheder, der kan modtage og gengive
billedprogrammer eller tjenester, såfremt der samtidig via apparatet er adgang til internet, eller andet netværk, med en hastighed på 256 Kbit/s eller derover,
3) pc’ere med modtageenheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer
og -tjenester via radiobølger eller netværk (tv-tunere), eller
4) andre enheder, der trådløst kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester, der er udsendt til almenheden, herunder f.eks. PDA’ere, mobiltelefoner med internetadgang mm.
Stk. 3. Ved apparater, som alene kan modtage og gengive radioprogrammer, der er udsendt til almenheden, forstås apparater, som ikke kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, men eventuelt tekst, og hvis primære funktion er at modtage og gengive radioprogrammer, der er udsendt til almenheden.
Stk. 4. Er man alene i besiddelse af et apparat, som alene kan modtage og gengive radioprogrammer, der er udsendt til almenheden, jf. stk. 1, indebærer dette alene pligt til at betale radiolicens.
Stk. 5. Der skal ikke betales licens for apparater, når der efter retningslinier fastsat af DR Licens er truffet sådanne foranstaltninger, ud over afbrydelse af el-, kabel- og antenneforbindelse ved selve apparatet, at det tydeligt fremgår, at apparatet ikke kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, der er udsendt til almenheden.
Stk. 6. Der skal ikke betales licens for apparater, der er opmagasineret i overensstemmelse med retningslinjer fastsat af DR Licens.
Stk. 7. DR Licens kan forlange dokumentation for, at de foranstaltninger/indgreb, der er nævnt i stk. 5 og stk. 6, er foretaget.

Kilde: Aktstykke 65 2006/2007. Fastsættelse af radio- og tv-licens frem til år 2010.

Industriens billeder

2007-03-18T13:39:00.000+01:00

Jeg har tidligere omtalt Industrikulturens år og maleren Folmer Bendtsen og begge dele indgår i udstillingen Industriens Billeder der indtil i dag (18. marts 2007) kan ses på Arbejdermuseet i København og fra 31. marts til 3. juni kan ses på Nordjyllands Kunstmuseum.

De statsstøttede landmænd har altid været gode til at illustere Danmark som et landbrugsland og dette billede er gået igen i kunsten, hvor den målbevidste og hårdtarbejdende landmand ofte fremstilles, mens den hårdtarbejdende arbejder sjældendt er havnet på museum. Det er dette misforhold, som Industriens billeder forsøger at rette op på ved at vise samspillet mellem industri og billedkunst gennem de sidste 200 år.

De første billeder viser jernværkerne i Norge, hvor selve jernovnen får karakter af en vulkan: Mennesket er gået i gang med at tæmme naturen, ellers er de fleste af de gamle udstillede malerier reklamer for virksomheden eller ejeren, som f.eks. det kunstfærdigt opstillede fotografi af Bødkerne på cementfabrikken Aalborg Portland af Heinrich Tønnies fra 1902. Men med brødrene Erik og Frants Henningsen kommer den sociale reportage ind i kunsten, som f.eks. Sat ud, fra 1892, hvor arbejderfamilien er sat på gaden, da den ikke har kunnet betale huslejen eller En Folketaler (Erik Henningsen, 1899), hvor en af arbejderbevægelsens agitatorer taler til arbejderne.

Udstillingen viser mange gode eksempler på dels, hvordan kunstnerne, som f.eks. P.S. Krøyer har malet andet end glade fiskere på Skagen og dels hvordan kunstnere i dag bruger de nedlagte fabrikker i kunsten eller når Søren Elgaard maleri Aalborg Portland (1996-1997) mere viser arbejdere som teknikere, der overvåger maskinerne og skorstenene er klassiske søjler, så er der ikke meget farligt og nedslidende arbejde tilbage, men kun erindringen om det hårde slid der skabte industrilandet Danmark.

Industriens Billeder. Arbejdermuseet og Nordjyllands Kunstmuseum. Der er udgivet et omfangsrigt katalog i forbindelse med udstillingen.

Rene Linjer

2007-03-17T11:45:00.000+01:00

I denne uge har jeg endnu en gang været i Århus for mit arbejde for at besøge en af vores kunder og denne gang havde jeg muligheden for at gå i Århus Teater og se Rene Linjer, som er baseret på tredje del af Christian Kampmanns tetralogi om Familien Gregersen. Jeg har tidligere anmeldt filmen Familien Gregersen og efterfølgende genlæst og kommenteret forholdet mellem bøgerne og filmen.

Rene Linjer er den del, hvor familiemønstrene for alvor bryder sammen: Mogens (Henning Olesen) og Thilde (Lisbet Lundquist) bliver skilt efter Mogens' lange sidespring med Tjumse (Merete Voldstedlund), som er Thildes veninde. Den ældste datter Karens (Annika Johannesen) ægteskab med Jes (Lars Ditlev Johansen) går i stykker, men midt i det hele bliver de yngste datter Maj (Mille Dinesen) gift med baronen Sixten Terne (Jens Zacho Böye).

Det store problem er hvordan man tager en stor roman med utallige lokationer og mange personer og samler det til omkring to timers teaterstykke. Forestillingen starter med et videoresumé fra de første to dele og så kommer Bo Gregersen (Niels Ellegaard) gennem salen og showet kan begynde. For show er der mere tale om end end traditionelt teater. Centralt på scenen står et stort glashus og undervejs anvender skuespillerne video til at udtrykke sig direkte til os tilskuere. Videoen vises på en storskærm, der også undervejs viser optagelser fra 1960erne og fra kameraer placeret forskellige steder på scenen. Replikkerne er gode og sidder ofte lige i øjet og skuespillerne har godt fat om deres rolller.

Man bliver godt underholdt, men selve fortællingen om udviklingen af Danmark forsvinder. Vi ser på perioden med det nye årtusindes kulturelle briller: Bollerum, nye familieformer og feminisme bliver bare en del af komedien og ikke en del af en mere eller mindre nødvendig politisk udvikling.

Rene Linjer. Et skuespil af Peter Asmussen frit efter Christian Kampmanns roman. Århus Teater.

Ved Bella Center

2007-03-05T21:27:00.000+01:00

Bella Center har fået tegnestuen 3XNielsen til at udarbejde et projekt for et nyt hotelkompleks lige ved siden af Bella Centers eksisterende kongrescenter. Projektet er dog udskudt for øjeblikket, pga. regeringens planer om en ændring af skattelovgivningen, som kun skulle ramme kapitalfondene, men åbenbart ødelægger investeringsklimaet i Danmark.

Projektet består af to højhuse placeret på en tre etagers base. Selve basen får en 2.000 kvm. stor terrasse på taget. Basen indeholder en udvidelse af Bella Centers eksisterende kongresfaciliteter i form af mødelokaler og en stor plenarsal.

Hvert højhus bliver på 75 meter og den første del indeholder 400 værelser i en 4-stjernet kvalitet. Facaderne bliver i stål og glas og knækker øverst oppe, så udsigten fra skybaren på 23. etage får den bedst mulige udsigt.

De to højhuse får udgangspunkt, men stræber i hver sin retning, så flest mulige værelser får en optimal udsigt over Ørestaden og Københavns øvrige skyline.

Kilder: Bella Center og Københavns Kommune: Forslag til tillæg til lokalplan "Bella Center II".

Verdens TV

2007-02-25T11:50:00.000+01:00

Rundt om i avisernes programomtaler er der begyndt at dukke annoncer op for programmer på vores nabolandes fjernsynskanaler, som f.eks. svenske SVT1 eller den tyske ARD. Annoncerne er indrykket af Copydan Kabel TV, der repræsenterer kunstnere og kulturproducenter og som også står bag hjemmesiden www.verdenstv.dk.

De svenske fjernsynskanaler har hos mig placeringerne 9, 10 og 11 på min fjernbetjening og det sker ofte at jeg får zappet forbi og falder over en interessant udsendelse. Specielt hvad angår kulturprogrammer, så holder svenskerne fast i at disse kan vises i fjernsynet. Stationerne giver samtidig et godt indblik i vores naboers virkelighed. Generelt har de svenske kanaler et mere varieret udbud af programmer end de danske, der ofte holder sig til engelsksprogede serier og sjældent viser programmer fra Tyskland eller Frankrig.

Med en stadig tættere europæisk integration, så er det nødvendigt at vi også hører og ser mere om vores nabolande. Lad mig udover de svenske kanaler gøre opmærksom på den fransk sprogede TV5, der også viser film med danske undertekster.

Kanalerne koster hver omkring 1 kr. om måneden. Men TDC Kabel-TV er ikke særlig venlig overfor disse kanaler: Senest forsvandt NRK1 ud af den store pakke ved den seneste omlægning.

Lavaland

2007-02-19T21:11:00.000+01:00

For et år siden udstillede Olafur Eliasson i Malmø og Lund (læs min kommentar her) og i år er Olafur Eliasson så aktuel i en udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand. Olafur Eliasson (født 1967) er på udstillingen sat sammen med en anden islandsk kunstner Jóhannes S. Kjarval (1885 - 1972).

Begge kunstnere anvender naturen som udgangspunkt, men deres indgangsvinkel er forskellig. Kjarval placerer ofte horisonten meget højt og får der med plads til klipper, mos og lava, hvor landskaberne dannes af enkelte firkanter, der sættes sammen og danner huse eller bjerge og hvor figurer fra de islandske sagaer træder frem. Eliasson anvender omvendt fotografiet og beskriver konkrete, næsten kartografiske landskaber. Udover Eliassons fotoserier, så kan man opleve en række af hans installationer som f.eks. Mossroom, hvor man som besøgende træder ind i et rum af mos.

To kunstnere står godt til hinanden og hvert fotografi eller maleri giver mulighed for fordybelse og oplevelser med den islandske natur.

Lavaland. Olafur Eliasson & Jóhannes S. Kjarval. 10.2. - 29.05.2007. Kunstforeningen Gl. Strand, Gammel Strand 48, 1202 København K

Om Danmarks Radio

2007-02-18T21:17:00.000+01:00

Gennem de sidste par måneder har Danmarks Radio, DR, været kastet ud i store problemer, primært på baggrund af budgetforøgelsen i forbindelse med bygningen af DR Byen.

Det er ikke mindst DR Koncerthuset, tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel, der står for den største del af det stigende budget, så meget så der er enkelte firmaer, der har foreslået at købe DR Koncerthuset og så lade DR leje sig ind. Det forslag er der enkelte politikere og kommentatorer der går ind form.

Men Danmarks Radion er ikke kun en medievirksomhed som konkurrerer med TV 2, Viasat, SBS og de øvrige kommercielle medievirksomheder om at levere det bedste fjernsyn, radio og internet til os brugere og licensbetalere. Danmarks Radio er mere end bare en medievirksomhed, Danmarks Radio er en af de vigtigste danske kulturinstitutioner. DR Koncerthuset er en hjørnesten i denne kulturinstitution: DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiounderholdningsorkestret og DR Bigband, DR Radiokoret og DR Radiopigekoret får alle plads i Koncerthuset og vil 200 gange om året vil der være koncerter i DR Koncerthuset.

Med Operaen og det kommende skuespilhus, så har København enstående steder til opera og skuspil. Med DR Koncerthuset, så får vi også et enestående sted til den symfoniske musik og det kan godt klare en højere pris.

Byg din egen Turning Torso!

2007-02-18T14:45:00.000+01:00

For enden af Øresundsvej og på den anden side af Øresund har de ikke de samme problemer med opføre højhuse, som vi har i København. Allerede i dag ligger Turning Torso der og snart kommer Malmø Tower i bydelen Hyllie, tæt på Øresundsbroen.

Men nu kan man få Turning Torso ind i sin egen stue som samlesæt.

Det er avisen Sydsvenska Dagbladet der har lagt tegningerne til en model i skala 1:500 ud på sin hjemmeside og så er det kun om at være fiks på fingrene og bruge lim, papir og saks rigtigt, så har man Turning Torso til vinduet. Hent tegningerne her.

God fornøjelse!

Folmer Bendtsen

2007-02-18T12:06:00.000+01:00

Når jeg er kørt med bussen forbi Nørrebro Station, så har jeg ofte undret mig over hvorfor vejstrækningen mellem Nørrebrogade og Lundoftegade kaldes Folmer Bendtsens Plads. Men et besøg i Bredgade Kunsthandel gav en god forklaring: En næsten glemt dansk maler.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) er en af Danmarks ganske få arbejdermalere. Hans udgangspunkt var Alexandravej (der ligger her, på den anden side af Nørrebro Station i forhold til Folmer Bendtsens Plads. Billedet viser Nørrebro Station fra Alexandravej. Folmer Bendtsen: Højbanen, 1953) og hans malerier viser de mennesker som med deres hårde slid skabte det Danmark vi kender i dag. Her ses baggårdene og arbejdere på vej hjem fra fabrikken eller skraldemændene en tidlig morgen.

Kunsten kunne - i følge Folmer Bendtsen - være med til at løse det sociale problem ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed. Samtidig med Folmer Bendtsen voksede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sig stor og stærk og skabte sociale forbedringer til gavn for arbejdere og funktionærer.

Under besættelsen blev Folmer Bendtsen som kommunist interneret i Horserød-lejren og flygtde i 1943 og blev efterfølgende en del af BOPA og han var bl.a. med til redde en hel del slæbebåde fra København til Sverige.

Som tidligere omtalt, så er 2007 industrikulturens år og derfor er det på tide, at arbejdernes kunstnere bliver hentet frem fra kunstens kældre og inderste baggårde.

Folmer Bendtsen - 100 år. til 24.2.2007. Bredgade Kunsthandel. Bredgade 67, 1260 København K.

Prismen

2007-02-09T15:44:00.001+01:00

Jeg har tidligere været efter postmodernismen og specielt arkitekten Dorthe Mandrup og nu må jeg til det igen. Mellem Holmbladsgade og Prags Boulevard - der sidste år blev renoveret og som jeg har kommenteret her - har Københavns Kommune og Lokale- og anlægsfonden opført et nyt kultur- og idrætshus kaldet Prismen.

Taget på huset spænder fra nabohusenes højde og over mod husets modsatte ende - det omtales så som svømmehud. Facaderne er opført af noget, der ligner plexisglas og det ser i dagtimerne midlertidigt ud om aftenen, så fremstår huset om lysende. Ved åbningen omtalte den ansvarlige borgmester Martin Geertsen huset som "Den arkitektur vi ser i dag viser, at Dorte Mandrup har udnyttet sine talenter på smukkeste vis. Hun har ladet idræts- og kulturhuset udspringe fra gavlene og skabt en imponerende helhed. Det er en helhed, som ikke alene får idræts- og kulturhuset til at stå flot, men gavner også naboerne omkring huset."

Indenfor løber den grønne boldbane uden for banen og op langs siddepladserne og det ser ud til at fungere for brugerne, men eksteriøret holder ikke. Huset ser ud som om, det er tabt mere eller mindre tilfældigt og gavner ikke naboerne. Indgangen er placeret mod Prags Boulevard og langs med Holmbladsgade findes derfor kun en række nødudgange med døre i glas, som allerede er blevet tapet over med oplysninger og pile. Ved hovedindgangen er tapet et andet skilt, der kundgør at der ikke er meget varme fordi de ikke kan lukke alle vinduer.

Hvorfor tænker dagens arkitekter ikke over deres bygninger og anvender naturlige materialer.

Prismen. Holmsbladsgade 71, 2300 København S. Du kan læse mere om huset hos Copenhagen X.

Huse i København og Nordsjælland

2007-02-08T21:24:00.000+01:00

Når man bevæger sig rundt i byen, så ser man en gang i mellem en facade, et hjøre eller et tag der er noget specielt - meget ofte er bygninger for virksomheder, organisationer eller staten der har denne form for prægtighed, mens boligerne for borgere sjældent har mange effekter, men der faktisk en hel del boliger, som danske arkitekter har bygget og som er noget er særligt.

Mange af dem har journalisten Gitte Just besøgt og det er der kommet bogen Huse i København og Nordsjælland, tegnet af berømte danske arkitekter udaf. Her kommer vi forbi boligbebyggelser tegnet i 1900-tallet, som f.eks. husene ved Genforeningspladsen, Vestersøhus, Aksel Møllers Have, Søholm og Søndergårdsparken. Hver bebyggelse har fået sit eget opslag med flotte billeder, der er taget af fotografen Hans Ole Madsen.

Bogens problem er Gitte Justs tekster, der mest af alt ligner noget, der er taget fra Bo Bedre: I afsnittet om Nærumvænge hedder det om taget "...at man kommer til at tænke på en pige, som trænger til at få klippet sit pandehår". Helt tilsvarende om Anton Rosens Vibensgaard på hjørnet af Østerbrogade og Strandboulevarden: "Man må da daglig blive i godt humør af at have sin lejlighed dér.".

Da bogens snit ligger i det 20. århundrede, så er det også modernismens bygninger, der er medtaget i bogen og mange steder ligger der ansatsen til den større fortælling om bygningen af moderne Danmark, hvor de almennyttige boligerselskaber bygger lejligheder og rækkehuse til arbejderklassen. Den historie havde været mere interessant at læse end ligegyldigheder om pelargonier i urtepotter.

Gitte Just: Huse i København og Nordsjælland, tegnet af berømte danske arkitekter. Fotografier af Hans Ole Madsen. Aschehoug, 2005.

Om natten før skoven

2007-02-05T19:31:00.000+01:00

En tredive år gammel fransk monolog om en hjemløs, arabisk mand. Det lyder umiddelbart ikke som vedkommende teater for en dansker i 2007, men hos Kaleidoskop lykkedes det faktisk at gøre historien både vedkommende og interessant. I en gul kasse placeret midt mellem gulv og loft i teatersalen går, står og løber en betagende Laura Drasbæk, som både mentalt og fysisk klæder sig af foran os. Det går ind under huden på os tilskuere og er teatermæssigt gennembrud for Laura Drasbæk.

Monologen er skrevet af den franske dramatiker Bernard-Marie Koltés (1948 - 1989) og han formår bedre end de fleste andre at beskrive det modernes menneskes fremmedgørelse og den virkelighed, der omgiver os, men som vi ofte flygter fra eller undgår at se i øjnene: De hjemløse, de udstødte, de anderledes. Koltés forsøger ikke at pege fingre af os. Der er tale om godt politisk teater, der ikke moraliserer, men overlader det trygt til tilskuerne at drage vores egne konklusioner.

Hvornår har vi da selv set en tigger i øjene, når de forsøger at samle småpenge ind i S-toget? I følge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsraad, så er antallet af fattige steget med omkring 45.000 fra 2001 til 2004. Men gør vi noget ved det? Nej i stedet undlader vi i det hele taget at forholde os til problemerne.

Om natten før skoven. Instruktion: Søren Lenander. Scenografi: Bente Lykke Møller. Kaleidoskop K1. Spiller til 21. februar 2007.

Aros on fire

2007-02-01T21:29:00.000+01:00

Det århusianske kunstmuseun Aros viste i janaur måned Thyra Hilden og Pio Diaz' videoinstallation Aros on Fire. Burning the Roots of Western Culture. Jeg nåede lige at opleve den onsdag d. 31. januar og dermed kunne jeg også opleve installationen indefra selve Aros, der her ligger i et flot orange lys fra de store videoprojektorer.

Det var faktisk en fantastisk oplevelse: Samtlige 1.000 kvm. vinduer i det store kvadratiske museum får projekteret en brand op på sig. Det er kunstnernes ambition at "synliggøre den latente, destruktive, imperialistiske kraft, der er udgået fra den vesterlandske kultur igennem tiderne - fra dens begyndelse." Der er altså tale om et politiske kunstværk, der sætter spørgsmålstegn ved vores civilisation. Vi sætter ild til de konstruktioner, som vi har selv bygget op samtidig med at vi lader resten af verden gå til i ild og kamp. Men er det ikke det modsatte vi gør? Når vores soldater kæmper i Afghanistan, så handler det jo faktisk om at bygge op og ikke brænde af.

Tidligere har kunstnergruppen sat ild til Det Danske Institut i Rom og Trevi Fontænen og de planlægger at sætte ild til Louvre i Paris og Colosseum i Rom.

Aros on Fire. Aros. 1. - 31. januar 2007

Staten Israel

2007-01-30T19:19:00.000+01:00

Min gode ven David Troels Garby, der også står bag Amerikansk Politik, har startet en ny blog, der på dansk fortæller om Israel og israelsk politik: Israelsk Politik.

I Danmark hører vi ofte kun Israel nævnt, når terrorister bomber civile israelere eller Israel slår igen med mere eller mindre heldige aktioner mod terroristerne og deres tilholdssteder. Derfor er det godt initiativ at formidle mere viden om det eneste demokrati i Mellemøsten.

Desværre har socialdemokratiske poltikere haft en noget urimelig kritisk holdning til staten Israel og ladet palæstinenserne fremstå, som de undertrygte og at vi bør stå skulder ved skulder med demokratier og naturligvis have retten til at diskutere med Israel og dets politikere om den måde, som det forsvarer sig på.

I sidste højtidligholdte vi Holocaustdagen til minde om det folkemord, som nazisterne udførte mod jøderne under 2. Verdenskrig. I den forbindelse viser DR2 en god serie om Austwitz og de embedsmænd der gjorde det muligt at starte folkemordet. Det er skræmmende og vigtigt fjernsyn, når holocaustfornægtere oftere og oftere lader sig høre og støttet af fundamentalistiske muslimer.

Vi skal fortsat huske på historien og sikre, at vi aldrig igen kommer til opleve et nyt holocaust.